Mit barnebarn, Natasja, er en tænksom pige. Hun går i 2. klasse. 'Der er noget, jeg synes er mærkeligt, bedstefar', siger hun. 'Der er mange, der siger 'min bedste veninde', men hvad så med alle de andre? Nej, jeg kan ikke rigtig forstå det'.

Hun har fat i noget. Man vurderer ikke sine medmennesker. På en handelsskole i Odense er det anderledes. Her har man indført personlig udvikling som fag, og efter et års forløb vurderes de unge menneskers udvikling efter 13-skalaen. Og endnu et udtryk for den autoritære pædagogiks renæssance: skolelederne går på kursus i 'værdibaseret ledelse', og på kursuscentret får de en ny udgave af de stress-modeller, managementfolkene forfølger lærerne med.

Jeg har det svært med de værdier, der farer rundt i systemet og gør os alle usikre. Er det sådan, at der i ly af 'værdierne' er en tidsånd, der er ødelæggende for menneskelige relationer? Der er gået inflation i begrebet, der under markedsøkonomiens vilkårtilslører den afgørende forskel på tingenes værdi og tingenes pris. Vænner eleverne sig til en livsstil, hvor det gælder om at 'konstruere sine egne værdier', der ikke handler om ansvar for hinanden, men om at gøre sig gældende i konkurrencen om uddannelse og arbejde?

Det er ulideligt, når politikere optræder som moraliserende pædagoger. Folk trænger til opdragelse, og konsulenterne indkaldes til at udvikle programmer for 'værdiformidling'. Og vil folket ikke makke ret, vælter man et nyt kvalitetsudviklingsprogram, nye indsatsområder og nye fokusområder ned over skolen - udkast til nye tusindårsriger, som skolen skal realisere. Den kollegiale drøftelse udsættes for stress, og vil lærerne ikke makke ret, så prøver vi igen.

Jeg vil ikke afvise, at politikerne kan have god vilje, og er tiden kendetegnet ved pluralistisk ligegyldighed, er det forståeligt, at undervisningsministre som Bertel Haarder og Margrethe Vestager tager initiativer til værdidebatter. Men den gode vilje fra systemernes top skal ikke være skolens ideologi. Vi har ikke brug for chefideologer, og der skal være mindst muligt papir mellem loven og det daglige arbejde. Politikernes ansvar er et andet. Natasja skal nok finde ud af det, når hun får svar i den samtale, hun tillægger betydning.

Anstrenger jeg mig for at være positiv, er interessen for værdierne vel udtryk for, at der er noget vigtigt, vi vil fortælle vore elever. Løgstrup foreslog, at man skulle overlade værdibegrebet til økonomerne og med et bedre sprogligt udtryk tale om det, vi tillægger betydning. Begreberne i folkeskolens formål er åbne og inviterer til samtale; der kan ikke udledes noget pædagogisk program af dem. Det er lærerne, der inden for læseplanernes vide rammer tilrettelægger undervisningen på baggrund af den professionalisme, der gør det muligt at påtage sig et ansvar.

Lærerens ubetingede opmærksomhed

Formålet med skolen handler dybest set om mennesket - men mennesket eller den personlige udvikling er ikke på skolens program. Vi må nøjes med at give forudsætninger - og hvad vi menneskeligt set tillægger betydning, kan kun fremgå ved den indirekte meddelelse.

Værdier skal gøre en forskel. Det, vi tillægger betydning, lærer os at skelne mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt, således som det sker i god undervisning. Ikke som moralisme, der vender sig autoritært mod den enkelte elev, men således som det kan gøres i undervisningens samtale. Jeg tror på, det er i den ikke-instrumentelle samtale, eleverne gør den afgørende erfaring, at vi tillægger ham og hende betydning. Eleverne skal opleve lærerens ubetingede opmærksomhed.

Værdierne må handle om den anstændighed, eleverne bør møde i skolen. Kultur er måden, vi behandler hinanden på. Værdier er ikke noget, man subjektivt kan vælge, men en etisk forpligtelse. Det ligger i sproget; det er gennem sproget, vi overfører skelneevnen til næste generation. Sproget er det intersubjektive medium for værdiformidling. Vi kan være uenige, men vi bør ikke tale mod bedre vidende. Vi kan arbejde for vore egne interesser, men vi bør ikke tilsløre dem ved ideologisk almengørelse af særinteresserne. Vi kan give udtryk for normer, men vi bør ikke hindre kritik af normerne. Natasja undrer sig over sproget: 'Der er mange, der siger 'min bedste veninde'', og så følger samtalen. Vi tillægger det betydning at give udtryk, at lytte og at svare.

Noget postmoderne vrøvl

Det hævdes, at vi ingen fælles værdier har, og vi derfor selv må 'konstruere vore egne'. Jeg mener, at det er noget postmoderne vrøvl. Det nytter jo ikke at proklamere, at vi må have nogle værdier, hvis vi ingen har. Værdierne er der allerede, og Natasja er på sporet af dem, når hun gennem den sproglige eftertanke når frem til sit forhold til kammeraterne. Men skulle man endelig skrive en liste over de fælles værdier, som vi i det mindste måtte være enige om, så er det vel de såkaldt demokratiske værdier, som ligger implicitte i god undervisning. Det er ikke retten til at gøre, hvad man nu har lyst til. Det er heller ikke retten til at gøre undervisning til parlamentariske øvelser - værdier er ikke en afstemningssag. Demokratiske værdier må være sådanne, somdukker op i samtalen, når viden sættes ind i ansvarsrelationer. Det er den samtale, hvor ytringsfriheden og mindretalsretten finder rum.

Til forskellige tider har vi tillagt forskellige 'værdier' betydning: Frihed, lighed og broderskab. Gud, konge og fædreland. Guds kærlighed og Danmarks lykke. Retten til frit at tænke, tro og tale. Det er imidlertid ikke sådan, at værdier enten mekanisk overføres eller mekanisk skifter med tidsånden - værdier overføres med sproget og den historie, vi fortæller, men i fortællingens rum finder nye tolkninger sted - af de samme værdier: Tro, håb og kærlighed. Den kærlighed, der ikke vil sit eget.-Holger Henriksen er tidligere studielektor

Man skulle overlade værdibegrebet til økonomerne og med et bedre sprogligt udtryk tale om det, vi tillægger betydning