Ud fra en kostmæssig betragtning er det ganske opløftende at overvære et spisefrikvarter på en ganske almindelig folkeskole i hvert fald hvis man befinder sig på lærerværelset.

Den ene store madpakke efter den anden pakkes ud, og ikke nødvendigvis helt unge, men altid ivrige fingre griber om den ene sunde mad efter den anden. En lærer ved godt, hvad der skal til af frugt, grønt og mineraler som calcium og magnesium plus jern.

Ofte er det lige modsat hos de børn, som læreren har efterladt sig bagude i de forskellige klasser.

Her sidder to-tre stykker og kæmper med lignende madpakker, mens alle de andre madpakkeløse klassekammerater er smuttet enten fordi de skal op og have cola og sødt i opstillede automater, eller fordi de bare skal ud og lege, fordi de inderst inde føler sig lidt stressede og synes, de har brug for at få sig rørt. Det er der ikke noget at sige til.

Det er blevet populært at tale om voksne mennesker, som handler og lever på en måde, så man betragter dem som værende uden for pædagogisk rækkevidde. Det mener mange også gælder en del af tidens børn. Men hvis en større og større gruppe børn befinder sig i det tomrum, så må man da seriøst undersøge grunden til på trods af alle slags pædagogiske tiltag at børn ikke er påvirkelige. Hvis pædagogiske metoder ikke har nogen virkning, så må man finde andre måder at takle problemet på. En ordentlig kostpolitik for eksempel.

En af fortalerne for markante ændringer er kostekspert og lærer Frede Bräuner fra Århus. Han har i sin kamp for ordentlig skolemad til børn sagt, at »de tre milliarder kroner, samfundet bruger om året på specialundervisning, stort set er spildt. Det svarer til, at man bruger en formue på at reparere sin bil, men glemmer at komme benzin på«.

Århus-læreren har foretaget forsøg med urolige børn, hvor de efter indtagelse af ordentlig mad pludselig bevægede sig inden for den pædagogiske rækkevidde.

Nu vil nogle sige, at madpakker og en sund frokostmadpakke er en forældreopgave, men når nu diverse undersøgelser peger på, at det kun er få børnefamilier, der spiser morgenmad sammen, og madpakkesmøring i danske hjem ikke længere foregår efter det mønster, som kan beses i solskinsfyldte og fuglefløjtende reklamer, og når nu ernæring og indlæring hører sammen, så må skolen selvfølgelig tage affære. Ordentlig ernæring løser ikke alle problemer, men man løser ingen problemer uden ordentlig ernæring.

Et langt stykke af vejen tror jeg, hovedparten af lærerne er enige og såmænd også de politikere, som skal bevilge madpenge til skolen så skolen ud over et pædagogisk og socialt tilbud også har et madtilbud, gerne pakket ind i fristende kantiner, der på den måde tager kampen op mod colautomater og slik-trend.

Men børnene skal jo også motiveres, vil skeptikere sige og pege på, at der på mange skoler faktisk findes fabelagtige madordninger og kantiner, hvor det ikke er muligt at få børnene til at blive ihærdige kunder. Børnene har arvet deres spisevaner fra deres forældre, og begge parter tilpasser spiselysten efter det reklameterrorangreb, de til stadighed udsættes for. Og så hjælper det jo fedt, at skolekantinen tilbyder boller i karry og jordbærgrød for en tier.

Og dog man skal bare tænke på alt.

For nylig besøgte jeg en mindre sjællandsk kommune, som havde lavet forsøgsordninger med en kantinepolitik på en af kommunens store skoler. Succesen var ikke målelig.

Der var ikke rigtig gang i salget af de lækre sager.

Konklusionen var snublende nærliggende det var åbenbart ikke muligt at få moderne børn til at kaste deres kærlighed på sunde madprodukter.

Flere af børnene gav udtryk for, at de absolut ikke havde noget imod hverken maden eller prisen, men »damen, der står og sælger maden, er ulækker« og »jeg skal ikke ha noget, hun har rørt ved« og »de ansætter bare sån en, som kommunen skal sætte i arbejde«.

Man havde tænkt på alt undtagen de rene negle.

Frode Muldkjær er børnejournalist på Danmarks Radio, P2