Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En af de såkaldte forventninger, som Lyshøjskolen i Kolding har opstillet til forældrene, er, at 'ferie i størst muligt omfang holdes i skolens ferie'.
Over 100 af skolens godt 600 elever holdt sidste år ferie en uge ud over skoleferien. Nogle holdt to uger eller mere.
Men er skolen ikke nødt til at være fleksibel i en tid, hvor begge forældre typisk arbejder på fuld tid og tryk? Hvor det kan være svært at få bare farens og morens feriekalender til at gå op i en højere enhed? Bør læreren ikke orientere hjemmet om, hvad klassen har på programmet i den ekstra ferieuge, så eleven siden kan indhente det forsømte?
Nej, mener lærerne. Jo, siger Skole og Samfund.
'Så skal jeg i hvert fald have privatlærerløn', siger Keld Andersen, klasselærer i 8. på Lyshøjskolen.
'Det giver hele tiden afbrydelser', siger John Danielsen, tillidsrepræsentant og formand for pædagogisk råd samme sted.
'Der er forskel. Hvis fire elever skal have fri, fordi de skal til Tønder Festival, så er det overdrevet', siger Birgit Holmgaard Rasmussen, klasselærer i første.
'Hvis man hele tiden vælger skolen fra, så er der noget galt med indstillingen i hjemmet', tilføjer Keld Andersen. Alle tre er i øvrigt gift med lærere.
Vi ved godt, det forstyrrer
'Jeg lytter til, hvad lærerne siger, men de må også følge med i udviklingen', siger landsformand for Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen.
'Vi ved godt, det giver forstyrrelser, når man tager sit barn ud af skolen for at holde ferie, men vi gør det ikke for at genere, men fordi det er den mulighed, vi har. Hvis alternativet er ikke at holde ferie sammen med sine børn, så er det måske et dårligt alternativ'.
Han mener, at skole og hjem bør overveje en ekstra ferieuge i dialog, men 'så må skolen respektere den beslutning, som bliver truffet i sidste ende fra hjemmets side'.
'Det vil sige, vi har selvfølgelig krav på en servicering. Så kan man altid drøfte lokalt, hvad det betyder - om man for eksempel får udleveret det, der bliver gennemgået, som man så selv læser med sine børn, eller bare har årsplanen'.
'Alle parter har en jo også en forventning om, at når en elev har været syg en uge, så kan man godt finde ud af at indhente det'.
Thomas Damkjær Petersen understreger, at hverken forældre eller Skole og Samfund er ude på at genere skolen, tværtimod er alle interesseret i at få 'den bedst mulige skole for både lærerne, børnene og klassen, og nogle gange betyder det så, at nogle forældre er nødt til at holde ferie uden for skoleferien'.
Lærerne mener, at der er noget galt med indstillingen til skolen så?
'Det kan være meget berigende for et barn at være på ferie med sine forældre og være sammen med dem på nogle andre vilkår end ellers, og hvis det kun kan lade sige gøre uden for skoleferien, så kan det være med til at give en bedre skolegang i fremtiden. Familien har fået nogle ting på plads og nogle fælles oplevelser, som går ind og styrker barnets selværd'.
'Jeg bliver nogle gange lidt harm over, at planlagt fravær skulle være så umuligt at tackle', siger Thomas Damkjær Petersen, der har fuld forståelse for, at lærerne indimellem er fraværende på grund af kurser og efteruddannelse.jvo