Tak til Bertel Haarder, fordi han med sit svar til undertegnede i Folkeskolen nummer 40 bekræfter, at loven stadig gælder i folkeskolen. Elever kan dermed også fremover tages ud til specialundervisning parallelt med klassens undervisning, som bekendtgørelsen fastslår. I den vejledning, Haarder netop har haft til høring, står der det modsatte. Haarder bliver derfor nødt til at skrive den om. Resten er politisk udenomssnak, der ikke kan skjule det faktum, at ministeriet har begået en fejl.

Ministeren svarer ikke på, om han samtidig vil rette datoen for vejledningens ikrafttræden, så der ikke kommer til at stå, at den trådte i kraft, flere måneder inden den bliver udsendt - nu da han alligevel har kvajeblækket fremme?

Til gengæld har Haarder for så vidt ret i, at min påstand om, at man reelt er ved at fratage elever med særlige behov deres retskrav på specialpædagogisk bistand, savner dokumentation. Den kan i sagens natur først tilvejebringes, når dette er sket, og det er ikke en dagsorden, politikerne bryder sig om at stille åbent til skue. Men har de ikke i årevis søgt at begrænse udgifterne til specialundervisning? Hvad regner Haarder selv med, at der vil ske, når man nu lægger opgaverne fra den amtslige, vidtgående specialundervisning over i den kommunale specialundervisning og kræver, at denne i videst muligt omfang gives som støtte til klassens almindelige undervisning? Sandsynligheden for, at den resurse, der hidtil har været øremærket elever med særlige behov, derved i nogen grad glider denne elevgruppe af hænde, er så stor, at den grænser til vished.

Men sådan må det ikke hedde sig. Hykleriet bag »inklusionen« er efterhånden så tykt, at det kan skæres ud i skiver.