Når man har lært at beregne arealet af en cirkel - pi x r2 - så er det ingen sag at gange med højden og beregne rumfanget af en cylinder. Så da Daniel Holm Hansen skulle lære sin 8. klasse i Wayne County, North Carolina, at regne rumfang ud, så skrev han også et lille arealkursus på ugeplanen. Og så blev han kaldt til møde hos sin chef. For cirklens areal er 7.-klasse-pensum, og derfor måtte han ikke undervise i det - selvom han kunne konstatere, at eleverne ikke kunne huske, hvordan man beregner arealet.

Resultatet blev selvfølgelig, at han lærte sine elever at beregne både areal og rumfang, og at han selv lærte, at en ugeplan ikke behøver være den helt præcise sandhed:

»Sådan havde alle lærerne det. For eksempel stod der også teammøde på ugeplanen hver uge - vi holdt det bare ikke«, fortæller Daniel Holm Hansen.

Han var på det første hold af danske lærere, der har undervist et år i USA gennem Visiting International Faculty (VIF), der herhjemme formidles af Cirius-styrelsen.

Efter hjemkomsten fra USA mødtes en del af de danske lærere for at udveksle erfaringer, og de havde alle sammen benyttet sig af en smule civil ulydighed for at gebærde sig i et langt mere topstyret skolesystem, end de er vant til. Som tysklærer i Potomac Falls, Virginia, nåede Jan Dehnbostel for eksempel kun fem af de 12 kapitler i den officielle lærebog for første års tysk.

»Men jeg ved, de fik lært tysk. Jeg fik lært de her børn mere, end jeg plejer at gøre i Danmark«, fortæller Jan Dehnbostel.

Det skyldes flere ting, vurderer han. Ud over et højt ambitionsniveau med den tykke lærebog og en dobbeltlektion i tysk hver anden dag så er Potomac Falls også et sted med engagerede, velfungerende familier og massiv forældreopbakning. Myndighederne ofrer enorme resurser for at opnå deres mål om at være USA's bedste sted at gå i skole, og når eleverne skal vælge fremmedsprog, så vælger de fagligt dygtige med et stort personligt overskud tysk og fransk, mens resten vælger spansk.

Var tæt på at give op

Organisationen VIF fremhæver selv, at det ikke kun er på grund af lærermangel, at den søger lærere i andre lande - det er også ud fra et ønske om, at eleverne skal få kendskab til andre kulturer. Det valgte Jan Dehnbostel at læne sig op ad, og derfor brugte han danske undervisningsmetoder og tog sig tid til en snak med eleverne om Danmark indimellem. Hans kone Rikke Dehnbostel valgte derimod fra starten, at hun ville lære af de amerikanske metoder, og brugte mange kræfter på at læse et helt nyt fag op, nemlig family and consumer science, den amerikanske version af hjemkundskab. Men efter tre måneder, hvor hun fulgte lærebogen til punkt og prikke, var hun klar til at efterlade mand og søn i USA og vende snuden hjemad.

»Jeg kan godt lide at have fat i det enkelte barn, så læringen foregår i et samarbejde mellem mig og barnet. Men det var der ikke mulighed for, og det var ved at dræbe min lyst til at undervise«, fortæller Rikke Dehnbostel, som også måtte vænne sig til, at de amerikanske skolers frygt for at blive sagsøgt medfører, at der ikke findes knive i skolekøkkenet, og at alle råvarer skal være præbehandlet, så man er sikker på, at ingen bliver syge af at spise maden.

Jan Dehnbostel mindede sin kone om, at hun var udsendt fra en anden kultur til at undervise i et kulturfag, og så satte hun et projekt i gang under titlen »Mad i andre verdensdele«:

»Jeg fandt ud af, at jeg kunne få forældrene til at komme og hjælpe, og vi fik sat gang i et projekt, hvor eleverne undersøgte og fremlagde fakta om andre landes kostvaner, og det hele mundede ud i en stor buffet og endte med at blive prisbelønnet med en 'VIF Award'«.

Respekt for læreren

Elevernes respekt for voksne i almindelighed og lærere i særdeleshed er noget, Rikke og Jan Dehnbostel har taget med sig hjem fra Potomac Falls til Møn. Da Jan Dehnbostel overtog en 8. klasse efter sommerferien, meldte han med det samme klart ud, at han ikke vil se kasketter eller bare maver - noget, som de færreste danske skoleledelser bryder sig om at blande sig i, men som i USA er forbudt i kraft af skolens dresscode.

»Danske børn og unge er enormt uopdragne - Danmark er blevet et normløst samfund. Når jeg møder om morgenen på min danske skole, sidder der altid en flok piger, som jeg siger 'godmorgen' til. De plejer ikke at svare, men nu er jeg begyndt at gå hen til dem og forklare, at man siger 'godmorgen' til hinanden«.

Niels Boelsmann underviste under helt andre forhold i et område med et flertal af fattige sorte familier i Charlotte, North Carolina. Også her var de mindre børn høflige, men hvis mor eller bedstemor sagde, at en anden familie var fjendtlig, så var det i børnenes øjne helt i orden at tæve et barn fra den familie i frikvarteret.

»Undervisningen er meget monologpræget - det er faktisk lidt uhyggeligt at have et job, hvor man forventes at snakke fra klokken 8 til klokken 15. Og jeg oplevede, at elevernes almene viden var meget snæver, fordi den var rettet præcis imod, hvad de skulle kunne i testene. Og eleverne kan ikke holde til det - de gør simpelthen oprør, når de når til 5. klasse«, lyder hans erfaring.

Dokumentation

Inge Schmidt var specialklasselærer i det nordlige Atlanta for 7.-klassetrins-børn med en række forskellige adfærdsvanskeligheder:

»Hvor vi er vant til hele tiden at have pædagogiske diskussioner og samarbejde med forældrene, så skulle jeg rette ind og følge reglerne, og det var utroligt frustrerende, at vores elever skulle tage de samme test som skolens andre elever. Og så var det meget bureaukratisk - alt skal dokumenteres i elevplaner, som skulle kopieres i to-tre eksemplarer og låses inde«, fortæller Inge Schmidt, der dog havde assistance i sin klasse af en person, hvis hovedopgave var at notere alt ned til den efterfølgende dokumentation.

»Georgia sætter mange penge af i øjeblikket til at forbedre undervisningen og forbedre testene, men undervisningsmaterialerne følger ikke rigtig med. Og hvad angår specialundervisning er de adskillige år bagud i forhold til os«, mener Inge Schmidt.

»Danske børn og unge er enormt uopdragne - Danmark er blevet et normløst samfund. Når jeg møder om morgenen på min danske skole, sidder der altid en flok piger, som jeg siger 'godmorgen' til. De plejer ikke at svare, men nu er jeg begyndt at gå hen til dem og forklare, at man siger 'godmorgen' til hinanden« Lærer Jan Dehnbostel om forskel på amerikanske og danske elever