New Zealand Herald, en stor avis i millionbyen Auckland, bragte for nylig en liste over 200 secondary schools (12 til 17 år). I tre spalter blev det opregnet, hvor stor en del af eleverne der havde fået topkarakterer, a-grades. Øverst lå en pigeskole, tæt fulgt af nogle privatskoler i den nordlige del af New Zealand, med mellem 33,7 og 20 procent.

I den anden ende var 30 skoler, hvor man slet ikke havde givet et eneste a. Tangaroa College, som denne artikel fokuserer på, lå tæt på bunden med 1,4 procent a-karakterer, og det ser jo ikke godt ud.

Tangaroa College, der ejes af staten som det store flertal af skoler i New Zealand, dækker fra 9. til 13. skoleår og har 716 teenageelever. Godt hver tredje af dem er samoaer, knap hver fjerde maorier - altså med etnisk baggrund i Samoa-øgruppen eller den oprindelige befolkning i New Zealand. I hver klasse er der højst én europæisk elev.

I den frie konkurrences navn sammenlignes alt i New Zealand, også offentlige og private skoler. Det kan være gode eller dårlige karakterer, som lægges frem. Eller det kan være de vurderinger, myndighederne foretager af alle skoler, og som forældre og medier går meget op i.

I 1995 og 1996 levede Tangaroa College fuldt ud op til sin status som 'sink school', taberskole. Vurderingen fra Education Review Office, et regeringskontor, sagde i 1995, at skolen var i farezonen. Året efter fortalte tv, at man her havde noget nær den ringest fungerende skole i hele New Zealand. For området, den ligger i, var så økonomisk og socialt belastet, at både lærere og elever var ved at give helt op.

Den sociale baggrund har ikke ændret sig meget siden: 30 procent af forældrene er arbejdsløse som mange andre ikke-europæere, der er blevet lokket ind til byerne, dengang, i 60'erne og 70'erne, den offentlige og den private sektor havde brug for ikke-faglært arbejdskraft. De blev så fyret i tusindvis, da nyliberalismen og privatiseringen slog igennem fra 1984.

I dag lever en stor del på overførsel og i huse, regeringen stiller til rådighed for dem, og mange af dem drikker for meget, spiser for meget, ryger for meget og har et alt for dårligt helbred. Børnene stopfodres med burgere, chips og tv. Noget aktivt forhold til skolen har mange af disse forældre ikke, alene fordi de selv har en dårlig skoleuddannelse og et begrænset kendskab til engelsk.

På skolen mærker man, ifølge leder Mike Leach, den sociale elendighed helt kontant: I 1998 alene var der 25 tilfælde af tuberkulose blandt eleverne. Andre lider af leverbetændelse. Tre læger kommer jævnligt på skolen for at dække behovet. Nogle få elever er blevet smidt ud på grund af narko og vold.

Elever hentes

'I dag har vi meget lidt vold', fortæller skolelederen, som trådte til 1999. 'Fraværet er faldet fra 15 til syv procent. Hvis en elev ikke møder op, ringer vi efter vedkommende, men virker det ikke, sender vi en ud for at hente eleven. Det hjælper'.

Han kommer hele tiden tilbage til, hvor meget det har betydet for skolen, at Fletchers Building, en byggegigant, efter tv-dokumentaren besluttede at bakke skolen op. To af pladserne i den 12 personer store skolebestyrelse er i dag besat af Fletcher-direktører. Og af en samarbejdsskitse mellem skolen og firmaet fremgår, at firmaet hjælper til på en række konkrete punkter: Administrativ rådgivning, bygningsmæssige forbedringer, kurser for lærerne, praktik og vejledning for eleverne, interessante gæster udefra og internationale kontakter, blandt andet videokonferencer med minoritetsskoler i USA.

