Forstanderen på en institution for tidligt skadede drenge fortæller: 'På et tidspunkt var tre af vores drenge ude at cykle en tur. Så sker det, at den enes forhjul bryder sammen, og han styrter ud over forhjulet. Forslået og fortumlet dukker han op herhjemme, og jeg spørger ham selvfølgelig som noget af det første: 'Jamen, hvad med de to andre, hvor er de?' Han kigger overrasket på mig: 'Jamen, dem skete der jo ikke noget med, så de kørte da bare videre . . . '. Episoden giver et godt indtryk af, hvordan drengene tænker: Ingen af dem - hverken ham, der styrter, eller de to andre - har nogen anelse om, at man i sådan en situation kunne hjælpe hinanden. Situationen minder meget om det fænomen, som socialpsykologien betegner som tilskuerapati: Ulykkestilskuere, der undlader at hjælpe ofre i forbindelse med ulykker, og som forhindrer hjælpearbejdet for politi og redningsmandskab ved at stimle sammen for at tilfredsstille nysgerrigheden. En ny undersøgelse fra SFI (Fællesskab og Solidaritet i Danmark) viser, at nutidens danskere ikke ønsker at få socialt udstødte og indvandrere for tæt på i hverdagen, og at vi hovedsageligt føler en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker, der minder om os selv.

Selv om der kan skrives artikler og bøger om menneskers gavmildhed, klogskab og tolerance, bliver vi nødt til at spørge os selv, om der hos en del af den danske befolkning er opstået et moderne fænomen, der er blevet almindeligt forekommende, og som falder ind under begrebet tilskuerapati. Hvis det kan påvises at være en realitet, at vi er blevet tiltagende ligeglade med hinanden, er der grund til at finde forklaringer på fænomenet. I et interview i Information med forfatteren Villy Sørensen skelner denne mellem tre forskellige udviklinger: 1) på det personlige plan, hvor man søger sig selv, 2) på det sociale plan, hvor man samarbejder med andre mennesker og er noget for dem og 3) et tredje plan, hvor man søger meningen i sit eget liv. Han mener nu, at der siden 80'erne er sket en udvikling, hvor mange har skudt en genvej fra det første plan til det tredje og altså har sprunget det andet plan over. 'De fleste har ikke nok i sig selv, for det at søge sig selv uden forbindelse med andre eller noget andet er utilfredsstillende, i hvert fald i længden. Og søger man ikke noget andet, går ens form for selvudfoldelse næsten altid ud over andre'. Hvis man først og fremmest er opmærksom på sig selv, kan det ikke undre, hvis opmærksomheden mod andre tilsvarende aftager, og når afstanden til andre mennesker aftager, bliver det vanskeligere at dele værdier med hinanden.

Hvad kan der gøres ved det? I Højskolebladet 27/1998 er der et interview med forfatteren Tørk Haxthausen, som blandt andet siger: 'Fælles værdier får man ved at udføre fælles arbejde for noget, man anser for nødvendigt. I et dynamisk samfund vil der opstå mange fælles værdier. I et stagneret vil der blive færre'. Citatet lægger op til, at hvis vi skal oparbejde fælles værdier, skal der både på det overordnede plan og på lokalplan være mulighed for både børns og voksnes inddragelse i fælles arbejde og fælles beslutninger på områder, som er nødvendige. Dette gælder i samfundet som helhed, men må nødvendigvis allerede finde sted under børns opvækst, hvor der må stilles krav om, at de tidligst muligt får magt over deres eget liv og direkte indflydelse på forholdene der, hvor de er. I skolen handler det om medansvarlighed, medbestemmelse, det vil sige at påtage sig medansvar sammen med andre i et socialt fællesskab og løse opgaver til fælles bedste. På denne baggrund opstår og afklares værdierne, som vi lever vores liv på.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker