Kvalitetsreform af den offentlige sektor - flere brugerundersøgelser, garanterede standarder og mere kontrol og sammenligning af de offentligt ansattes arbejde, var ordene i Folketingets åbningstale.

Det forekommer mig, at Henrik Jensen har ret, når han i »Ofrets Århundrede« skriver om, at vi for tiden oplever en »ængstelighedens politiske aktivisme«, hvor politikerne lettere populistisk løber efter få fagfolks katastrofebudskaber, pustet godt op af pressen, præget af overdimensioneret fokus på mangler eller fejl. Så skal der vises handlekraft, så skal der ikke reflekteres, der skal ikke inddrages den brede vifte af fagfolk, teoretikere og praktikere, der kunne sikre en kvalificeret dialog og kvalificerede løsninger, der kunne implementeres i takt med kvalificeringen af de fagfolk, der skal forestå både praktiseringen af de nye tiltag og tilpasning af strukturen.

Der kunne for tiden ellers godt være brug for at sætte tempoet lidt ned. Selv ministeriet kan ikke følge med sig selv: ny lovbestemmelse om indførelse af elevplaner, høringssvar i juni, etablering i august - ny specialundervisningsbekendtgørelse med ekstreme ændringer i specialundervisningens indhold og struktur træder i kraft august - nye prøveformer til afgangsprøverne juni 2007, præciseringer og vejledninger først fremme primo oktober .

Og hvorfor så egentlig dette hastværk? Hvorfor denne mistillid til, at det, der har fungeret hidtil, kan fungere et år mere? Naturligvis skal der udvikles og fornyes. Men hastværket mindsker kvaliteten af fornyelserne, skaber en opfattelse i befolkningen af, at det står så dårligt til, at der skal rykkes ud med blå blink og sirener, løsningerne får let tilfældighedernes præg, og endelig skaber processen en ubehagelig fornemmelse af, at begrebet personalepleje slet ikke findes i det undervisningsministerielle univers.

Mogens Hansen skriver i »Håndværkets Skole« om betydningen af langsomhedens pædagogik - der giver tid til refleksion. Hvis minister og ministerium indgik i en reflekterende samtale med fagfolk, kunne forudsætningerne for det nye analyseres ordentligt og ikke bare bygge på formodninger eller påstande: hvilke didaktiske og metodiske forudsætninger skal lærerne have, hvilke resurser vil det nye kræve, vil det nye lette arbejdet og måske overflødiggøre hidtidigt arbejde, vil kvaliteten af arbejdet øges? - og i den fysiske ende af skalaen: er for eksempel fysiklokalerne egentlig i orden, er der skoler med dårligt indeklima og skimmelsvamp, der sløver og gør syg og mindsker indlæringseffekten, er de nødvendige materialer tilgængelige?

Fullan og Hargreaves skriver i »Hvad er værd at kæmpe for - i skolen« om implementeringsproblematikken, at »tidshorisonten er urealistisk, fordi politikerne vil se resultater med det samme .«.

Hvad nu hvis man forankrede udviklingen lokalt, hvad nu hvis man lyttede til fremtrædende erhvervsfolk, der fortæller, at inddragelse af praktikerne er afgørende for en succesfyldt implementering af nyt, hvad nu hvis man fastholdt de kvalitative mål, men satte tempoet lidt ned, hvad nu hvis løsningerne og implementeringen heraf hang sammen, hvad nu hvis lærerne fik den nødvendige efteruddannelse til det nye - inden det nye startede op, hvad nu hvis .

Så kunne det være, at overskriften faldt i hak:

. og sød musik opstår.

Per Kjeldsen er chefkonsulent