Jeg er utrolig glad for den opbakning til vores krav over for Kommunernes Landsforening, KL, som lærere over hele landet udviste forrige uge. I DLF har vi modtaget næsten 1.300 kopier af udtalelser, som er sendt til KL fra skoler over hele landet. På mere end fire ud af fem af landets folkeskoler har lærere altså været samlet og støttet op om, at der skal sættes en stopper for kommunernes muligheder for at give lærere urimeligt mange undervisningstimer med for lidt forberedelsestid. Med tanke på den meget stramme tidsfrist er det et imponerende tal, der viser, at lærerne ikke bare bekymrer sig om deres eget timetal, deres egen skole, deres egen kommune. Med udtalelserne har vi demonstreret, at solidaritet med de kolleger, som er mest pressede, stadig ikke er et fremmedord.

Den massive opbakning til vores pres på KL - også fra skoler, hvor man ikke er påtvunget de høje antal undervisningstimer - bør også få KL til at overveje situationen. Hvis KL mener det alvorligt, når den giver udtryk for, at lærernes arbejdstidsaftale skal understøtte den pædagogiske udvikling i folkeskolen, må den også have en soleklar interesse i, at der etableres et mere finmasket sikkerhedsnet, der kan sætte en stopper for sparelystne kommuners misbrug af aftalen. Og det må gøre indtryk på KL, at de professionelle - lærerne - så klart markerer, at der må være sammenhæng mellem de pædagogiske mål for undervisningen og lærernes mulighed for at leve op til målene.

Jeg går nu til KL for endnu en gang at opfordre til, at vi i fællesskab får løst problemet med lærerne med mange undervisningstimer. Og jeg håber, at I med jeres opbakning har skabt grobund for, at vi finder en løsning. Men uanset hvad kontakten til KL munder ud i, så har det glædet mig at se, at solidariteten og fællesfølelsen lærerne imellem stadig eksisterer. Og der er også grund til at være tilfreds med den handlekraft, vi som organisation har udvist. Det var en enighed hele vejen rundt i DLF's hovedstyrelse, der var baggrunden for, at alle kredsformænd kunne opfordre til møder på skolerne. Og der var kort reaktionstid, fra beslutningen blev truffet, til møderne fandt sted. Det krævede hektisk aktivitet på kredskontorerne og en hurtig indsats fra tillidsrepræsentanterne. Med den handlekraft fik vi demonstreret, at der ikke er langt fra ord til handling, og at vi på tværs af de daglige uenigheder, der unægtelig eksisterer, fungerer som en sammentømret forening, når det gælder.N