Ildsjæle, forskelle og visioner, det er dét, der driver skoleudviklingen, ikke politiske handlingsplaner, centrale fokuspunkter og kollektive målsætninger, siger Tove Heidemann, Danmarks Lærerhøjskole.

Konsulent Birgitte Birkvad, Danmarks Lærerforening, er ikke enig.

'Lærere, som bliver udfordret i deres pædagogiske praksis, udvikler sig. Det har Tove Heidemann ret i. Men der er også masser af eksempler på skoler, der har udviklet sig struktureret med mål, handlingsplaner og evaluering. Det helt afgørende er imidlertid, om lærerne har ejerskab til planerne for udvikling. Det betyder, at centrale initiativer - enten fra kommunen eller ministerium og Folketinget - på hver eneste skole skal omsættes til den lokale virkelighed'.

'Hvis man bare udvikler sig ved at agere på input, sådan som Tove Heidemann beskriver, aner man ikke, hvor man havner. Vil man et bestemt sted hen, må man have en plan for, hvordan man kommer det, det er ikke nok, at man vilkårligt justerer sin praksis', siger Birgitte Birkvad, der mener, at netop dét var problemet med den skoleudvikling, hun selv var en del af for år tilbage.

'Vi brugte alt for meget tid på ændring af samarbejdsstrukturen og fandt aldrig ud af, om det overhovedet gav bedre kvalitet i undervisningen. Det skyldes, at vi manglede nogle af de udviklingsværktøjer, som vi har i dag. Vi forholdt os ikke analytisk nok til udviklingen af vores egen praksis'.

Birgitte Birkvad understreger imidlertid, at der skal være en meget tæt sammenhæng mellem mål, planer og praksis.

'Planerne skal spejle praksis. Ellers har de ingen betydning. De skal være så konkrete, at de får praktiske konsekvenser, og målene skal være så præcise, at man kan evaluere, om man har nået dem eller ej. Ellers nytter det intet', siger Birgitte Birkvad, som frygter, at Tove Heidemanns resultater giver et alibi til de kommuner, der mener, at 'plejer' er godt nok, eller at det er lærernes private ansvar at finde ildsjælen frem.

'Folkeskolen skal være fælles for hele landet. Derfor er det naturligvis utroligt vigtigt, at udviklingen omfatter fælles værdier og visioner', siger Birgitte Birkvad.

Mål er vigtige pejlemærker

Birgitte Stenz, pædagogisk konsulent på Danmarks Lærerhøjskoles center for ledelse, skoleudvikling og evaluering (CLUE), vil heller ikke afskrive mål og handlingsplaner som udviklingsværktøjer.

'Målene er vigtige pejlemærker. Det kan blive svært at beskrive og dokumentere udvikling, hvis vi ikke har sigtepunkter at forholde os til. Udvikling i forhold til hvad? Det ville være som Alice i Eventyrland, hvor hun spørger Peter Kanin: 'Hvilken vej skal vi gå?', og han svarer: 'Det kommer an på, hvor vi skal hen!'' Hvis man ikke ved, hvor man vil hen, kan det være svært at afgøre, hvilken vej man skal gå, eller hvor langt man er kommet'.

Centralt udmeldte mål og planer er ikke nok, medgiver Birgitte Stenz. Det altafgørende er den måde, der arbejdes på. De enkelte skoler og lærere skal opleve sig som medspillere i udviklingen og som fortolkere af målene, da det er dem, der fører planerne ud i livet.

'Men det er vigtigt, at man gør sig sine mål bevidst, og at man opstiller en plan for, hvordan man vil nå dem. Det er vores erfaring, og den bekræftes blandt andet af, at det gennem fælles indsats - herunder blandt andet kommunalt udmeldte mål - tilsyneladende er lykkedes at få bedre og sikrere læsere', siger hun.

Udvikling på flere planer

Tove Heidemann bekræfter, at indsatsen mod dårlige læsere har båret frugt, men det er vigtigt at skelne mellem faglig udvikling og skoleudvikling.

'Når man yder et fagligt område ekstra opmærksomhed, giver det altid positive resultater. Uanset hvad man gør. Men sådan er det ikke i skoleudvikling. Al aktionsforskning siger ganske vist, at hvis man vil have udvikling, skal man opstille mål, handlingsplan og evaluere. Det har jeg også selv sagt i masser af år. Den formel er simpelthen konsulenternes eksistensberettigelse. Men min undersøgelse er retrospektiv: Jeg beskriver en udvikling, som er forløbet. Jeg skriver ikke, hvad vi tror, der virker, eller hvad jeg tror, der vil ske. Jeg indkredser, hvad der faktisk skete, og hvad der faktisk virkede, og det var - viser det sig - ikke målsætninger og handlingsplaner', siger Tove Heidemann.id