Lærernes efter- og videreuddannelse er igen udsat for perestrojka, og måske ikke helt uden grund. CVU-konstruktionen har ikke været vellykket ret mange steder, og der er planer om at reducere CVU'ernes antal dramatisk, kun få år efter oprettelsen. Det går urimelig hurtigt i dansk uddannelsesplanlægning, og det er ikke altid, man kan se et rationale bag de foretagne strukturændringer. Etableringen af CVU'erne har jeg aldrig rigtig kunnet se det fornuftige i, men tidsånden dikterer fusioner og stordrift, og det er tidsånden, der styrer politikerne, ikke politikerne, der styrer tidsånden. Og nu skal enhederne være endnu større, hvad enten det drejer sig om de mellemlange videregående uddannelser eller de lange. Universitetssektoren er midt i en proces, der mildest talt er gennemført både ugraciøst og ubegrundet.

DPU er på Helge Sanders nye landkort tænkt fusioneret med Københavns Universitet, selv om ingen af parterne som udgangspunkt har ønsket det. I skrivende stund kender ingen resultatet af det udvalgsarbejde, der er i gang. Men vi har her i landet faktisk et strukturelt problem. Vi har nemlig universiteter med fag, men uden didaktik. Og så har vi DPU med didaktik, men ikke fag - i hvert fald ikke på fire af institutterne, hvis man med »fag« mener, hvad man på DPU kalder »fagfag«.

De nye professionshøjskoler og CVU'er må satse stærkt på faglige institutter, og en nærmere forbindelse med de store universiteters faglige institutter må etableres. Også af hensyn til de sproglige færdigheder, eleverne skal beherske for at klare sig i fremtidens samfund. De nordiske landes ministerråd har netop tilsluttet sig en nordisk sprogdeklaration, den første i historien. Den forpligter landene til at sikre, at børnene lærer at beherske sproget i det land, de vokser op i, og de skal også kunne forstå de skandinaviske nabosprog. Desuden skal man kende sprog med større rækkevidde, ikke kun et, men mindst to. Så engelsk kan ikke stå alene.

Man anerkender, at alle har ret til at udvikle det sprog, de er vokset op med - hvad der desværre ikke er nogen selvfølge. Skolen er en forudsætning for, at alt dette nås; derfor skal lærernes grund-, efter- og videruddannelsesmuligheder styrkes. Det mål nås ikke, hvis lærernes uddannelsescentre og universiteterne er reservater uden kontakt. Man kunne næsten have lyst til at genopfinde Danmarks Lærerhøjskole, som indtil de sidste 10-15 år varetog en vigtig samfundsopgave.

Professor Higgins