Smilende peger Anni Herfort på den sorte plasticsæk i hjørnet. Den er næsten blevet en kliche fra talrige tv-indslag med politikere, der takker af. Nu er den også flyttet ind på det store hjørnekontor, hvor formanden for Danmarks Lærerforening rydder op i papirerne, inden hun holder store flyttedag. Fra hjørnekontoret i centrum af København til et privat liv i lejligheden på Østerbro. Fra Anni Herfort til Anni H. Andersen. Fra taxa til cykel.

'Jeg glæder mig voldsomt meget', siger Anni Herfort Andersen. Hun kigger ud ad vinduet, hvor der er udsigt over byens tage, mens hun ser de store linjer i sin syv år lange formandsperiode.

Anni Herfort blev formand, da den tidligere formand trak sig tilbage efter at have fået medlemmernes nej til et overenskomstresultat i 1995.

Hun er den første kvindelige formand for lærerne.

'I min formandsperiode har vi brugt meget krudt og kugler på at få ført folkeskoleloven fra 1993 ud i livet. Set i bakspejlet var det en klar fejl, at der ikke dengang blev udarbejdet en handleplan for, hvordan det skulle gøres. For det har taget meget lang tid.

Selve ændringerne med teamsamarbejde og undervisningsdifferentiering byggede på erfaringer fra udviklingsprojekter, så de var funderet godt nok. Men at få dem til at virke ude i kommunerne er noget helt andet. Man kørte en eftermiddag med undervisningsdifferentiering, og så - bum - så skulle du ud og undervise på den måde'.

DLF var med til at tage ansvaret for at få loven til at virke: 'Man kan jo lovgive om hvad som helst. Hvis vi ikke legitimerer det, kommer der ikke ændringer i praksis. Derfor blev jeg rigtig kisteglad, da jeg så undersøgelsen, som vi havde foretaget sammen med Jyllands-Posten. Den viser, at lærerne er glade for eleverne, for samarbejdet med kollegerne og for deres job. Det var den rigtige vej, vi gik. Både pædagogisk i forhold til skolen og rent arbejdsmiljømæssigt i forhold til den enkelte lærer', siger Anni Herfort.

Ny folkeskolelov

'Skolen er i øjeblikket inde i en god udvikling, hvor det, der er tænkt i 93-loven, er ved at komme til at virke. Så bliver man dybt fortvivlet, når stærke kræfter vil noget, der dybest set er en niveaudeling. Det er hele værdigrundlaget i den danske folkeskole, som skrider, selv om man kalder det noget andet.

Vi blev meget kritiseret af ministeren for vores annonce, hvor vi viste, hvordan man propper 60 elever ind i en klasse. Men det viste sig, at omkring halvdelen af kommunerne godt kunne tænke sig at gøre netop det, hvis de fik lov. De har en ren økonomivinkel og nogle gamle veje, der er huller i', siger Anni Herfort.

Hun mener, at man også kan se på specialundervisning. Der kan godt tænkes en bedre form for specialundervisning, hvis eleverne i højere grad kunne blive i deres klasse, mener hun. Men ikke, hvis udgangspunktet kun er at spare penge: 'Men hvis man bruger holddannelse til at snige en niveaudeling ind, er det nok engang dem, der trænger til et ekstra lille puf, som bliver snydt. Og vi kan i forvejen ikke være stolte over, hvordan vi behandler netop dem', siger hun hidsigt.

Ingen konflikter alene

Anni Herfort har arbejdet i team som nyuddannet. 'Jeg er glad for at se, at lærerne generelt synes, at teamsamarbejdet begynder at virke', siger hun. Som ny lærer var det en fantastisk start.

'Det var også en åbenplanskole. Man kunne ikke have en konflikt med ungerne, uden at de andre opdagede det og naturligt kom hen og så, hvordan de kunne hjælpe. Men hold op, hvor holdt vi mange møder i starten! Det var udviklingsarbejde, så der var ingen, der kunne fortælle, hvordan vi skulle gøre. Men når det så kørte, var det rigtig godt. Uden at det tog længere tid', husker hun begejstret.

