Igennem de sidste seks års mange foredrag på skoler har jeg og andre antimobbestrateger stødt på et fænomen, som vi mest af alt må betegne som »hadeklasser«.

Hadeklasser er klasser, der er berygtede på lærerværelset. Vi kan forstå på beskrivelserne, at der er tale om meget »urolige, ekstremt støjende« elever, der ikke prioriterer og respekterer undervisningen. Børnene er tilsyneladende frække og fuck-dig-provokerende over for voksne. Der er konstant opslidende magtkampe mellem elevgruppen og den lærer (især vikaren), som forsøger at trænge igennem.

Vi oplever, at hadeklasserne er kendetegnet ved hyppige lærerskift, og det er en kendt sag blandt lærerne på skolen, at man helst ikke vil røre sådan en klasse med en ildtang. Det er ikke ualmindeligt, at helt nyuddannede lærere eller årsvikarer sættes på disse klasser, for at få årsplan-ligningen til at gå op. Nogle af dem må opgive både klassen og faget, hvilket er en trist arbejdsstart og en øretæver til selvtilliden.

Nogle skoler prøver at indføre sanktioner mod klasserne, der straffes med aflyste lejrskoleture eller fratagelse af andre privilegier. Sanktioner kan dog få den modsatte effekt. Elevmodviljen skærpes, og konflikterne løses ikke, men accelererer derimod. En elevgruppe, der står samlet og føler sig kollektivt urimeligt behandlet, har rigtig mange kræfter og kan køre en del lærere i sænk.

Nej, det er bestemt ikke en fornøjelse at være lærer i en hadeklasse ingen tvivl om den sag. Så er jeg ved pointen, for det er bestemt heller ikke en fornøjelse at være en underdog-elev i en klasse, hvor jungleloven har fået totalt frit spil. Rigtig mange mobbehistorier indeholder beretninger om skoleklasser, der passer sig selv og har mange, mange lærerskift. Jeg husker eksempelvis en tiårig dreng, der fortalte mig, at klassekammeraterne en klar frostmorgen forsøgte at hejse ham op i skolens flagstang. »Hvad sagde lærerne?« spurgte jeg. »Jamen vi havde ikke rigtig nogle lærere på det tidspunkt«, lød svaret.

Når elevgrupper ikke har noget positivt at samles om, erstattes tomheden nogle steder af udstødelseslege og udstødelseskultur.

Min påstand er, at hadeklasser er potentielle mobbeklasser, og tilsyneladende forværres situationen ved, at klassen som sådan også er udstødt hos lærerne. For elever, der mobbes, betyder det en forstærkelse af offerrollen og ensomheden, at der ikke er en »retfærdighedens vogter« til stede, der kender dem. For retfærdighedens vogter er jo læreren for især de små elever, og den rolle skal ikke undervurderes.

Jeg undrer mig over, hvor almindeligt, ja nærmest legitimt, det er at have hadeklasser. Der grines eller sukkes på lærermøderne, når en bestemt klasse nævnes, og det er som at trække en rådden nitte at få den på skemaet. Klassen stigmatiseres konstant af sådan en lærerværelseattitude. Måske betyder legitimering af hadeklasser, at skoleledelsen ofte har svært ved at træde i karakter og bliver ved med i én uendelighed og stik imod al logik at sende uerfarne lærerkræfter til de udhængte klasser. Hvorfor ikke planlægge mere dynamisk og rimeligt og hive en af lærerværelsets stærke potentialer (vi ved alle, hvem de er) over til at være klasselærer i hadeklassen og leve med den omrokering, det medfører? Hvordan skal det ellers lykkes at udfordre en kultur, som let bliver en selvopfyldende profeti. Nemlig at anse en given elevgruppe for fuldstændig uoprettelig.

Det er en relevant og nødvendig lærerudfordring at abstrahere fra klassefordomme og i stedet se det som en mission at få rettet op på forholdene. Det vil betyde en uvurderlig håndsrækning til de udstødte børn i hadeklassen, og det kan genskabe skolelyst hos børn, der har brug for succes på det felt.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur., forfatter og foredragsholder. Tilknyttet »Livsmodssekretariatet«