Bevar os vel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vort job kan ikke lige sammenlignes

med andre job. Det kan måske velsignes

i visse sammenhænge, øjeblikke,

men ak, i andre kan det altså ikke.

I hvilke andre job kan det mon hænde,

man selv skal købe røde kuglepenne

til rettelse af stile? Og kontoret

i hjemmets arne har på skrivebordet

computer, printer - og på væggens hylder

er mapper, bøger, bunker, og det fylder.

Man har tillige selv købt blækpatronen

og ligeledes også telefonen,

som bruges, når man lige skal kontakte

forældre for en snak og helst lidt sagte.

På selvangivelsen kan vi blot kigge

fortvivlet, for et fradrag gi'r det ikke.

Og skole-hjem-samtaler gør, at jobbet

som lærer ikke altid bliver stoppet,

hvor andre de går hjem. Og andre møder

da også visse aftener forsøder.

Den slags gi'r tillæg, men se, nej desværre,

blot ikke til den ædle skolelærer.

På lejrskoler drager vi med klasser,

og her er noget, som slet ikke passer.

Vi er på job i fem døgn, men aflønnes

for kun to døgn, idet det jo bedømmes, at lejrskoler er en ferie, næsten.

Jo, indimellem har vi fri, for resten:

Mens børnene de sover, kan vi tumle

os - men er som kørt over af en tromle.

Der kunne gives endnu fler' eksempler,

men før at ikke-skolefolk nu stempler

os som en flok af sure brokkerøve,

så sku' de altså lige tænke, tøve

og spørge sig, om de selv ville skyde

lidt tid og penge ind, så de ku' yde,

hvad jobbet kræver - og så spekulere

på, hvad de af egen lomme vil sponsere?

Fru Fischer