Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kirsten Bremer Hansen døde på Hillerød Sygehus den 11. august.
Kirsten Bremer er her ikke mere. Det er uforståeligt, men hvor har vi været heldige, os, der har kendt Kirsten.
Hun nåede at være lærer på Alsønderup Skole i 34 år. Et langt lærerliv er slut. Kirsten var en helstøbt lærer - af de sjældne. Hendes engagement og evne til at uddrage, hvad hun kunne bruge af blandt andet lærerlitteratur, gjorde at hun blev et med sit fag. Hun var fagligt dygtig - næsten ekspert på sine områder - og i ordets bedste betydning en helt igennem professionel lærer for eleverne og deres forældre og sammen med kollegerne.
Hendes evne til at analysere komplekse problemstillinger var beundringsværdig. Hun gav udtryk for sin mening, så man i samarbejdssituationer ikke var i tvivl om, hvad Kirsten mente. Og hendes kommentarer og synspunkter var aldrig overfladiske og ligegyldige, sådan fik Kirsten stor indflydelse på os alle.
Det passede Kirsten godt at være den, der skubber til folk, men med årene passede det hende også godt, at folk vidste, at det var hende, der skubbede. Det var ikke tilfældigt, at fru Bremer de sidste mange år var Kirsten.
På skolen og i lokalsamfundet vil vi mindes Kirsten som et dybt engageret menneske, som vi alle holdt af og havde stor respekt for.
Kollegerne på Alsønderup Skole