Det handler ikke om at skabe verdens bedste folkeskole i Danmark. Det handler om at lade være med at ødelægge den. Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Feiwel Kupferberg er chokeret over den retning, dansk uddannelsespolitik har taget.

»Da jeg kom til Danmark for 30 år siden, var man 10-15-20 år foran de andre nordiske lande. Men sådan er det ikke mere. Vi har stadig en god kapital, men det varer ikke evigt, og hvis vi bliver ved med at ødelægge, så kommer vi bagud. Det er sket før, at man har været ledende på et område, og så har man ødelagt det, og den politik, der føres nu, mener jeg er ødelæggende for Danmarks ledende stilling«.

Feiwel Kupferberg mener, at den nuværende uddannelsespolitik i for høj grad fokuserer på, hvordan børn kan lære noget i forhold til erhvervslivet. Helt grundlæggende mener han ikke, at skolen skal forberede børn til arbejdslivet, de skal nok lære det, de behøver, når de kommer ud at arbejde. I stedet skal skolen forberede dem til at være borgere i et demokratisk samfund.

Fremtiden kræver nytænkning

Men hvis man vil se på, hvad man skal give børn i skolen for at ruste dem til det globaliserede verdensmarked, så er det de helt forkerte kompetencer, der satses på i øjeblikket.

»De kundskaber, man er så optaget af at sikre, at eleverne får, er jeg slet ikke sikker på, at de kommer til at bruge. Arbejdslivet udvikles i en rivende fart, gamle erhverv og professioner forsvinder eller bliver omdefineret, nye kommer til. Det betyder, at den vigtigste kompetence fremover vil være at kunne forholde sig til disse forandringer og helst være på forkant med udviklingen. Det afgørende konkurrenceparameter er derfor ikke traditionel viden, som Pisa lægger op til, men nytænkning og kreativitet«.

Kupferberg mener, at fokusering på Pisa bygger på den fatale fejlvurdering, at de lande, som vi skal konkurrere med i fremtiden, er Kina og de østeuropæiske nationer, hvor uddannelsessystemerne har været orienteret mod traditionel produktion, og ikke de avancerede vestlige lande.

»Vi skal ikke konkurrere med Kina, men på hvordan vi får gode ideer og videreudvikler dem. Vi skal kunne tænke selvstændigt, have mod til at tage en risiko, lyst til at eksperimentere. Man skal synes, at det er sjovt - det er det kreative. Lærerens vigtigste rolle er at udvikle en holdning til det at lære«.

Feiwel Kupferberg er ikke i tvivl om, at den danske skole kan gøres mere effektiv, så eleverne scorer bedre resultater i Pisa, men han understreger, at den viden, eleverne vil komme ud med, er ubrugelig og hurtigt glemt.

»Når man har lært noget på en ukreativ måde, kan det aldrig senere blive kreativt«. Som eksempel giver han en sammenligning, der blev foretaget af øst- og vesttyske skoler før murens fald. Det viste sig, at de østtyske autoritære lærere var mere effektive, når det kom til udenadslære i sprog og matematik.

Men den vesttyske måde, som var mere kaotisk og talende, var mere effektiv på lang sigt. For hvor de østtyske børn stod magtesløse over for nye, uvante opgaver, havde den kreative, selvstændige indlæring givet en arbejdsmåde, der gjorde de vesttyske børn i stand til at angribe nye komplekse opgaver.

»Der ligger et paradoks i, at den danske regering taler om kreativitet, men de er ikke meget for kreativitet i folkeskolen - der kalder de det for rundkredspædagogik. Og det sociale aspekt er netop meget vigtigt i forhold til kreativitet. Det store paradoks ligger i, at man på den ene side siger, at skolen skal være meget kreativ, og på den anden side siger, at i skolen skal man bare lære noget«.

Lyt til de professionelle

Problemet bunder ifølge Kupferberg i, at man har glemt, at pædagogik ikke primært er en funktion, men indgår i et praksisfællesskab. Hvis man tror, at man kan lægge pædagogikken fast på forhånd, ser man bort fra, at eleverne ikke vil finde sig i hvad som helst. Han mener grundlæggende, at politikerne helt fejlagtigt er holdt op med at lytte til praktikerne og forskerne fra undervisningsverdenen. De stoler ikke på de pædagogiske professionelle.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan regeringen tænker i forhold til uddannelsespolitik. Hvis man sammenligner med erhvervspolitik, ville Anders Fogh jo aldrig gå ind og fortælle Novo Nordisk, hvordan de skal drive forretning. 'Vi kan skabe gode betingelser for dem, men de ved bedst'. Men når det kommer til uddannelsespolitik, kan man helt ignorere den viden og de erfaringer, eksperterne har. Det er den holdning, jeg er mest uenig i. Det er så ødelæggende«.

»De tror, at de ved noget om skolen, fordi de selv har gået i skole for 30 år siden. For det første har de jo ikke undervist, men siddet på den anden side af katederet. Det er det samme som at sige, at jeg ved, hvad medicin er, for jeg har været patient. Sikken en arrogance. Det er faktisk kommunistisk propagandapolitik«.

Kupferberg mener dog, at han selv og andre pædagogiske professionelle bærer en del af ansvaret, fordi de ikke har været gode nok til at sige stop. De har fra starten været for dårlige til at inddrage forældrene og oplyse dem om, hvad man gør i skolen. I sidste ende er det jo forældrene, der vælger politikerne.

Fire regimer

I folkeskolen skal »det pædagogiske kreativitetsregime« være herskende. Feiwel Kupferberg mener, der er en tendens i samfundet i øjeblikket til at trække det industrielle regimes normer ned over pædagogik, kunst og kultur. Det er en af årsagerne til, at han mener, at regeringens uddannelsespolitik går fejl af, hvordan man skaber kreative borgere. Læs mere om Kupferbergs fire kreativitetsregimer på www.folkeskolen.dk/kreativitet

Formning var alt for kunstnerisk

Illustratoren Jon Skræntskov, som står bag Folkeskolens kreativitetslogo, er ikke blevet kreativ af at gå i skole.

»Da jeg gik i skole, var formningslærerne så kunstneriske, at det blev alt for abstrakt. Vi malede med pensler på kosteskafte. Jeg ville hellere lære at tegne virkeligheden, så jeg selv kunne skabe noget derfra«.

»Og så var det jo 70'erne, så den enes tegning var selvfølgelig lige så god som den andens. Måske havde det været en idé med karakterer. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt noget anerkendelse at tage med videre, for det er en lang sej kamp at blive til noget i kreative erhverv«.

Jon Skræntskov går ikke og tænker på kreativitet i dagligdagen, så da Folkeskolen stillede ham opgaven at tegne et logo, satte det mange tanker i gang.

»Jeg er jo bare illustrator, fordi jeg aldrig holdt op med at tegne. Jeg gør dét, jeg synes er sjovt. At tegne kreativitet er svært, og jeg startede et andet sted med sjove dyr. Men så droppede jeg det helt og tegnede, hvad der dukkede op, og derfor kom blyanten, som er min vej ud i rummet, hvor naturlovene holder op. Kreativitet er for mig en form for eskapisme. Man tager en rejse ud i rummet væk fra hverdagens trummerum«.

»Vi kalder det kreativ matematik. Kreativitet er vel egentlig, at man udtrykker noget. Her betyder det, at vi ikke sidder og arbejder med bøgerne. Børnene bruger kroppen, fordi kroppen husker. Og de kan lide at bruge kroppen, det er basalt« Matematiklærer Dorthe Berg. Læs mere om kreativ matematik i næste uge