- Kong Sisyfos

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

NETopNU

fra den græske sagnverden led som bekendt den straf - for gudsbespottelse - at skulle trille en klippeblok op ad et bjerg, hvorfra den bestandigt trillede ned igen. Herfra har vi udtrykket sisyfosarbejde.

For nogle måneder siden, da jeg igen så gymnastiksale plastret til med rækker og kolonner af computere, randt dette sagn mig i hu. Sisyfosarbejde for de IT-tilsynsførende og pedellerne.

Sådan ville det naturligvis ikke kunne anskues, hvis der faktisk var fordele i det for flertallet af elever. Men er der det?

Kaster fænomenet ikke bare et skær af modernitet hen over en alt for traditionsrig prøveform - og bidrager til nogle elevers og voksnes tro på, at resultatet bliver bedre, fordi der skrives på en computer?

Kunne man ikke hævde, at det ved de skriftlige prøver i dansk ville være naturligt at kræve 'håndskrift', så længe dette fænomen endnu nævnes i læseplanerne.

Det ville i hvert fald sende et kraftigt signal om, at håndskrift skal tages alvorligt. Hvis det da skal tages alvorligt?

Så kunne man måske i stedet tilføje en prøve, hvor egentlige computerfærdigheder skulle demonstreres på en mere tværgående opgavetype. En type prøve, som tillader, at computerne bliver stående, hvor de står, og har den funktionalitet, de nu engang har. En mundtlig sekstimersprøve med centralt stillede opgaver?

Nogen i Undervisningsministeriet tænker garanteret dybt over disse problemstillinger, og det er vanskeligt; men den nuværende tilstand er farceagtig.

Det ville hjælpe betydeligt på tænkearbejdet, dersom alle skoler næste maj udviser civil courage og afholder prøver som i 1980.

De allerfleste elever kan forhåbentlig endnu skrive læseligt, eller er vi allerede kommet til digitaliseringens fase to?