Overskriften er et citat fra mange af de socialt udstødte forældre, jeg arbejder med i det daglige. Allerede ved første møde giver de fleste af dem udtryk for deres utilfredshed over for systemet, der i denne forbindelse også omfatter folkeskolen.

Jeg vil ikke dømme hverken forældrene eller lærerne, men for mig er det væsentligt, hvordan vi i vores daglige, pædagogiske arbejde lærer at se de socialt udstødte unge og familierne som mennesker i stedet for konstant at fokusere på deres svage eller problematiske sider, som mange af dem er trætte af at høre om.

Jeg skal ikke generalisere og sige, at samtlige folkeskolelærere ser socialt udstødte familier som et problem, men jeg må indrømme, at jeg gang på gang oplever, at både læreres og andre professionelles syn på disse familier ikke er særligt positivt.

Det er ikke altid nemt for lærere at håndtere de socialt udstødte unges problemer i skoleregi. Det kan skyldes mange forhold som manglende fællesbevidsthed om unges problemer, og det væsentligste problem imellem parterne er, at de taler forbi hinanden og bruger en enorm masse menneskelige ressourcer på at tale om unges problemer, men mine pædagogiske erfaringer i samarbejde mellem de socialt udstødte forældre og skolen viser ofte, at de mangler et væsentligt samarbejdsmiddel til at kommunikere sammen.

Jeg vil give et konkret eksempel, hvor jeg er bekendt med lærernes måde at håndtere de socialt udstødte unges problemer på:

Eksemplet er en ung, som har svært ved at klare sig fagligt og socialt i skolen og i situationer reagerer uhensigtsmæssigt over for sine klassekammerater. Prisen for den uhensigtsmæssige opførsel er ofte blevet betalt af den unge, uden at læreren har undret sig over, hvad de andre elevers andel er i denne sammenhæng, og hvorfor den unge reagerer uhensigtsmæssigt. Så kalder man den uskyldige unges forældres reaktion for voldsom imod den svage unge og vil akut holde forældremøde med den 'ustyrlige unges forældre'.

Til dette forældremøde vender samtliges, og ikke mindst lærernes, kritik sig imod den 'ustyrlige unges forældre'. I en sådan situation ved forældrene til den ustyrlige unge ikke, hvad de skal stille op imod den umenneskelige kritik imod dem og deres unge, og de har da også haft enormt svært ved at forstå lærerens kritik af deres unge i et 'offentligt forum', blandt andet ved et forældremøde.

De socialt udstødte forældres oplevelse af, hvordan de selv og deres unge bliver behandlet i skolen og til forældremøder, fører til, hvad jeg ofte hører de fleste unge og forældrene sige: 'Jeg hader folkeskolen'. Selvom de hader skolen, er der alligevel en interesse for at samarbejde med andre pædagogiske institutioner, fordi de er klar over, at de har behov for professionel hjælp i forhold til deres unges problem.

Gennem mit mangeårige arbejde med socialt udstødte familier og unge har jeg nået den erkendelse, at samarbejde og effektivitet i det pædagogiske arbejde med disse grupper kan lade sig gøre, i det øjeblik vi ser dem med et anerkendende menneskesyn, at de ud over deres problemer også har ressourcer i sig. I relation til de professionelle skal de blive ved med at holde fast i deres positive sider af sig selv, for at de kan bearbejde den negative opfattelse af folkeskolen og andre pædagogiske institutioner, som har været med til at præge udviklingen af deres negative selvopfattelse.

Jeg mener her, at det er en udfordring for lærerne at tage fat på at se, hvordan de via deres professionalisme kan være med til at minimere antallet af udstødte eller marginaliseringen af de socialt udstødte unge i folkeskoleregi.

Ahmet Demir er cand.pæd., familieterapeut og leder af Blæksprutten