I sommerferien gav Johannes Møllehave i en kronik i Politiken sit bud på, hvad den gode underviser er for en. Han havde to bud på det: Den gode underviser er hende, der tager én ved hånden og bringer én ind i et nyt rum, hvis eksistens man ikke kendte, og som giver én lyst til at udforske dette nye rum. Den gode underviser er hende, der tager én som den person, man er, og skønner på, at man er den, man er.

Jeg tror, at vi børnehaveklasseledere og lærere i den danske folkeskole skal besinde os og give os tid til fordybelse og eftertanke omkring vores hidtidige praksis. Den skal beskrives og for en stor del fastholdes. Vi skal mærke efter inde i os selv, hvad vi selv mener, der er så godt, at det skal bevares. Dernæst skal vi kigge ud i det omkringliggende samfund og sige: og hvad er det så, der skal forandres?

Hvilke kvaliteter er det, der skal fremmes i de kommende år? Hvad skal indholdet være i den nye skolestart, som vil komme, hvad enten vi er med på den eller ej?

Der diskuteres flittigt i offentligheden omkring skolens rolle og funktion i forhold til den galopperende samfundsudvikling.

Et par eksempler: I Folkeskolen nummer 33 kan man læse en artikel om, hvordan Howard Gardner ser den ideelle skole. Eleverne skal være forskere og undersøge få emner til bunds. De skal forstå noget frem for blot at vide en masse.

I samme nummer af bladet kan man læse en anden artikel, der handler om, at 'Læseplaner skal strammes op'. Niels Egelund citeres for at sige, at man skal specificere de faglige forventninger, som skal skrives ind i læseplaner og have bindende karakter.

Hvis man lige et øjeblik bliver forvirret, er det vel ikke så mærkeligt.

Teddy Petersen fra Rønbjerg siger i sin bog om 'Leg og Læring', at vi frem for at kalde til orden skal kalde til kaos, for det er der, børns udviklingsmuligheder vil ligge i fremtiden. I det grænseoverskridende.

Politiken fra den 11. september 1999 citerer en fransk filosofiprofesser Alain Finkielkraut for at udtale, at mennesket i nutiden er uden navlestreng, og at skolen skal fremstå som en samfundsbevarende institution ud fra den tankegang, at kultur ikke er udrensning, men nuancering. Det kultiverede menneske er et, der er trådt ind i en kvalitativt bedre verden, hvor ting ikke fremstår så forenklede. Det sidste støtter i høj grad min opfattelse af dannelsen af demokratiske mennesker.

Altså: Jo mere vi allerede nu reflekterer over, hvad vi kan stå inde for og ønsker at forandre, desto bedre er vi rustede, når nye tiltag ruller ind over os.

Jeg tænker for eksempel, at Danlæs-undersøgelsen, der lægger op til tidlig støtte omkring de svage børn, må kunne resultere i flere timer i skoleregi, så der bliver flere muligheder for også at finde en 'kanal' af kropslig karakter til de svageste børn i de yngste klasser. Det udvidede undervisningsbegreb, som mange af os allerede bruger, fordrer det. Derved får også børnene tid og ro til fordybelse.

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen