Det er ved at være en time siden, at der blev ringet ud efter ugens sidste time på Skovløkkeskolen. Ud over hende, der gør rent, er der kun Eli Nybo og en anden lærer tilbage fredag eftermiddag. Eli Nybo sidder på en af de skrå bænke ude på en af skolens to gange og forbereder næste uges temauge om middelalderens helteskikkelser. Gangens grønmelerede linoleumsgulv skinner nyvasket i efterårssolen, og bortset fra lyden af en gulvklud, der bliver kastet ned på gulvet i et klasselokale, er der helt stille.

Det har været 'farlig fredag' i Eli Nybos 3. klasse i dag, men bortset fra en dreng, der stødte sin fod, da han sprang ned fra et træ, og en anden, som løb ind i en gren og fik en rift på kinden, er der ingen, der er kommet til skade. Ikke at det plejer at være sådan, men de mest forsigtige blandt elevernes forældre vil nok holde sig for øjnene, hvis de så Skovløkkeskolens nestor give deres små børn skarpe knive til at snitte træfigurer med, i fuld tillid til at det er barken og ikke fingrene, børnene skærer i. Sådan er lærer Nybo: Pakker børnenes forældre dem ind i vat, pakker hun dem ud igen.

Roen virker stærkere i et miljø, der hele dagen har været et virvar af skolebørn. Det er, som de tyste vægge stadig gemmer et ekko af leg, gruppearbejde og 'god weekend'-råb. Mens Eli Nybos hænder fortsætter med at nørkle med pap, blyant og saks, fortæller hun om børnene. Hun taler som altid hurtigt, griner ofte efterfulgt af et par muntre øjne, som kigger op over brillerne. Det er oplevelser, hun har haft sammen med børnene, og de fleste historier udspringer af øjeblikke, hvor den ældre lærer har turdet gribe dagen og lade et skævt indfald udstikke kursen.

'Når jeg pludselig laver et jernalderhus i forholdet 1:6 og render og flagrer i det i en måned, vil nogen måske sige: 'Hvad skal det nu bruges til?' Men det har min store interesse. Det smitter af på børnene, og så er det en lærerig proces at bygge et hus. Det var for øvrigt sjovt: Vi endte med at brænde huset af for at opleve, hvordan det var. Og du milde, dét bliver drengene høje af. At få lov til at sætte ild til et hus og se det fænge og brænde - de var helt væk', fortæller hun med åbenlys begejstring.

Ud ad vinduet ud på plænen

'Er der nogen, jeg ikke har læst med?' spørger Eli Nybo ud over 3. klasse torsdag morgen.

Til nogen overraskelse for deres lærer krævede næsten alle elever at få lov til at læse, og nu er de rækken igennem - på nær én.

'Ups, jeg har glemt dig, Christian. Det bliver ikke sidste gang. Må jeg høre', byder Eli Nybo drengen, som har forputtet sig bag en rumdeler, som Nybo har sat op midt i klassen foran tavlen.

Drengen læser højt:

'. . . man siger, at koen tygger drøv. Koen hører til oksefamilien, og alle okser og får, geder og hjorte er dværgtyggere . . .'

'D-R-Ø-V-tyggere, hehmm, drøv!' afbryder Eli Nybo sin elev, mens hun prøver at kvæle den latter, som bobler i brystet på hende.

Bordene hos de 16 elever i 3. klasse er placeret, så halvdelen af eleverne har front ud mod vinduerne, og den anden halvdel sidder med næsen rakt ind i opslagstavlerne på lokalets bagvæg. Udenfor er der høj efterårshimmel, og duggen har lagt et sølvklæde ud over plænen mellem skolebygningen og skovbrynet. Det er en af de klare morgener, hvor man kan være heldig at se rådyr kigge frem i skovbrynet.

'Har I set, hvor smukt lyset er udenfor', siger Eli Nybo.

Der er dage, hvor duggen på plænen er så flot, at hun med dæmpet stemme fortæller eleverne, at fordi morgenen er så smuk, må de åbne et af vinduerne og lige så stille kravle ud. Ude på det våde græs får Eli Nybo dem så til at tegne mønstre på plænen med deres fodspor. Når de er kravlet ind igen, kan de beundre deres kunstværk, indtil solen kommer lidt højere på himlen og ødelægger det hele.

3. klasse er i gang med et projekt, hvor de skal lave bamser og fortælle historier om dem.

'Alle mand på pinden', siger Eli Nybo med høj, klar røst, da hun har læst læsestykket til på mandag højt.

16 børn farer op, lægger deres blå skråpuder op på bordene og sætter sig op på dem med benene på stolesæderne. På den måde har alle pludselig front mod tavlen.

'Jeg bestræber mig på at lave fuldstændig om i klassen en fire-fem gange om året. I går flyttede jeg bordene ud til væggene, så vi kan have et stort arbejdsbord midt i klassen i temaugen, men for at de andre lærere ikke skal blive irriterede over, at de sidder helt tosset i forhold til tavlen, så har vi trænet i lynhurtigt at kunne komme op at sidde på bordene eller ned i en rundkreds'.

Sammen med klassen forbereder hun de næste par timer, men inden eleverne bliver sluppet løs til gruppearbejde med deres bamsehistorier, er det tid til at bytte bøger. En godt brugt papkasse udgør et lille minibibliotek, som Nybo henter hen til sit kateder.

Hun har nået den alder, hvor hun kunne være stoppet som lærer, og det med at lave klasseundervisning fra katederet mener hun efterhånden at have rimeligt styr på. Derfor har hun flyttet katederet over til væggen ved døren, så forfalder hun ikke så nemt til den klassiske undervisningssituation.

3. klasse har netop overstået et læsekursus, og fordi hun har mange timer med klassen ud over dansk, tilrettelægger hun intensive forløb. Når 3. klasse har religion, har de det i to hele dage i træk. På den måde kan rummet tilpasses aktiviteterne.

'I den læseuge, vi lige har haft, havde vi madrasser inde, og eleverne byggede huler hen over bordene med tæpper. Der var også nogen, der lå oven på bordene og læste, og det må de også gerne, så længe de bare læser. Klassen plejer at være fuld af store papkasser fra tv-apparater, når vi læser. Så tager de tæpper med ind i kasserne og læser der - somme tider med lommelygter'.

'Næste gang, vi skal læse', siger Eli Nybo og begynder at hviske, så ingen af eleverne hører hende, 'næste gang kommer kasserne ind igen, og så sætter jeg brunt papir på vinduerne, så her bliver helt mørkt. Men kun i 14 dage, for det skal være overraskelsen, det usædvanlige, der gør det sjovt'.

Den praktiske gris

Der er morgensamling på Skovløkkeskolen hver morgen efter ni-frikvarteret, men det er ikke Eli Nybo, der synger højest, selv om hun er godt skolet. For snart 30 år siden fik hun som moden lærerpraktikant på Skovløkkeskolen et skema udelukkende med sang, gymnastik og kristendom. Dét gjorde hende ikke til sanglærer, men det skræmte hende heller ikke væk. At hun har været lærer her lige siden sin seminarieeksamen i 1972, kan hun ikke fortælle uden at røre uroligt på sig, smile undskyldende og meget hurtigt få samtalen drejet ind på noget andet. Men, som hun siger, så var det heller ikke nemt som midaldrende kvinde i 80'ernes kriseår at finde nyt arbejde, og hvor finder man en anden skole med en skov i baghaven?

Eli Nybo har villet være lærer, siden hun var syv år. Oprindelig er hun uddannet diætist, og hun arbejdede på sygehuse i en del år før seminariet. Hun mistede sin mand i en ung alder, men med hjælp fra sine forældre endte hun med at bruge den barske omvæltning til noget positivt: At blive lærer.

'Jeg var heldig, at jeg kunne tage realkursus som adgang til seminariet. Skulle jeg have taget en studentereksamen, tror jeg ikke, det var gået. Jeg er meget en praktisk gris. Det er her, jeg har min styrke. Jeg kunne få helt svedeture ved tanken om, at nogen skulle have mig til engelsk', griner Eli Nybo.

Selv om hun i sine unge år oplevede stor opbakning i sit hjem, så lå det ikke i kortene, at hun skulle være lærer.

'Jeg er opvokset midt ude i roerækken. 'Nej, søster', sagde min far altid, 'du skal lære at lave noget mad. Der er altid nogen, der vil have dét', og det har han jo sådan set ret i. I min årgang var jeg en af de første piger, der overhovedet ville have en uddannelse. Jeg var ganske sikker på, at der ikke var nogen mand, der ville have sådan en som mig, så jeg tænkte, at det nok var godt med en uddannelse, så jeg ikke skulle dø af sult'.

Klassepasser i stedet for duks

I anden og tredje time kæmper 3. klasse for at få deres bamser og deres historier færdige. De sidder ved borde i klassen og ude på gangen og bevæger sig rundt, som de har lyst til. Ustandselig er der en, der finder Eli Nybo. Hver gang har de en blyant og en lille seddel i hånden, og hver gang kommer de for at få et ord stavet. De rækker sedlen og blyanten over, sammen finder de bogstaverne, og så går eleven tilbage til sin historie med en lap med det manglende ord.

Nede i klassens dunkle hjørne sidder Andreas og skriver koncentreret. Han laver ingen bamsehuler i skotøjsæsker eller kunstfærdige lerbamser. Andreas skriver og skriver og har deklareret, at han vil skrive en tyk bog om bamser. For Eli Nybo er det fuldt legalt, og hun hjælper ham hver dag med at skrive hans historie rent på klassens computer. På et tidspunkt begynder han at vende og dreje sig på stolen, indtil han rejser sig og går hen til sin lærer.

'Fru Nybo, må jeg godt tage en tur på motorcyklen?'

'Trænger du?'

'Ja, meget'.

'Så af sted med dig'.

Andreas stikker ud ad døren, ud i skolegården og giver sig til at spæne rundt.

'Når de spørger, om de må tage motorcyklen, betyder det bare at løbe en tur rundt i skolegården. Ellers ville de bare prøve at lyve om, at de skal på wc. Jeg mener, at det er mere reelt at give dem mulighed for at løbe uroen ud af kroppen. Men ellers holder jeg strengt på, at man ikke behøver kede sig med den undervisningsform her, og det siger jeg til dem tit, så de ikke glemmer det'.

'Og jeg kan ikke lave det mere spændende end det, vi gør her. De har stor frihed til at gå rundt, og der bliver regnet med dem. Jeg prøver på at tage børn meget alvorligt og lader være med at servere alt for dem. De får indflydelse, men de skal selv melde ud med forslag. Keder de sig her, så kan de blive sat på en raket til månen, for det er noget pjat!'

Tre minutter efter Andreas strøg ud ad døren, sidder han igen på sin plads, en smule forpustet, men igen koncentreret om sin bamsehistorie.

I hjørnet mellem vinduerne og tavlen står et bur med to hamstere i. Hvis de kunne læse på tavlen over dem, ville de se, at Jeanette og Kristian V. i denne uge er klassepassere. Klassepassere plus kikkerter, står der.

'Klassepasser er et ord, jeg bare har grebet ud af luften - der har jeg for resten mange ord fra', siger Eli Nybo. Kigger man rundt i klassen, støder man på mange ordsammensætninger, som man ikke ser hver dag. Nybos beundringsskab med slangeskind og rottekranium er et andet eksempel.

Hun bryder sig ikke om den klang, ordet duks har. Derfor bliver de to børn, der på skift holder orden i tæpper og madrasser i klassen, kaldt klassepassere. Men klassepasserne skal ikke kun bruge deres tid på at rydde op.

'Nu er det sådan, at jeg helst genbruger ting og derved kan spare lidt på materialekontoen. Det betyder, at jeg for overskuddet har kunnet købe en flidspræmie til klassen, fordi alle var så dygtige at rykke op fra 2. til 3. klasse. Flidspræmien er to kikkerter, og så har jeg indført, at i den uge, man er klassepasser, må man gå med kikkerten'.

I starten af tredje time kommer ugens to klassepassere hen til Nybo. De spørger højtideligt, om de må have lov til at gå med kikkerterne. Drengen og pigen får et ja.

'I går øvede I jer bare, så i dag håber jeg, at I får noget at se. Hvor længe vil I være væk?'

Klassepasserne bestemmer selv, hvornår de vil ud med kikkerterne, og de bestemmer selv, hvor længe de vil være væk. Denne gang bliver de enige om en halv time, og Eli Nybo tager et gammelt æggeur frem, stiller det til en halv time og putter det i lommen på den ene klassepasser.

'Kan det gå? Okay. Farvel og tak'.

Med et sikkert greb om hver sin kikkert går de to elever ud af klassen og sætter kursen mod skoven.

'Jeg lader dem gå frit, fordi vi bor, som vi gør, og fordi jeg tror på, at de kan. Jeg tror, det er dejligt for børnene at være lidt specielle. At de selv kan komme og sige, at nu vil vi gerne gå i 20 minutter eller en god halv time. De går alle sammen i skoven, og der ser de i øvrigt ikke så meget. De bruger det meste energi på at huske det med beskyttelseslågene på kikkerterne, der skal af og på. Men jeg håber, at omgangen med kikkerter er trænet og regelsat, så vi senere kan bruge det som brugsredskab i nogle spændende opgaver'.

Nybo er travlt optaget med at hjælpe en gruppe piger, som er kommet på kant med hinanden under gruppearbejdet. Hvor gerne hun end ville, er hun nødt til at have løst konflikten ved pigebordet, før hun går fra dem. Man kan se, at det piner hende, at de to klassepassere, der nu er kommet tilbage, står og brænder inde med deres oplevelser.

'Jeg kommer om et øjeblik', siger Nybo, men til sidst opgiver de to klassepassere og søger skuffede hen til hver deres plads.

Da Nybo efter fem minutter endelig når hen til dem, kan hendes entusiastiske 'Nå, må jeg så høre. Så I noget?' ikke helt genkalde glæden over to halvrådne blade, de har taget med tilbage.

Pigen siger ingenting, og drengen lyder som en midaldrende jæger med en snadde i mundvigen, da han med dyb barnestemme siger.

'Ja, vi så vel en 20 fugle'.

Eleverne i 3. klasse har taget godt imod deres klassepasserjob med de pligter og privilegier, det indebærer. Børnene er ved at finde ud af, at de kan vente sig lidt af hvert fra damen med det lange, løst opsatte hår. Vidste de det ikke før, så fandt de ud af det, da de var færdige med deres første bog i 1. klasse.

'Da de var færdige med indgangsbogen med alle bogstaverne i, skulle det fejres. Det var jo deres livs første skolebog, men jeg vidste ikke lige hvordan. Så sagde jeg pludselig til dem: Nu smider vi bogen ad helvede til ud ad vinduet. Og ja, jeg bandede. De var lige ved at tabe fatningen, men så gik de hen til vinduet, og de kastede bøgerne ud, så bladene fløj rundt. Så sprang de ud ad vinduerne og hentede dem. Det varede jo kun kort tid. 'Skal vi prøve en gang til?', spurgte jeg, og 'ja!', sagde de. Vores inspektør så, at de kastede bøger ud, og han vendte om og løb op på kontoret. Heldigvis kom han bare tilbage med et kamera, fordi han mente, at det var et billede værd, at 1. klasse stod og smed deres bøger ud ad vinduet'.

Frisk pust i hverdagen

'Jeg er helt tom i hovedet. Hvad er det, praktikanterne skal have at vide i dag', spørger Eli Nybo sin kollega, men inden kollegaen får bakset alle sine papirer til forældremødet ned i tasken, har Nybo selv svaret på sit spørgsmål.