'Det var også godt at kunne bruge de enkeltes specielle styrker.

Sådan en gudsbenådet historiefortæller, som kunne få ungerne til at sidde stille i tyve minutter med åben mund og lytte.

Og på den måde er det jo rigtigt, at man kan have hold på 60 elever - i en kort periode. Men vi andre lærere skulle jo være der, fordi fortællingen blev vores fælles udgangspunkt for at arbejde videre. Så man kunne ikke bare sætte os til at lave noget andet', fortæller Anni Herfort.

U-, F- og Ø-tid

Et af de helt store debatemner i Anni Herforts tid som formand har været aftalerne om arbejdstiden.

'Jeg kom ind og overtog noget, som jeg havde været kraftig modstander af. Det var den arbejdstidsaftale fra 1993 - med U-, F- og Ø-tid. Det var en radikal ændring i forhold til tidligere, hvor vi havde et maksimalt antal undervisningstimer og så en klump til resten. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at forbedre den aftale.

Men jeg er gjort ansvarlig - også for det, der lå forud for min tid'. 'Det svære er at finde balancen mellem en sikring af tid til arbejdet og frihed til at engagere sig. 93-aftalen gav en lønarbejderkultur.

Det var ikke legitimt i en periode at give udtryk for, at man var glad for at være lærer. Hvis en kom og sagde: Jeg har lavet noget rigtig, rigtig spændende, så var den første reaktion fra kollegerne: Har du fået tid til det?' Decentraliseringen har også været et stort debatemne i formandsperioden.

'Centralt har vi forhandlet rammer. Så er resten op til den enkelte kreds. Det synes jeg, de har klaret rigtig godt. Det er også lykkedes os at finde frem til en fælles holdning, selv om de lokale erfaringer har været meget forskellige', siger hun.

Det samme gælder ikke i kommunerne, mener hun. 'Kommunernes Landsforening har ikke kunnet få kommunerne til at gå samme vej. Vi har jo set eksempler på, at kommuner går ud og argumenterer imod en aftale, der lige er indgået. Det gælder også aftalerne om Ny Løn, hvor nogle kommuner slet ikke vil acceptere de spilleregler, der er indgået centralt', siger Anni Herfort.

Strejker

'Der er mange medlemmer, der siger: Hvad rager det mig, når vi taler om foreningens interne politik. Det kan jeg egentlig godt følge dem i. Fordi der kom en frontkrig mellem nogle grupper, som er fantastisk svær at forklare, fordi den ikke går konkret på, at man er dybt uenig om, hvor skolen skal hen. Problemet har været, at man i hovedstyrelse og kongres ikke har et fælles udgangspunkt i, hvad der kan lade sig gøre. Så har det lydt: Hun tager bare det, der er godt nok. Men jeg mener godt nok i betydningen godt nok'.

Anni Herfort lægger tryk på ordet godt. I Anni Herforts tid som formand har medlemmerne flere gange stemt et overenskomstresultat ned. Indimellem har hun da også været ved at forlade forhandlingerne og sende medlemmerne i strejke.

'Men man skal holde sig målet for øje: Vil resultatet blive bedre, hvis man strejker. Vi så socialrådgiverne i 1981 få tømt strejkekassen og stå i en meget ubehagelig situation i en hel del år bagefter. Hvis man selv som lærer kan se et resultat, som er godt nok, så skal man ikke forlade forhandlingerne, fordi man er bange for, om medlemmerne vil stemme nej. Det er utroligt nemt at gå i konflikt. Men det kan have nogle meget negative resultater for lærerstanden', siger Anni Herfort.

Livet i centrum

Undervejs har hun fået udvidet sin horisont. For eksempel har hun som formand for Lærernes Centralorganisation (LC) - som forhandler aftaler for både folkeskolelærere og andre lærergrupper - oplevet nogle mærkelige forskelle. I hovedstyrelsen i DLF brugte man ordet katastrofe, hvis det kom på tale, at tillidsrepræsentanterne kunne forhandle medlemmernes løn. Mens andre LC-organisationer uden at blinke lod deres tillidsrepræsentanter forhandle, fortæller hun med en stille, lun latter. Også det internationale arbejde, blandt andet i Afrika, har vist hende noget helt nyt.

