Bredsiden i en artikel »Hård kritik af lærerforening« i Jyllands-Posten den 2. september kunne nok give anledning til et øjebliks frustration.

Artiklen var under dække af objektivitet bygget op som en undersøgelse af, hvor mange gange DLF havde sagt nej til diverse skolepolitiske udspil. En sammenligning af listen over »nej tak«, »ja tak« og »tja«-svar skulle så godtgøre, at foreningen ingenting vil, når det kommer til stykket. Formanden og foreningen som helhed bliver vurderet af henholdsvis formand for KLs Børne- og Kulturudvalg Bjørn Dahl, professor Niels Egelund, formand for Skole og Samfund Thomas Damkjær, uddannelsesordfører for Venstre Gitte Lillelund Bech og uddannelsespolitisk ordfører for Dansk Folkeparti Louise Frevert. Disse personer skulle i artiklen være sandhedsvidner på, hvordan formanden og foreningen klarer de skolepolitiske udfordringer. »Formanden signalerer vilje til fornyelse og respekt, men det stopper, når han kommer tilbage til sin forstenede hovedstyrelse«, siger Bjørn Dahl, der mener, der er behov for et generationsskifte på de øvrige ledende poster i foreningen.

Louise Frevert mener, at DLF altid »sidder og bjæffer ude på fløjen« og »stikker en kæp i hjulet for en konstruktiv udvikling af skolen«.

Niels Egelund udnævner lærerne til at være »en betonklods for udviklingen af skolen«.

Det udvalgte panel udstiller et billede af en bagstræberisk forening med en formand, der taler med to tunger, og et bagland, der ikke vil være med til noget som helst.

Det var noget af en optakt til sidste uges kongres, hvor de delegerede som repræsentanter for »betonklodserne« ude på skolerne skulle opstille krav til overenskomsten.

Kongressen vedtog det til trods at stille krav til en ny arbejdstidsaftale med samme indhold som sidst. De krav blev til efter en meget grundig proces med inddragelse af medlemmer og kredse på baggrund af en indstilling fra en »forstenet hovedstyrelse«. Når kongressen på trods af manglende resultater af de forløbne forhandlinger opstiller kravet igen, er det ud fra et oprigtigt ønske om et opgør med det arbejdssyn, der ligger til grund for de sidste års arbejdstidsaftaler.

I stedet for opstilling af betonklodser på kommunikationens motorvej opfordres alle aktører omkring skolen til et fordomsfrit samarbejde om, hvor vi skal køre hen.

Det tjener ikke noget formål at udnævne andres valgte repræsentanter til »forsteninger« eller »stopklodser«, ligesom det er spild af kræfter at forsøge at fremmane et misforhold mellem formanden, hovedstyrelsen og baglandet. Måske irriterer det nogen, men der er nemlig enighed om den konstruktive linje, DLF har lagt.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg