Hvis man analyserer de opgaver, info-samfundet stiller skolen over for, og som edb kan bidrage med at løse, sammenlignet med hvad der allerede findes af muligheder, så har man et værktøj til vurdering af behovet for computere i skolen.

Kort sagt, hvor meget behøver vi af edb for at ruste børnene til info-samfundet, sammenlignet med hvad vi kan nå af samme mål uden edb.

Analysemåden er velegnet til at vise, hvor IT-udstyr blot gør skolesystemet tungere og dyrere, men er overflødigt. Såvel som hvor der er et reelt behov for edb.

Se på e-mail, der kan blive skolens nye hit. Men hvad nu med brevskrivning og telefoni. Dette har jo længe været en mulighed - med samme basale pædagogiske funktionalitet, men billigere og lettere.

Derfor kunne man satse på breve og telefoni, hvis målet er at ruste børnene til kommunikation, hvad det er. Og hvis man ikke har råd til computere, hvad mange kommuner dårligt har.

Det er narreværk at ruste skolebørn til brug af specifikt software med de store omvæltninger, der hele tiden sker i brugerflader.

Foreslåede analysemåde er særdeles anvendelig over for alle de andre softwaretyper og IT-tiltag, som skolen angiveligt behøver under indtryk af den nye utopi, info-samfundet.

At kaste et kommende info-samfund op som et nyt mål for skolen er at anvende en lidt smart utopi. Idet ingen rigtig kan argumentere præcist mod dette. Fordi målet er fremtidssamfundet, som alle kun har en vag ide om.

Dette giver frit spil til at stå uimodsagt, når man opkaster store edb-behov for skolen med henvisning til utopien, info-samfundet.

Hvis IT-forkæmperne ville nøjes med at sige, at målet blot var at sikre en tidssvarende skole, så vil det være lidt lettere at have en fornuftig snak om, hvor deres ønsker holder, og hvor de reelt er udtryk for en gang teknologigas eller måske blot forfjamskethed over for fremtiden?

Ikke kun forbrugerisme

Man kan som Lone Dybkjær være chokeret over forbrugerismen, som fulgte i kølvandet på Dybkjær-rapporten fra 1994, herunder de massive edb-indkøb til skolerne, der stadig foregår.

Det hele bliver mere graverende af, at meget udstyr allerede anses som forældet af IT-forkæmperne.

Der findes et mere præcist bud på problemet end Lone Dybkjærs pegen på forbrugerismen, der jo tyder på forbrugeren eller industrikulturen som synderen:

Mange, der i 70'erne ville den helt store demokratisering af mediet med video, holdt den i årevis gående med, at grunden til, at det endnu ikke rigtigt var lykkedes at bruge udstyret til noget særligt, var, at man endnu ikke havde fået den seneste teknik-forbedring såsom en Time Base Corrector til 30.000 kroner.

Dette viste sig langt om længe at være et blålys, der dækkede over udbredte vanskeligheder med at bruge simpelt eller kompliceret videoudstyr til at lave substans - indhold af betydning.

Ud fra denne erfaring er det tydeligt, at det er mangelen på reel computersubstans, der driver brugere til fortsat at købe nyt, i et håb om endelig at få det lovede ud af teknikken - snarere end forbrugerismen.

Videospiralen gentages i skolen nu. Her er vi i gang med en bekostelig edb-teknik-spiral, år efter år.

Det er ikke forbrugeren, der er problemet. Det er edb-teknikkens manglende substans og de opblæste tanker om, hvad vi tror, vi kan og skal med edb, der er det egentlige problem. Brister illusionen aldrig nogen sinde.-Sebastian Swiatecki er freelancejournalist