Eksamensperioden er fuld af stress, frustrationer, skuffelser, glæder og overraskelser.

Følelser, jeg - som så mange andre lærerstuderende - naturligvis også var igennem, da jeg før sommerferien med jævne mellemrum sad bag det grønne bord med lærer og censor bænket foran mig.

Ved eksamensbordet skal de lærerstuderende bevise deres værd som kommende lærere i den danske folkeskole. Nerverne fejler ikke noget i sådan en situation, og det er i grunden imponerende, hvor meget man kan nå at få sagt i løbet af den afsatte eksaminationstid, og i langt overvejende grad er overvejelserne planlagte, velvalgte og gennemtænkte.

Oplevelsen af en eksamination kan variere meget. De fleste kender til nervøsitet i de første par minutter, inden 'samtalen' (seminarielærere er vilde med at omtale eksamenssituationen som en samtale) rigtig kommer i gang. Når disse gyldne minutter er overstået, plejer adrenalinet at falde, og hjertet begynder at slå normalt igen. I reglen er både lærer og censor jo helt almindelige mennesker og ikke menneskelige slagtere. Følelsen af ro varer, lige indtil man igen står ude på gangen og venter, bævende og rystende, de skæbnesvangre minutter inden blåstemplingen - karakteren!

Sådan har det også været for mig til alle mine eksaminer på lærerseminariet. På nær én. I halvanden time pumpede adrenalinet derudaf, og min eksamensmakker og jeg havde en klar og meget ubehagelig fornemmelse af, at vores opgave var uinteressant og aldeles ligegyldig. Dette på trods af vores interesse for emnet og intensive arbejde og vejledning gennem mere end et år. Grunden til denne fornemmelse var, at censor under eksaminationen virkede fraværende. I de mest nærværende øjeblikke fik vi fornemmelsen af, at han pludselig var kommet i tanker om indkøbssedlen eller familiemedlemmernes julegaver . . .

Til voteringen undlod han ikke at gøre os opmærksomme på vores åbenlyse inkompetence som kommende folkeskolelærere, hvilket blev begrundet i hans usikkerhed om, hvorvidt vi selv havde skrevet opgaven. Den opgave, som han i øvrigt ikke havde haft tid til at læse! (Ifølge seminariets studieordning gives karakteren ud fra en helhedsvurdering af den mundtlige og skriftlige præstation).

På trods af vores kendskab til, at klagesager stort set aldrig falder ud til de studerendes fordel, lå der kort tid efter et klagebrev på rektors store skrivebord. Svaret på denne blev, at vi (og alle andre eksaminander på holdet) blev tilbudt reeksamen.

Denne er netop lykkeligt overstået. Både lærer, censor, jeg selv og min studiemakker var såvel fysisk som psykisk til stede i eksamenslokalet, hvilket gav en helt anden positiv oplevelse og ro.

Jeg ved, at vi ikke er de eneste lærerstuderende, der har følt sig uretfærdigt behandlet til en eksamen, men jeg ved også, at mange studerende ikke har overskud til at klage og tage en eventuel reeksamen.

Jeg har brugt 'Bagsmækken' på dette lille essay for at fortælle alle nuværende lærerstuderende, at det indimellem lønner sig at gøre opmærksom på en uretfærdig behandling. Yderligere bør alle lærere og censorer vide, at mindstekravet ved eksamensbordet må være, at situationen tages alvorligt. Selvom emnet måske ikke er et, der falder bedst ind i interessesfæren, er lidt engagement at foretrække frem for en ligegyldighed over for det, studerende eller elever har lagt et stykke arbejde i.

Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at love mine fremtidige elever, at jeg vil huske denne oplevelse, når de engang bliver budt ind til den grønne dug, og jeg sidder på den anden side af bordet som enten lærer eller censor.

Mette Hylleberg er lærer