Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lone Dybkjær efterlyser en teknologikritik som grundlag for regeringens kommende IT-politik. Nærmere betegnet i form af kritiske indlæg til Dybkjær-rapport nummer to, kaldet 'Det Digitale Danmark'. Lone Dybkjær er formand, og rapporten er ved at blive udarbejdet nu.
'Der er ikke ret meget andet end ren teknologibegejstring på banen. Hvis vi skal forholde os til denne udvikling som andet end begejstring, så må der være nogen, der kommer frem med de teknologikritiske erfaringer, vi har fra de første fem år', siger Lone Dybkjær.
Kritik kunne være meldinger om bagsiden af IT-medaljen fra lærere, som kender til sagens kerne fra skolens inderside.
''Info-Samfundet År 2000' (Dybkjær-rapporten) var en god og nødvendig rapport, som selvfølgelig ikke løste alle problemerne, men skabte den nødvendige ramme for en diskussion', siger Lone Dybkjær.
'Jeg er ikke og kan ikke være ansvarlig for den efterfølgende IT-udvikling i Danmark', er svaret på problemet med, at 'Info-Samfundet År 2000' ikke er blevet fulgt af en teknologikritisk IT-diskussion, men blev startskuddet til det, der med Lone Dybkjærs egen formulering er forbrugerisme.
'Men også en helt nødvendig udvikling', siger hun.
Kostbare anbefalinger
Det aktuelle problem for 'Det Digitale Danmark' er, at Forskningsministeriet er løbet ind i lidt af en mur af tavshed fra dem, der kunne bidrage med teknologikritik.
Dette kunne tolkes i retning af, at kritikere så Dybkjær-rapporten som en opfordring til forbrugerismen. Hvorfor man ikke er tilbøjelig til dialog med den part, der har væltet en IT-bølge ned over landet - herunder skolen.
Der var nuancer i Dybkjær-rapporten, men den var også præget af vidtrækkende og, målt i kroner og øre, kolossalt dyre anbefalinger om brug af IT: 'Gennem folkeskolen må alle børn rustes til at beherske informationsteknologien', hedder det eksempelvis i starten af rapporten.
Der er mulighed for at få indflydelse på det sæt af nye IT-anbefalinger, som 'Det Digitale Danmark' barsler med, men det kræver, at kritikerne kommer ud af busken.
Forskningsministeriet har formaliseret adgangen til indlæg via ministeriets hjemmeside. Hidtil har der været fastlagt en række temaer. Det er her, kritikerne i stort omfang har holdt sig væk.
Det står enhver frit at skrive ind med kritik på papir eller elektronisk uafhængigt af fastlagte temaer. Med Lone Dybkjærs efterlysning af kritisk respons er der grund til at tro, at teknologierfaringer fra skolen vil blive gransket nøje.
Brug for lærernes indsigt
Som lærer kan det måske virke hæmmende for lysten til at rapportere, at indholdet af central IT-kritik kan være en konstatering af, at man har spildt et stort antal undervisningstimer på at lede efter manglende softwarelink, forbyttede kabler eller lignende.
Men denne type erfaring dokumenteret fra et antal lærere uafhængigt af hinanden må siges at være noget af det, der kan give en helt anden forståelse af skolens IT-realiteter.
Det er fiaskoerne, forbeholdene og lærernes indsigt i teknologiens begrænsninger, som Lone Dybkjær har brug for at høre om nu. Det kan tolkes som lydhørhed over for sådanne erfaringer, at hun siger, at hun ser sig som stående meget alene som politiker med IT-kritik.
'Jeg er en af de få politikere, der overhovedet løfter en kritisk røst, og føler mig som en af de få, der peger på en nuanceret holdning til udviklingen', siger hun.
Uden kritik bliver IT's skyggeside underspillet. I den situation er det et spørgsmål, hvorvidt regeringens kommende IT-politik bliver ude af trit med virkeligheden i skole og i samfund.
De kritiske lærere må frem hurtigt, hvis det skal nytte noget. Den planlagte fase for indlæg til 'Det Digitale Danmark' er ved at lukke nu, oplyser Lone Dybkjær.
Breve kan adresseres Lone Dybkjær, Det Digitale Danmark, Forskningsministeriet, Bredgade 43, 1260 København K. Man kan også e-maile på adressen: ddd@fsk.dk-Sebastian Swiatecki er freelancejournalist
Kritikkens time er kommet
Et par forslag til teknologikritiske IT-breve: Skriv til 'Det Digitale Danmark' om skoleerfaringer og indsigt, der peger i retning af mangel på pædagogisk relevans sammenlignet med indsats, pengeforbrug og skolens andre behov.
Skriv om teknik og programmer, der går i baglås. Eller om IT, der virker for sårbar og for kompliceret til, at det er anvendeligt i skolen - hvilket vil sige uden erhvervslivets voksne brugere samt systemvedligeholdere inden for telefons rækkevidde, koste hvad det vil.
Kom frem med problemer om nedprioritering af vigtige behov på grund af IT-udgifter.
Skriv om IT-forventninger, der gik i vasken, og hvad det så endte med. Skriv om alt det, IT har forvoldt af problemer.
Eventuelt med en kopi til Folkeskolen, men gør det hurtigt.ss