Manden foran mig er en ganske almindelig far. Og så alligevel ikke. Han praktiserer psykologisk lavalder over for sine to drenge - den ældste går i 2. klasse.

Han fortæller, at når drengene ser børneudsendelsen 'Troldspejlet' på tv, så ser han det altid sammen med dem. Både fordi han ligesom drengene synes, der er mange spændende ting i programmet, og fordi han samtidig finder det meget mærkværdigt, at programmet pludselig viser klip fra spil, som er så voldelige, at han ønsker at beskytte sine drenge mod den forråelse, de uden advarsel bliver udsat for. Han indrømmer, at han sidder med zapperen, og hver gang det bliver blodigt på en uanstændigt måde, så zapper han væk.

Ikke overraskende under vilde protester fra sine drenge.

Det er børnepsykiater Gideon Zlotnik, som har lanceret begrebet om den psykologiske lavalder, hvor voksne aktivt går ind og beskytter børn mod begreber, voldelige billeder og virkeligheder, som de ikke mentalt er udstyret til at klare og selv holdningsbearbejde.

I sin yderste konsekvens handler det om at lukke for fjernsynet - holde informationer ude - så de mindste børn ikke i dobbelt forstand får bombet indtryk og begivenheder ind i hovedet, som misudvikler dem.

Faren til de to drenge fortalte mig, at den 11. september greb han til den yderste konsekvens.

Familiens voksne medlemmer fulgte med i de voldsomme begivenheder på tv-skærmen, men hver gang drengene nærmede sig, blev der zappet væk - eller lukket.

Det skabte dagen efter voldsom skældud især fra den ældste dreng.

Han var nemlig mødt op i skolen - lykkeligt uvidende om de voldsomme begivenheder, som optog alle de andre børn i klassen, skolen og de voksne. Drengen følte sig ikke kun dum og tilsidesat, han var slet ikke rustet til at tage del i de bearbejdningsprocesser, som skolen/læreren flot nok iværksatte. Drengen var ikke kun uvidende om begivenheden - han var også helt tom i hovedet om forældres meninger, holdninger og etik. En fars beskyttelse af sine egne børn havde lidt nederlag. Faren havde haft de bedste intentioner, men var blevet overhalet indenom af et samfund, hvor informationskanalerne også til vore mindste børn ofte er ude af voksnes kontrol, og hvor børns færden rundt på mange forskellige arenaer i dag foregår, mens de har en alder, hvor de måske vitterligt i stedet blot burde gå rundt i baghaven eller på den nærmeste idrætsplads i tæt kontakt med deres nære voksne.

De tider er forbi for længst.

Det offentlige rum havde slået til over for drengene og deres far - på godt og ondt.

Andre forældre har grebet tingene an direkte modsat. De har sat sig med deres børn og set på og snakket om det forfærdelige, der var sket.

Derved havde de valgt den sværeste løsning, men også den løsning, som bedst er i overensstemmelse med virkeligheden. Den løsning, som bedst klæder vores børn på mentalt, og hvor børn oplever deres voksne træde i karakter og være børns snakkemakkere og etiske forbilleder, der med hver deres kraft forklarer om forskelle på godt og ondt.

Men det er ikke kun forældre, som nu må påtage sig store etiske forpligtigelser - det er også skolen. Når vi fra WHO-undersøgelser ved, at hver femte barn mellem ti og 14 siger, at det ikke har voksne i sin nærhed, det kan snakke med, når barnet har brug for at få orden i det kaos, det moderne samfund skaber i børns hoveder, så er det livsnødvendigt, at skolen slår til - som mange gjorde 12. september - og erkender sit snakkeansvar.

Læg bøgerne lidt væk og lad tusinder af skoler blomstre i verbal kamp til fælles bedre forståelse af det uforståelige, til knæsætning af forskellen på godt og ondt, og fordi det er så nødvendigt, at skolen og dens aktører, som ofte består af børn med forskellig etnisk oprindelse, bliver i stand til at forstå sig selv og deres indre liv for ikke at gå i opløsning.

Frode Muldkjær er børnejournalist i Danmarks Radio