Uløst konflikt om løn
Lærerne i Brædstrup Kommune har ikke fået Ny Løn i tre år på grund af konflikt om, hvordan pengene skal deles ud
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Brædstrup Kommune er en konflikt om, hvordan lønkronerne skal deles ud, stadig uløst, efter at den har været hele turen igennem det såkaldte tvistløsningssystem. Kommunen ønsker at dele Ny Løn ud efter et system, hvor alle får individuelle karakterer for, blandt andet hvor fleksible de er. Det system har lærerne sagt nej til - med det resultat, at lærerne i kommunen i tre år ikke har fået Ny Løn udbetalt.
'Vi har ikke givet op. Vi kæmper fortsat, for vi mener, at konflikten er af principiel karakter. Men der er grænser for vores tålmodighed, efter at kollegerne i tre år ikke har fået del i lønkronerne. Vi har fået spredt støtte både fra formanden og på medlemsmøder, men nu har vi brug for meget mere', sagde Benny Obel Thomsen, Brædstrup-Gedved Lærerforening, som fremførte sine problemer under debatten om, hvorvidt og hvordan DLF skulle fortsætte i forhandlingsfællesskabet for de 650.000 ansatte i kommuner og amter, KTO. Han fortalte, at de øvrige organisationer i kommunen har accepteret at få lønkronerne delt ud på den måde.
Kredsen har forsøgt at få Lærernes Centralorganisation til at rejse sagen som et brud på overenskomsten, men har fået det afvist efter råd fra KTO. Det skyldes, ifølge Anni Herfort, at systemet efter KTO's mening ikke er et brud på aftalen om Ny Løn. Derefter er sagen kørt igennem tvistløsningssystemet, men uden at der er kommet en afgørelse ud af det. Det sidste nye er, at systemet nu også bliver brugt i Nørre Snede Kommune.
Benny Obel Thomsen bad kongressen om at sende moralsk opbakning ved efter hans indlæg at rejse sig op og klappe af kollegerne i Brædstrup.
Det skete, og flere af de efterfølgende talere udtrykte desuden taknemmelighed over, at lærerne i Brædstrup holder stand.