Ingen i Danmark behøver at arbejde. I dør ikke af sult, hvis I ikke arbejder. Hvorfor gør I det så? Fordi det er 'hard fun'. I vil slet ikke undvære det. I er glade for det'.

Sagde forskningschefen.

'Vi har befriet os fra at skulle arbejde for at overleve. Hvorfor arbejder vi så? Fordi arbejdet er skaber af os selv'.

Sagde lektoren.

'Vi har brug for at arbejde. Arbejde skaber balance i hjernen. I vores hjerne sker et møde mellem kaos og orden, og det er dét møde, der skaber balance'.

Sagde hjerneforskeren.

De var så enige, oplægsholderne på den netop overståede Esbjerg-konference, en årligt tilbagevendende begivenhed, der fandt sted på pædagogseminariet. Konferencen er arrangeret af flere organisationer og uddannelsesinstitutioner i Esbjerg.

Årets titel var 'Det satans arbejde - det gode liv?', men konklusionen på konferencen - hvis der skal være en sådan - var, at der slet ikke er tale om et satans arbejde. For vi nyder det. Vi vil ikke undvære det. Vi vil ikke fralægge os retten til at klage - over lønnen eller cheferne eller noget andet, men vi vil heller ikke af med arbejdet.

Konferencedeltagerne var måske ikke lige så enige som oplægsholderne. Da forskningschefen Maria-Therese Hoppe fra Institut for Fremtidsforskning gav et billede på arbejdet som 'hard fun', sagde hun, at det er sjovt at arbejde og tale om, hvor hårdt det er at arbejde. Det er rart at have en god arbejdsplads, gode kolleger og et spændende job.

'Har I det sådan på jeres arbejde?' spurgte hun.

Konferencedeltagernes svar var nærmest stilhed.

'Hvis I ikke har det sådan, hvorfor er I der så?' spurgte hun og fik igen intet svar.

'Jeg spurgte engang en stor gruppe sygeplejersker, om det var sjovt at være sygeplejerske. Ja! svarede de. Men hvorfor siger I så ikke dét?'

Tre timers arbejde er nok

'De fleste af os arbejder for løn, og vi arbejder alle for penge samt for at få anerkendelse, føle os nyttige og for at markere os', sagde lektor Ole Thyssen fra Handelshøjskolen i København.

Han talte om, at jo rigere vi bliver, jo mere arbejder vi, og hvis vi får mere fritid, vil vi - især mændene - tage andet arbejde i vores fritid.

Er der nogen vej ud af den fælde, at de arbejdsløse lider under for meget fritid, og de arbejdende lider under for meget arbejdstid, lød spørgsmålene. Og ønsker vi overhovedet at komme ud af fælden, eller har vi pantsat vor sjæl til en ide om rigdom, som kræver hårdt og vedholdende arbejde.

'Ordet arbejde betyder 'slid', 'møje' eller 'en plage'. Som de gamle ord om, at 'i dit ansigts sved skal du tjene dit brød''. Men i dag behøver vi faktisk kun at arbejde i to til tre timer dagligt for at fastholde vores velfærd. Derfor bør vi se på, hvordan vi kan nedsætte arbejdstiden. Resten af vores arbejdsdag ud over de to til tre timer bruger vi til personlig pleje - møder, hvor vi møder andre mennesker og aftaler nye møder for eksempel', sagde han.

Ole Thyssen talte om, at 30.000 mennesker lever af at administrere overførselsindkomster for én million mennesker. At behandlerne har brug for nogle ofre at behandle. Alle kæmper for mere arbejde. Og i den kamp kæmper flere professionelle for at kunne behandle flere uprofessionelle. Vi sørger for at holde tingene ved lige i samfundet, ellers er der jo ikke arbejde til alle behandlerne.

'Velfærdet er den nye herremand. Når vi er udslidte, skal vi have nogle til at passe os. Men hvis vi arbejdede mindre, blev vi mindre udslidte, og så skulle vi have mindre hjælp', sagde Ole Thyssen.

Løn er ikke vigtigst

Maria-Therese Hoppe sagde, at arbejdet først blev hårdt, dengang man koblede to ting sammen, der aldrig tidligere havde haft noget med hinanden at gøre - nemlig tid og arbejde. Da tidsstudierne og akkorden kom ind i billedet, blev det hårdt at arbejde, og så opfandt vi noget, vi kalder fritid. Tiden væk fra 'det satans arbejde'.

