Fremtidens byggeklodser

Nano-Science Center tog med glæde imod besøg af 6. klasse fra Skovshoved Skole for at fortælle, hvorfor nanoteknologi i fremtiden får afgørende betydning for alt fra it til medicin

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er sjovest - at konkurrere mod sine klassekammerater i ræs med små brintbiler eller at sidde på skolebænken og lytte?

Det er det første naturligvis. Alligevel var stemningen hele dagen både nysgerrig og engageret blandt de 18 elever fra 6. klasse på Skovshoved Skole, da de for nylig besøgte Nano-Science Center på Københavns Universitet. Den direkte årsag til besøget er First Lego League, som klassen, ligesom 10-16-årige skoleelever fra hele Norden, deltager i.

Som regel besøger gymnasieklasser Nano-Science Center, men at have besøg af yngre elever er ifølge professor og centerleder Thomas Bjørnholm en vigtig pointe i sig selv. For man kan sagtens undervise børn i nanoteknologi.

»Det er lidt synd, at man holder hemmeligt, hvor interessant og enkel naturvidenskab er. Når børn er unge, har de en naturlig og energisk nysgerrighed på verden omkring dem. Det gør det oplagt at undervise i naturvidenskab, men man tager først fat på det i de senere klasser, når den nysgerrighed begynder at aftage lidt«, sagde Thomas Bjørnholm.

Ordet »nano« betyder dværg på græsk. En nanometer er en milliarddel af en meter. Thomas Bjørnholm illustrerede det ved at fortælle eleverne om teknologisk udvikling igennem århundreder fra urets opfindelse over mikrochippen og frem til opfindelsen af mikroskoper, der gør det muligt at se universets byggeklodser: De molekyler og atomer, som er usynlige for det menneskelige øje.

»Derfor står vi nu i en anden situation, hvor vi kan begynde at bygge verden, sådan som vi gerne vil have den - og at forstå nanoteknologi er grundlæggende ikke sværere end at forstå, hvordan man leger med andre byggesten som for eksempel byggeklodser«, fortalte Thomas Bjørnholm.

Intelligent medicin

Konkret kan nanoteknologi give os mulighed for at fremstille intelligent medicin, for eksempel lægemidler, der pakkes ind og kun pakkes ud, der hvor de skal bruges. Dermed kan man undgå bivirkninger ved for eksempel kræftbehandling, hvor patienter taber håret. Nanoteknologi kan også give os computere og miljøvenligt brændsel i form af brintbiler. Det er avanceret teknologi, men til at forstå, også når man er 11-12 år, set ud fra de oprakte hænder og opfindsomme spørgsmål og svar.

Størst var begejstringen, da alt blev demonstreret i praksis i instituttets forsøgslokaler, hvor to studerende ved universitetet, Martin Haspang og Erik Brok, tog imod. Første forsøg var med brintbiler i miniudgave. Fordelt i fire grupper skulle eleverne fylde vand på små modelbiler og derefter parkere dem under en arkitektlampe i en halv time for at oplade bilens solceller. Da drengene fik øje på bilerne, måtte pigerne kæmpe lidt for at få hænderne på forsøget, men det lykkedes for alle at være med. Mens bilerne stod til opladning, illustrerede Martin Haspang, hvordan en superleder fungerer. Superledere er mere effektive end almindelige ledere, fordi det ikke kræver energi at pumpe strøm igennem dem. Eleverne stimlede tæt sammen om skålen, som superlederen var placeret i, for at få demonstreret, hvordan den virker. I røg og damp fra det flydende kvælstof på minus 196 grader, som blev hældt over superlederen, iagttog alle med store øjne og ører, hvordan man, når superlederen er kølet tilstrækkeligt ned, kan få en lille magnet til at svæve over skålen med superleder og kvælstof. Den flyvende magnet skabte så stor begejstring, at det var svært for alle at komme til at se.

Den røde rose knækkede

Josephine McFall var en af dem, der hørte rigtig godt efter hele dagen, for hun skal være med i en First Lego League-turnering den 11. november. Ud over at have lært meget følte hun sig tydeligvis også godt underholdt.

»Det er virkelig sjovt at se på. Lige da han hældte flydende kvælstof på superlederen, var jeg lidt nervøs. Jeg ville ikke have fingrene i, så de knækker som rosen, der kunne slås i stykker«.

Rosen, der langtfra kun fascinerede Josephine, var en frisk, langstilket rød rose, der efter en tur i flydende kvælstof kunne knuses som et krystalglas. Det forsøg havde ikke så meget med nanoteknologi at gøre, men var meget spektakulært - og det, de fleste elever så på med skrækblandet fryd og god sikkerhedsafstand.

Det blev også til et kig på tredimensionelle billeder fra Mars og på forskellige typer elektriske pærer set gennem en prisme. Legen i laboratoriet sluttede med et race på gangen mellem de fire gruppers brintbiler, og selv om tempoet var adstadigt, engagerede konkurrencen i høj grad alle.

»Det har været rigtig spændende. Det sjoveste var at lege med brintbilerne og se det flydende kvælstof. Det allerbedste var forsøget med en helt almindelig rose, der blev knust - det var sejt«, sagde Alexander Lillelund.

Også Christian Hagen havde haft en god oplevelse på sin første dag på Københavns Universitet.

»Det er ret spændende, jeg lærte meget mere end i skolen. Det er vildt, at man kan få bilerne til at køre ved at stille dem ind under en lampe. Og det med rosen var det bedste - det lød, som om den var lavet af glas«.

Nano-Science Center

Nano-Science Center på Københavns Universitet blev oprettet i 2001 og huser dels forskning i nanoteknologi på internationalt niveau, dels en bachelor- og kandidatuddannelse. Der er i øjeblikket 150 studerende i nanoteknologi, og 75 forskere og forskerstuderende har deres daglige gang på Nano-Science Center.

Link:

Læs mere om First Lego League på www.hjernekraft.org

Læs mere om nanoteknologi på www.nanotek.nu

Læs mere om Nano-Science Center på www.nano.ku.dk

På Nanotek.nu kan du:

. Læse mere om, hvad vi kan i dag og i fremtiden, og hvad problemerne ved nanoteknologi er

. Gå på opdagelse med en nanolup, i et nanolaboratorium eller teste din nanoIQ

. Læse om emnerne: - Nanoteknologi- Krop og sundhed- Miljø og energi- Computere og teknik

Få at vide, hvad interesse for nanoteknologi kan føre med sig i et job som forsker eller i en privat virksomhed.