'Vi føler ikke, at der for skolen er noget problem i at have en så tæt kontakt med et privat firma', siger Mike Leach og fortsætter, 'Fletcher er ikke ude i et højreorienteret, erhvervsvenligt ærinde, men er her kun for at hjælpe. Det er ikke usædvanligt, at firmaer her i landet tager et socialt ansvar, og jeg synes ikke, at Fletchers repræsentanter sætter sig på skolens bestyrelse. Det er snarere sådan, at de lytter og er til rådighed, når vi beder dem om noget'.

Tabere og vindere

En snak med medlemmer af hovedbestyrelsen for den lærerfagforening, der organiserer secondary school-lærerne, New Zealand Post Primary Teachers Association, viser, at Tangaroa College er en slags succeshistorie, som ikke er karakteristisk for hele den del af skolevæsenet i New Zealand.

'Vi har de seneste år oplevet, at skolerne mere og mere tænker og handler som forretninger, der konkurrerer med hinanden om markedsandele', siger hovedbestyrelsesmedlem John Laurenson. 'For nogle drejer det sig simpelthen om at overleve. Det var særligt slemt en periode, da der var frit skolevalg. Forældrene flyttede deres børn til de gode skoler i området. Det blev de dårlige skoler endnu dårligere af, og der skete en klar klasse-opdeling mellem dem. Det frie skolevalg er nu heldigvis blevet begrænset, så skoler kun kan tage flere elever ind, hvis de har overskydende kapacitet, men kreative forældre finder alligevel smutveje'.

De nye, skrappere betingelser giver ikke secondary schools meget overskud til at komme videre med de pædagogiske forsøg, der en tid gjorde skolevæsenet i New Zealand verdensberømt og trak masser af besøgende blandt andet fra Danmark. Mange af de skoler er i stedet blevet iøjnefaldende holdepladser for den sociale nedtur.-Karl Jack er freelancejournalist

Brug for privat støtte

Alliancer mellem skoler og private virksomheder er blevet almindelige og nødvendige i New Zealand. Selv om Tangaroa College på grund af sin placering i et meget fattigt område - og derfor får maksimal tilskud til lærerlønninger og drift fra staten - er der i høj grad brug for privat støtte. Forældrene bidrager, hvis de kan, med donationer på 50 dollars, omkring 450 kroner, hvert år.

Andre steder kan de være op til 500 dollars - altså for en skolegang, som i princippet er gratis. Og man skraber penge sammen via forskellige former for fundraising og indtægtsgivende aktiviteter, som både lærere og elever kan være med i, men der skal også, på Tangaroa College, skaffes 25.000 dollars årligt - knap 100.000 kroner - ad privat vej hvert år til skolens drift.

Men der gøres også meget ekstraordinært inden for skolens rammer - som strækkes ganske vidt:

En halv time hver dag arbejdes der med at lære eleven at lære.

Eleven vurderer skriftligt sin indsats hver dag i en personlig protokol og nedfælder nye personlige mål.

Enkelte elever eller små grupper støttes gennem personlig tutorordning og vejledning.

Der er tilbud om lektiehjælp (og gratis morgenmad) fra klokken 7.15 samt om aftenen og lørdagen.

Skolerne kan sortere

I New Zealand kan folkeskolerne frit sætte formen for adgangsbegrænsning. Det eneste krav er, at de skal offentliggøre deres kriterier for optagelse, og at kriterierne ikke krænker borgernes civile rettigheder. Det er ikke nødvendigt med ministeriets godkendelse af adgangsbegrænsningen.

Muligheden for, at forældrene kan yde skolebidrag, har givet skolerne en markant bestemmelse over, hvilke elever de vil lukke ind. I New Zealand sorterer de mest søgte skoler blandt eleverne ved for eksempel interview og frivillige gebyrer. En metode er at opkræve gebyrer for skoleuniform, pc, som hindrer adgang for elever fra fattige hjem. Der er således reelt kun frit valg for dem, der har råd.

Citat fra rapport om 'Det newzelandske eksperiment', som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og SID kom med i august 2001. Den er skrevet af Jens Asp fra AE og beskriver eksperimentets konsekvenser for skolerne, for sundhedssektoren, for det private og offentlige arbejdsmarked og for landets økonomi. Kan hentes på www.SID.dk