'Det er mennesker, som på den særlige, stolte afrikanske måde gør et kæmpearbejde for at forbedre vilkårene på trods af meget vanskelige vilkår. Det har været et privilegium at få lov til at være med der', siger hun.

'Det har været utroligt spændende at få lov til at være formand og i syv år arbejde sammen med alle dem rundt omkring, der knokler for at gøre tingene bedre. Det har været fuld kraft frem - men jeg har jo selv valgt det. Derfor besluttede jeg, at det var maksimalt to perioder. Det er dels nogle politiske holdninger om, at der skal nye til, dels at man som menneske ikke kan køre dette ræs i så mange år. Det er en slidsom levevis rent fysisk, fordi det er nogle meget lange arbejdsdage, mange weekender og meget kniv og gaffel. Men det er da heller ikke sundt, at man i en formandsstol i en stor organisation som denne har en gevaldig bunke mennesker, der arrangerer alting for en, hvis man får en ide, man vil have ført ud i livet. Jeg vil da få noget af et chok, når jeg skal sørge for det hele selv. Og så er man også meget i centrum. Det er heller ikke sundt i mange år', siger Anni Herfort med en selvironisk latter.

Efteråret

Overgangen fra formandslivet til privatlivet kommer brat. På DLF's kongres er det stadig formand Herfort, der fører ordet. Dagen efter kongressen er hun ude af stolen, kontoret og det politiske liv i foreningen.

Hun har ikke planlagt, præcis hvad hun så vil kaste sig over rent arbejdsmæssigt. Det kan være noget internationalt, humanitært eller organisationsmæssigt. Eller også arbejde med børn: 'Det har altid været min interesse, de skæve, lidt frække unger. Det er måske lidt sent at begynde at læse til skolepsykolog, men jeg kunne godt tænke mig at få lejlighed til at fordybe mig i noget'.

'Jeg har brug for noget kompetenceudvikling, hvad enten jeg vælger at gå den ene eller den anden vej. Der er heldigvis en ordning i foreningen, så man kan få lidt tid til at lære noget, så man kan komme videre', siger hun.

I de første dage efter kongressen er det dog meget jordnære ting, der er på kalenderen: 'Om lørdagen skal jeg sove længe, jeg har muligvis også tømmermænd. Og så skal jeg til at bygge bo, gøre rent og gøre mit hjem rigtig, rigtig hyggeligt, for nu skal jeg have gæster. Min lejlighed bærer præg af, at det er et sted, jeg er kommet forbi de sidste mange år. Jeg skal nyde familien, der har været på vågeblus. Jeg har også stadig nogle venner tilbage, selv om de er blevet forsømt', griner hun.

'Jeg kan også godt lide at lave mad. Men jeg skal vel have lidt andre varer i mit køleskab i fremtiden'. Høj latter. Skråt kig ned ad figuren, der er blevet lidt mere omfangsrig i formandstiden: 'Jeg skal også tænke på, at dette kadaver skal nurses lidt, så det kan holde nogle år endnu'. Oktober er en fin måned, mener hun. Efteråret er hendes yndlingsårstid: 'Det er en god årstid til at tænke over, hvad man vil.

Tiden, hvor det mørkner henad aften, og den blå time kommer.

Min mor sad altid en time uden lys og tænkte lidt. Der er en ro over efteråret, som passer vældig godt til at finde ud af, hvad man vil'.

Farvel til Anni Herfort

Anni Herfort kneb en tåre, da kongressen tog afsked med hende.

Hun fik overdraget det askebæger, hun gennem årene har fyldt

under kongresserne, og en skammel, som det har været nødvendigt

at stå på, for at kongressen overhovedet kunne se hende. Hun bad alle om at tage vare på Danmarks Lærerforening: 'Og

med det, der er foregået på denne kongres, tegner det godt

for fremtiden', sagde hun, inden kongressen sang for hende.