Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I IT-medier florerer der historier om, at Internet Explorer kan blive en alvorlig trussel imod datasikkerheden, og desværre er der noget, som tyder på, at det er sandt.
Et af fremtidens store IT-sikkerhedsproblemer vil givetvis blive den almindelige bruger. Der fokuseres i stadig stigende grad på den enkelte brugers opmærksomhed omkring, hvor man surfer, og med hvilket program man surfer. Det er nemlig ikke ligegyldigt. Microsoft har netop indrømmet, at det er muligt at lægge programstrenge ind på uskyldige folks computere igennem Internetbrowseren Explorer (version 4-5). Man behøver intet at foretage sig, blot surfe på en 'forkert adresse'. Uden at foretage sig noget bliver ens computer således manipuleret. Man kan risikere at få slettet sin harddisk, installeret et hackerprogram, så en given hacker har fri adgang til eventuelt netværk og meget andet.
Microsoft Danmarks henstilling er, at man skal ændre sikkerhedsindstillingerne på sin browser til 'høj' for at undgå problemet (Explorers menulinie Vis - Internetindstillinger - sikkerhed). Det råd er hermed givet videre. Microsoft Hotmail tegner sig ligeledes for en fatal brist i sikkerheden. I den forløbne måned har det været muligt at læse og skrive fra alle hotmails e-mail-konti verden over. Der er tale om en brist i sikkerheden, der påvirker 50 millioner hotmail-brugere. Det er ikke vores hensigt at stemple Microsoft som upålidelig eller uansvarlig på softwareområdet. Men et verdensfirma af så stor en kaliber burde være foregangsbillede og vogte om den almindelige brugers datasikkerhed.