'Hvad sker der så i fremtiden? Det spørger man naturligvis altid fremtidsforskere om, men det ved vi ikke. Hvis vi ser på, hvad man tidligere troede, der ville ske om for eksempel 40 år, så holder det slet ikke. Og sådan vil det også være, hvis vi i dag prøver at forudsige fremtiden. Men vi har nogle spor af mulige fremtider i nutiden', sagde hun.

Hvis man spørger elever i 10. klasse, der har søgt på handelsskolen, om, hvad der er vigtigst for dem, hvis de frit kunne vælge arbejde, så svarer de, at det vigtigste er, at arbejdet er interessant, at de får lov til at lave et godt stykke arbejde, at der er forståelse og respekt fra ledelsen, at der er tryghed i ansættelsen, og at der er et godt kammeratskab. Bundskraberen i denne undersøgelse var de spørgsmål, der gik på bekvemme arbejdstider, høj løn, og at man senere kunne blive leder.

Og hvis man spørger de statsansatte, svarer de præcis det samme. Det viser undersøgelserne.

'Jeg spurgte engang en fremtidsforsker om, hvorfor folk altid i sådanne undersøgelser siger, at høj løn ikke betyder noget, men at det betyder alt, at arbejdet er udfordrende og spændende. Hvorfor taler man så altid om løn og arbejdstid, spurgte jeg. Han svarede, at høj løn ikke kan fastholde folk i et job, men hvis de ikke får en høj løn, så går de', sagde Maria-Therese Hoppe.

'Men de samme medarbejdere, der er rustet til fremtidens krav, de siger straks løn og tid, når vi taler om overenskomstforhandlinger. Hvorfor? Fordi det handler om holdninger, og dem skifter vi ikke lige ud. De popper op, når vi trykker på dén knap'.

Hun mener, at mange tendenser i tiden får konsekvenser for arbejdsbegrebet. For eksempel at arbejdet allerede nu bliver udført dér, hvor det er billigst og bedst. Industrien er i Malaysia og Thailand, mens teknologien er i Indien, for afstande betyder ikke længere noget. Alle er koblet op på netværk, teknologi bliver en selvfølgelighed, og rutinearbejdet overtages af teknologien, mens mellemlederne bliver overflødige.

'Hvis vi ser på os selv, så elsker vi den teknologi, vi kender. Vi vil i dag ikke undvære betaling via plastickort og computeren i vores arbejde. Ingen ønsker dén teknologi tilbage, som de havde for fem år siden. Jeg har aldrig mødt nogen, der ønskede den gamle teknologi tilbage. Men vi frygter alt dét, vi ikke kender'.

De kreative har en fremtid

Alle konferencens oplægsholdere talte om, at vi er ude af industrisamfundet og inde i informationssamfundet. Der var flere bud på, hvad der så fulgte efter. Maria-Therese Hoppes bud er, at informationssamfundet blot er en krølle på industrisamfundet, og at vi er på vej mod drømmesamfundet. I fremtiden søges drømmere med kreativitet og fantasi til jobbene. Det bliver de vigtigste kvalifikationer.

'I går var arbejdet ensformigt, det blev målt i tid og med kontrol. Man blev tildelt opgaver i et hierarki. I morgen er arbejdet alsidigt, bygger på motivation og måles i ansvar. Den gode medarbejder bliver dén, der selv kan styre sin tid, se muligheder, har engagement, er fleksibel og har samarbejdsevne. Dét er 'hard fun'. Men hvad er det, de arbejdsløse lærer i forskellige projekter og aktivering? Det er at komme til tiden, og det vil sige, at hvis det fortsætter, kan de ikke bruges i samfundet, for dér er det ikke vigtigt at kunne møde til tiden', sagde Maria-Therese Hoppe.

'Da jeg gik i skole, lærte jeg at sy franske indersømme og at skrive med stålpen. Det har jeg aldrig haft brug for, og jeg frygter, at børnene i skolen i dag lærer noget, der svarer til franske indersømme og at skrive med stålpen'.