Skibet er ladet med værdier
Værdidebatten trådte afgørende i karakter på DLF's kongres
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Værdidebatten trådte afgørende i karakter på DLF's kongres i år.
'Mål og værdier for lærerarbejdet', 'at vi værdsætter det arbejde, som lærerne knokler med', 'de værdier, den danske kultur bygger på', 'grundlæggende værdier i det danske samfund, som skolen skal arbejde for', 'de værdier, der ligger til grund for lærerarbejdet', 'de mål og værdier, DLF ønsker i et forhandlingsfællesskab' er bare nogle eksempler på det.
Med en række af tydeliggjorte værdier er det nemlig muligt at begynde at se konturerne af et helt nyt lærerbillede. Et billede, der helst skal blive så godt, at det kommer til at stå klart ikke bare for lærerne selv, men også for arbejdsgiverne og medierne.
Kernen i den professionelle lærers arbejdsliv bliver at kunne kapere den konstante udvikling uden selv at lide alt for store personlige nederlag eller at lægge al skylden for ulykkerne over på andre.
Med en række værdier i bagagen kan lærerne begynde at vinde selvrespekten tilbage, og med den følger også respekten fra omverdenen. DLF's netop overståede kongres tog hul på en vigtig debat. Samtidig blev der taget en række beslutninger, der peger i den rigtige retning.
Sammenhængen mellem det gode lærerliv, det psykiske arbejdsmiljø og professionsidealet er trådt frem.
Skibet er ladet med værdier, og læreren skal til at være skipper på sin egen professionelle båd.