Folkeskolen hører til blandt de vigtigste institutioner i vort land. For mig er folkeskolen det, der sker på skolen, mens børnene og de unge er der. Det er det, der foregår imellem børn, lærere og forældre. For mig er folkeskolen et stort antal øjeblikke, hvor lærere er i kontakt med børn, elever, forældre, ledere med flere. Det er 'det levede liv på skolen'.

Det levede liv viser, hvad det er for en skole. Tonen, lugten, stemningen, ånden, rummene, farverne, rengøringsstandard, lærernes og elevernes humør, udseende, kropssprog, sprog, lege, møder og så videre.

Skal noget på en skole ændres, er det dette konkrete, der skal ændres, og det er også det, man skal tage udgangspunkt i, når man skal foretage ændringer. Man kan have ideer, visioner og mål om fremtiden, og det er en forudsætning for at gå i gang med at ændre noget, men dette 'noget' er den virkelighed, der i øjeblikket er skolens, og den er begyndelsen til al ændringsarbejde.

Disse betragtninger er vigtige, fordi danske skoler i de kommende år skal ændres på mange måder. Der er behov for forandringskompetence, bevidsthed om forandring, refleksion og dialog om forandring, visioner, behov for viden og erfaring om, hvordan man kanarbejde med forandringer, for begreber om forandring. Ellers vil det forandringsarbejde, der kommer til at foregå, blive præget af tilfældigheder, blive styret af nogle få mennesker med en særlig politisk tæft, bestemte magtpositioner, af udefrakommende forhold og tilfældige begivenheder med mere. Men altså netop ikke af en udviklet og fælles bevidsthed på den enkelte skole om, hvad man er, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvor man vil hen med hensyn til en række vigtige dimensioner i det levede daglige liv på skolen nu og i femtiden, det vil sige pædagogik og samarbejde, ledelse og leg, dannelse og uddannelse, rummenes indretning og funktion med mere.

Man kan ikke arbejde med forandringer uden at have et forandringssprog. Man begriber med sit sprog; man begriber med sine begreber. Forandring finder sted i hjerner, hjerter, maver og fødder. Forandringsarbejde er derfor også sprogarbejde og biografisk arbejde. Det er at fortælle historier. Det er at forstå den situation, som skolen er i lige nu; at skabe fælles billeder af situationen; at bruge tid på at tegne og drøfte sådanne nutidsbilleder. Det vil i virkeligheden sige, at forandring ikke begynder med, at man foretager forandring, men med, at man forstår historien og den aktuelle situation, herunder udvikler det sprog, man skal bruge for at kunne tale sammen om det. Begynder man ikke med det, vil planlagte eller påtænkte forandringsprojekter ofte få heltandre forløb og resultater end forventet.

Det kan være svært. For eksempel fordi der er nogle, der temperamentsmæssigt er utålmodige. De vil forandring, næsten for forandringens egen skyld. Og samtidig er der andre, der er tilbøjelige til at blive i fortiden.

Begge tendenser kan være gode nok, og kan de komme til at skabe et konstruktivt spændingsfelt, kan der komme noget godt ud af det. Dominerer den ene tendens, kan det give slagside.

Når nutids- og fortidsbillederne er tegnet og drøftet, er tiden kommet til at spørge: Hvordan vil vi se ud om for eksempel fem år? Hvilke motiver, drømme og visioner har vi, og hvorledes kan vi i fællesskab udvikle nogle billeder af skolens fremtid? Når fremtids- og nutidsbillederne er klare, har man igen etableret et spændingsfelt, som det videre forandringsarbejde kan udvikle sig ud fra. Et spændingsfelt mellem noget, man er, og noget, man gerne vil være. Et sådant bevidst udviklet spændingsfelt repræsenterer et stort udviklingspotentiale og en mulighed for udvikling.

At arbejde i det spændingsfelt er at ændre det daglige liv på skolen. Det drejer sig blandt andet om holdninger, værdier, principper, hjælpemidler, møde-, undervisnings- og ledelsesformer, pædagogik og rumindretning. Det kræver ledelse og samarbejde. Det kræver samtale, dialog, konflikthåndtering, udredninger, høringer og sammenligninger. Det kræver vilje, evner, motivation, inspiration.

Det er forandringsarbejde.