'Nåja, de skal vide, hvordan det kommer til at foregå, og så skal de se girafferne. Vi skal først og fremmest sørge for, at de falder til her'.

Da de fire unge førsteårslærerstuderende træder ind på det lille lærerværelse på Skovløkkeskolen, udspiller der sig det helt klassiske kultursammenstød mellem unge, der kun har teoretisk viden, og ældre, som hælder til deres selvoplevede erfaringsgrundlag. De studerende møder op med tætskrevne afkrydsningsskemaer, som de har lavet for at evaluere de enkelte elementer i den undervisning, de skal observere i deres første praktikuge.

Eli Nybos kollega synes ikke helt om tanken om at skulle have karakter for hvert åndedrag, hun tager med sin 1. klasse, mens Nybo for sit vedkommende ligner en, der prøver at tage seminarieskemaerne alvorligt, mens hun klukler en smule indvendigt.

Det spotter en af de studerende, der skynder sig at sige, at det selvfølgelig ikke er alting i en undervisningssituation, der kan aflæses og besvares med et kryds i et skema. Nybo kan ikke dy sig og peger et sted i skemaet.

'Hvad skal jeg gøre for at få topkarakter her?', spørger hun.

De kommende praktikanter hører slet ikke latteren i Nybos stemme og ser rådvildt på hinanden, indtil hun kommer de alvorlige unge mennesker til undsætning og får dem forklaret, at hun driller dem i al venskabelighed. Det fjerner lidt af den anspændte situation.

Da de to lærere siger farvel til deres kommende praktikanter en god time senere, bliver de enige om, at de kun har skræmt dem i mild grad. Eli Nybo skynder sig at indføje, at hun og hendes kolleger er meget glade for at modtage praktikanter. Det giver et frisk pust til et lille lærerkollegium og er en god påmindelse om, at tingene også kan gøres på andre måder.

Endelig er det farlig fredag

Da det ringer ind til første time klokken 7.50 fredag morgen, er der en forventningsfuld uro i 3. klasse. På skemaet står der klassens time og natur/teknik, men de ved alle, hvad der i virkeligheden er på skemaet: farlig fredag. Klasseværelset svirrer med snak om katte, skovflåt og rådyr. Det er, som om alle denne morgen har haft store oplevelser på deres vej til skole. Og nu er det tid til at gå.

'Farlig fredag er min egen opfindelse. Vi har lavet huler ovre i skoven, og der er vi i første time hver fredag. Når vi kommer tilbage, plejer vi at være ude, for vi skal være robuste, så vi kan tåle alting', siger Eli Nybo og hvisker: 'Der er jo mange lidt pivede unger'.

'Men det er de ikke mere. Nu kan de godt tåle at være udenfor - også selv om det regner lidt. Når vi kommer hjem fra skoven, er dagen helliget eksperimenter på det grønne område mellem skolen og skoven. I dag skal vi lave noget så ufarligt som kryddereddike, men vi er også i gang med at lave et eksperiment, hvor vi prøver at bålbrænde ler. De har lavet nogle fine krukker, som vi skal have brændt, og børnene ved ikke, at det tit går galt. Men så må man lære at bære tabet. Det er svært for børn i dag'.

Den ugentlige skovtur er ret beset 'klassens tid'. Men da der ikke er flere konflikter i 3. klasse, end hvad Eli Nybo kan nå at løse hen ad vejen, så har hun defineret klassens tid som børnenes tid. De får lov til at lave det, som de - en smule styret - allerhelst vil, og farlig fredag i skoven er bestemt ikke uden værdi for Nybo.

På vejen deler klassen sig i smågrupper. Nogle stryger i fuldt firspring ind mod deres hule og territorium, mens andre småsnakkende lunter over mod skoven. Eli Nybo følger dem intenst med øjne og ører, men holder sig på afstand, så godt som det kan lade sig gøre.

'Det er det her, jeg lærer allermest af: Forhandlingerne, mens de er på vej. Det starter nede på skolen med, hvordan skal vi lege, og hvem skal være med og sådan noget. Når vi nu kommer ind i skoven, så er pigerne meget stationære. De står stille, snakker. Man må helst ikke bryde ud og helst ikke vise for meget initiativ, hvorimod drengene starter på en ny hule hver anden gang. De tager somme tider nogle vældige opgør om, hvad de skal, men de er meget hurtige til at organisere det, mens pigerne de . . . uha, det er ikke så godt med mit eget køn', griner Eli Nybo.

Inde i skoven kommer en pige hen til hende og vil have at vide, om det nu også er et egern, der har gnavet barken af en pind, hun har fundet. Imens har en gruppe drenge fundet nogle gamle drænrør, som de slæber hen til deres hule.

'At være i skoven med dem lærer mig meget om, hvordan jeg skal prøve på at være. Jeg behøver ikke styre drengene så meget. Jeg skal bare prøve at få dem gelejdet ind på noget fagligt. På en helt anden måde med pigerne. De vil helst have nogle faste opgaver, men dem skal de så nok blive fint og flot færdige med. Det er derfor, mange lærere siger, at det er så dejligt at have en pigeklasse - de gør, hvad man siger. Jeg kan godt lide, at drengene gør, hvad jeg siger'.

Solens striber peger næsten vandret ind mellem skovens træer. I vintermånederne er der bælgravende mørkt, når 3. klasse bevæger sig over mod skoven fredag morgen, og så er det med lommelygter i hånden. Selv om Eli Nybo bestemt hører til de mere kuldskære mennesker, så nyder hun at sidde i en hule ude i en mørk, kold vinterskov og læse historie op i lyset fra lommelygterne. Men selv om hun kan få en del af den tabte varme tilbage ved at se børnene boltre sig i skoven, så stryger hun dem ikke kun med hårene.

'Jeg synes, at mange børn har kaos i sig. De bærer på tabet af voksne. Jeg kan ikke erstatte det, de mangler - spørgsmålet er: Hvad kan jeg så? Mit svar er, at jeg kan bruge deres tid på en god måde og forsøge at aflede deres tanker fra det private og få dem med over i det fællesskab, som vi har i skoven. Jeg giver dem ansvar og frihed, men jeg regelsætter rummene, og det tror jeg giver dem ro, men . . .', siger hun, sukker dybt og ånder tungt ud, så man kan se en hel lille dampsky i modlyset fra den lave sol.

'Børn kan være noget så nollervårne. Engang havde vi en vogn med varm kakao med herude. Da de havde drukket kakaoen, kommer der to piger med deres krus i hånden: 'Hvor skal vi gøre af dem?' siger de. Kassen, hvor de har taget krusene, står lige foran dem. 'Nybo, hvor skal krusene være?' Jamen, jøsses!'

''Dem', siger jeg, 'dem smider vi fandeme over i roemarken'. Dér siger jeg fandeme, for så kan de høre, at der er noget helt galt. Så kylede jeg deres krus langt over i marken'.

''Det må du da ikke', sagde de til mig. 'Nej', sagde jeg, 'hvor skal de så være henne?' 'De skal være nede i kassen', sagde de. 'Jamen så fis ud og hent de krus og læg dem ned i kassen', sagde jeg, og jeg har aldrig siden haft vrøvl med, at de ikke ved, hvad de skal gøre af deres krus', griner Eli Nybo så højt, at drengene i den nærmeste hule kigger op for at se, hvad hun nu finder på.

I den første halve time i skoven arbejder næsten alle ved de forskellige huler, men som timen nærmer sig slutningen, slutter drengene deres entreprenørarbejder, og pigerne gider ikke bruge mere tid på at hænge tørresnore op. De drøner rundt, jagter hinanden, råber og begynder at klatre i træer. De leger som de 3. klasser, de er.

På vej tilbage til skolen siger Eli Nybo med eftertryk: 'Det her er ugens største fornøjelse for mig'.

