Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den 4. oktober 2001 døde vores tidligere skoleinspektør Benny Christiansen, 56 år. Benny var ansat som inspektør på Holbergskolen fra 1986-1998, men begyndte sin karriere på skolen allerede som elev. Som inspektør kendte vi ham som en god lytter, der med sin ro indgav medarbejderne følelsen af tryghed.
Med glimt i øjet og humor skabte han en positiv og hyggelig stemning. Han havde en stor evne til at uddelegere opgaverne, hvilket medførte en dyb ansvarlighed hos os.
Bennys erklærede mål over for elever, forældre og lærere var at skabe 'verdens bedste skole'. Dette gav ham tilnavnet 'Benny Bomstærk' blandt eleverne. Han arbejdede flittigt og havde stor indsigt i skolevæsenet. Visionerne var mange, blandt andet var han med til at skabe musikskolen. Et af hans sidste mål var en ombygning af Holbergskolen, hvilket han desværre ikke nåede at se fuldført.
I fritiden stressede Benny af som håndværker til glæde for både familie og venner. Højdepunktet i sommerferien var den årlige tur til Frankrig.
Vi har mistet vores leder gennem mange år og vil savne den tryghed, han skabte.
Vore tanker og medfølelse går i denne tid til de efterladte.
Æret være Benny Christiansens minde.
Kollegerne på Holbergskolen
Dianalund