Dansk Folkepartis Ungdom har aldrig hævdet, at alle lærere, der befinder sig på venstrefløjen, indoktrinerer, som Trine Knudsen antyder i Folkeskolen nummer 40. Der findes masser af eksempler på gode lærere, der forstår at adskille deres egen politiske opfattelse fra lærergerningen.

Det bekymrer imidlertid særdeles meget, at mange af de lærere, som jeg har hørt fra i kølvandet på vores kampagne, opfatter det som værende umuligt eller ligefrem forkert, at man, når man som lærer træder ind i et klasselokale, skal lade sine politiske sym- og antipatier ligge uden for døren.

Det skal være muligt for lærere at se bort fra egne sym- og antipatier i undervisningen.

Lærere og journalister har det til fælles, at begge erhvervsgrupper skal viderekommunikere budskaber til befolkningen. Tænk hvis journalisten, der skriver i et dagblad, lod sine egne synspunkter skinne igennem i sine artikler, eller hvis tv-værten ikke var objektiv. Det samme gælder for lærerne. En god lærer skal kunne lege djævelens advokat - og også forsvare Dansk Folkepartis synspunkter over for elever, der måtte kritisere Dansk Folkeparti, lige så vel som pågældende skal kunne sætte sig i Enhedslistens sted. Og det skal vel at mærke ske uden latterliggørelse, og uden at eleverne kan regne ud, hvor læreren politisk befinder sig.

Det er ikke nødvendigt, som Trine Knudsen skriver, at eleven kender lærerens politiske ståsted. De fleste elever bekymrer sig ikke en døjt om politik og vil sagtens kunne få et »helstøbt billede« af læreren uden at kende pågældendes politiske observans.

I mine øjne er det ikke lærerens opgave at afprøve, om elevens politiske holdninger og meninger holder, som Trine Knudsen skriver. Lærerens opgave er at bibringe faglige kompetencer. Dertil og ikke længere ganske enkelt.