I Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse sidder en mand, der ikke bare siger, når han er uenig med foreningens ledelse - han handler også ud fra sine egne holdninger og tager tævene bagefter, såvel i DLF som i den forening, hvor han gennemfører sin politik, nemlig Københavns Lærerforening (KLF). Her gik han for nylig på talerstolen og sagde: 'I DLF er man en flok centralister, for man lever i en tyrkertro på, at alt kan aftales centralt - lige meget hvilke decentrale vinde der blæser'.

Folkeskolen har bedt formanden for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg uddybe, hvor det er, han mener, DLF bør ændre kurs også set i forhold til DLF's udviklingsprojekt.

'Jeg går også ind for en fælles fagforening, og det betyder, at der skal være noget, der samler foreningen. Men Danmarks Lærerforening opstiller nogle af sine dogmer ud fra en virkelighed, der ikke længere eksisterer'.

Omverdenen er ond

'I årevis har man handlet sådan, at hvis man satte hælene i, troede man, at man kunne undgå at glide i mudderet. Så kunne man bagefter sige, at vi holdt ved, det var bare omverdenen, der var de onde. Man troede, man kunne standse udviklingen eller i det mindste have styr på den - men man har ikke styr på den!'

Modstanden er stor blandt lærerne både i København og i resten af landet mod hele decentraliseringstanken, mod at der skal være forskel på lønnen fra lærer til lærer og forskel på arbejdsvilkårene fra lærerværelse til lærerværelse. Men Jan Trojaborg mener, at han og ledelsen i Danmarks Lærerforening skylder medlemmerne alligevel at forhandle på decentraliseringens vilkår.

'Selvfølgelig giver det diskussioner og bøvl med medlemmerne, men så er man nødt til at sige, at det kan vi ikke bruge til noget. Medlemmerne vil jo gerne have mere i løn, og samtidig vil de ikke røre ved ny løn - det kan ikke lade sig gøre!'

Han har stået til spanking først på DLF's kongres den 1.-5. oktober og ugen efter på KLF's generalforsamling. Det skyldtes den beslutning, han sammen med et yderst spinkelt flertal i KLF's bestyrelse tog om at lade tillidsrepræsentanterne forhandle en del af lærernes ny løn-kroner ude på hver enkelt af de 80 københavnske skoler og institutioner.

Nervøs for, hvad medlemmerne vil sige

'I DLF er man ofte alt for forsigtig, alt for nervøs for, hvad medlemmerne vil sige. Jeg skal ikke spille klogere end medlemmerne - men jeg ser tingene på en anden måde, og der må jeg så forsøge at forklare mine holdninger i en dialog med medlemmerne. Det, vi har gjort i KLF's ledelse, er, at vi har handlet - hvis vi ikke havde gjort det, havde vi i hvert fald ikke haft styr på tingene og ikke gavnet medlemmerne', siger Jan Trojaborg, der også forhandlede pæne summer hjem til de københavnske lærere i decentral løn, dengang DLF's kongres havde vedtaget, at den slags ville man ikke røre ved. Mange opfattede den decentrale løn som en slags fedterøvstillæg.

'Jeg må rose DLF og Lærernes Centralorganisation for den ny løn-aftale, der blev indgået i 1999. Det er en rigtig fornem læreraftale. Fordi lærerne ikke var med, da den decentrale løn i sin tid blev fordelt, har man ikke fået bearbejdet arbejdsgiverne, man har ikke haft tiden til at forberede indførelsen af ny løn. Men nu har kredsene alle problemerne og får ikke de penge ud af aftalen, man kunne få. I København holdt vi os ikke tilbage, vi tog imod den decentrale løn, og det betyder, at vi har brugt mange år på at få opbygget forhåndsaftaler med objektive kriterier. Ny løn har ikke betydet, at lærerne er ved at rive hovederne af hinanden på lærerværelserne'.

Direkte formandsvalg

Jan Trojaborg er valgt ved urafstemning af de københavnske lærere - så hvis de for alvor bliver utilfredse med hans dispositioner, kan de vælte ham af pinden. Ville Anni Herfort også stå friere, hvis hun var valgt af medlemmerne?

'Det kunne give hende et stærkere mandat og en større uafhængighed af kongressen. Der ville være en masse praktiske problemer, men jeg tror, det vil være et fremskridt', siger Jan Trojaborg, der selv stillede op som kandidat til næstformandsposten i DLF for to år siden. Også dengang lagde han stor vægt på, at Lærerforeningens formand og næstformand skal være aktive deltagere i den offentlige debat.

'Man skal svare på de spørgsmål, pressen stiller, uden at være nervøs for reaktionerne i sit bagland. Og man skal også selv sætte dagsordenen og dermed skabe respekt om lærerne. Eventuelle uenigheder i forhold til medlemmerne skal behandles i en kritisk dialog, der kan føre udviklingen fremad'.

Som eksempel på at DLF ofte er for bange for at melde ud, før man har sikret, at man har medlemmerne bag sig, nævner han Lærerforeningens arbejde med et sæt professionsidealer for lærere. Lærerforeningen havde været tidligt ude med et initiativ, gennemført en fin demokratisk proces, fået et udkast til professionsidealer skrevet, men så nølede man - og så kom undervisningsminister Margrethe Vestager med sit eget hæfte om 'Værdier i virkeligheden' og stjal billedet. Heller ikke ved dette års kongres blev professionsidealerne vedtaget - flertallet ville have endnu mere medlemsdebat:

'Det er blevet for sendrægtigt. Kongressen burde vedtage en politik og så sende den ud til debat og justere den bagefter!'

Netop professionsidealerne er sammen med projekter som 'Folkeskolen år 2000' og de 'Klare Mål' for fagene eksempler på, hvordan Jan Trojaborg mener, man kan arbejde for en fælles fagforening og folkeskolen som et nationalt anliggende. Det går han nemlig ind for, selvom han mener, at udviklingen betyder, at også andre lokale lærerkredse end den i København bliver nødt til at have en øget frihed til at forhandle løn og arbejdstid, som det bedst kan svare sig i forhold til de kommuner, de står over for.-

Danmarks Lærerforening opstiller nogle af sine dogmer ud fra en virkelighed, der ikke længere eksistererSelvfølgelig giver det diskussioner og bøvl med medlemmerne, men så er man nødt til at sige, at det kan vi ikke bruge til noget

Jeg må rose DLF og Lærernes Centralorganisation for den ny løn-aftale, der blev indgået i 1999. Det er en rigtig fornem læreraftale