Tre år undervejs

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1997 vedtog kongressen i Danmarks Lærerforening at udarbejde en professionsetik, der kunne bidrage til at øge kvaliteten i skolen, respekten for lærernes arbejde og dermed lærernes arbejdsglæde. På kongressen blev der blandt andet sagt, at 'vi leder ikke efter nogle regler, men efter nogle udsagn, nogle retningslinier, som skal debatteres, og som efterhånden kan indarbejdes som en del af vores tænkning og måden at udføre vores job på'. Siden fandt man ud af, at det ikke er en professionsetik med fastlagte regler, men professionsidealer, der er brug for. I sidste uge sendte DLF så et oplæg ud til alle tillidsrepræsentanter. Omkring efterårsferien udkommer oplægget som indstik i Folkeskolen. Til den tid er DLF klar med et kursusmateriale, som kan bruges som afsæt til debat om idealerne i kredsene. Derudover inviterer amtskredsene til en række medlemsmøder med Jørgen Husted som indleder. Herefter er det tanken, at debatten skal fortsætte i kredsene. DLF opfordrer dem således til at tage idealerne op på medlemsmøder i løbet af de første tre måneder af 2001.