Alle elever når tilbage til sang og morgensamling klokken ni. Minutter efter, at 3. klasse har været røvere, indianere og modige udspringere i den store skov, står de på en snorlige række og synger med på 'Den sømand han må lide', mens inspektøren holder takt og melodilinie med sin akustiske guitar.

Mor Lillian bliver helt balstyrig

Normalt plejer Eli Nybo at cykle de fem kilometer, hun har i skole, på sin gamle damecykel. Men dagens last af 16 brugte syltetøjsglas, alverdens krydderurter og to femliterseddikedunke gjorde, at hun valgte skolebussen. Drengene bærer et bord ud på græsset, og hele klassen samler sig omkring deres lærer. Eli Nybo viser, hvordan krydderurter, perleløg, dild og meget andet kan blive smukt at se på, hvis man hælder eddike over det. Hver elev skal lave deres eget glas, og efterfølgende skal de sno et garn og lave et rundt stykke pap med deres navn, som skal hænges på glasset.

Ud over lugten er der umiddelbart ikke meget drama i kryddereddike, men det lykkes at holde opmærksomheden fanget om opgaven, indtil 3. klasse slutter dagen ved spisefrikvarteret.

'Nej, da, mor Lillian bliver helt balstyrig, hvis hun skal have det her glas til julemarkedet', siger Nybo på et tidspunkt til en af eleverne, hvorefter eleven arbejder endnu mere ihærdigt med udsmykningen af sin kryddereddike.

Som elev i 3. klasse vil man nok gerne se, hvordan ens mor ser ud, hvis hun kommer op til julemarkedet og pludselig bliver noget, der hedder balstyrig.

'Jeg har et godt lærerliv, det kan bare krepere mig, at jeg er så gammel. Jeg kunne allerede være holdt op, men jeg har så meget, som passer i den tid, vi lever i. Børnene i dag tager ikke initiativ. De har uorden i deres små hoveder og reflekterer ikke over det, de laver. De skal udfordres, så de tvinges til det. Jeg prøver hele tiden, om jeg kan få dem til at opleve selv. Derfor holder jeg meget af åbne opgaver. Sidst vi havde om hvaler, kom jeg til at tænke på, om man kan bage en hval. Ikke bare en kage, men bygge et skelet op af ståltråd, og så en dej, som man byggede op omkring skelettet. Det gik eleverne utrolig meget op i, fordi ingen af os vidste, hvordan det ville ende. Det viste sig, at dejen ikke var helt fast nok, og noget af ståltråden stak igennem, da hvalen var blevet bagt. Det var selvfølgelig skidt, men så fandt vi ud af, at vores hamstere var helt utrolig vilde med dejen, så de spiste hele hvalen. Det var en improvisation, der sådan set mislykkedes, men den gav os en masse oplevelser, vi kunne snakke ud fra'.

De glemmer børnene

Før Eli Nybo sætter sig ud på den weekendtomme gang for at forberede temauge, hilser hun på kollegaen fra 1. klasse. Hurtigt kommer de til at snakke om mødet med de kommende praktikanter i går. Også afkrydsningsskemaet bliver vendt. Eli Nybo har tænkt over det, og hendes instinktive betænkelighed ved de lærerstuderendes projekt har fået ord: De glemmer børnene.

'Deres fokus er forkert. For deres fremtid som lærer betyder det ikke en snus, om et par ældre kolleger som os har styr på klassen. De skal ikke være sammen med os. Det er børnene, de skal være sammen med. De burde ikke sidde med næsen begravet i sedler og sætte krydser, men se på, om det er dejligt at være sammen med de børn, de skal undervise. Dér skal deres førstehåndsoplevelse ude i skolen ligge: Var det en god oplevelse at være sammen med børnene?'-Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

Ud over lugten er der umiddelbart ikke meget drama i kryddereddikeJeg var ganske sikker på, at der ikke var nogen mand, der ville have sådan en som mig, så jeg tænkte, at det nok var godt med en uddannelse, så jeg ikke skulle dø af sult

Jeg lader dem gå frit, fordi vi bor som vi gør, og fordi jeg tror på, at de kan