Torben Lund Nielsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måske er det fordi Torben var to meter høj. Eller måske fordi han havde en høj basstemme, der kunne høres og forstås langt væk. Eller måske fordi han altid var den, som havde tid og ro efter arbejdsdagen til en snak. Måske fordi han med sit skarpe vid og lune humor kunne bringe situationer videre. Måske fordi det var sikkert, at når Torben havde elever, kunne undervisningen lade sig forløse hos den enkelte. Eller måske er det alt det andet, som Torben var. Men det føles så tomt omkring os, for Torben er ikke mere.

Torben kom til Tønder Kommuneskole fra Århus. Med sig havde han en vældig fond af viden fra sit skolepolitiske arbejde, og gang på gang når diskussionerne om alle de nye tiltag lukkede sig som en knude om os, kunne Torben med elegance åbne for nye muligheder. I hverdagen og ved festlige lejligheder blev han en del af vores forudsætning.

Efter en vinter med livstruende sygdom, der satte dybe mærker i helbredet, måtte Torben lade sig sygemelde, men vendte tilbage i foråret og genoptog lærerarbejdet i lavt gear. Vi glædede os over hans tilbagevundne helbred og markante tilstedeværelse. Men sygdommen havde ikke sluppet sit tag, og midt i sommerferien, den 16. juli, kom chokerende budskabet, Torben var død.

Vi tænker på Lis og hans to piger, Stine og Marie, som har mistet en ægtefælle og far. De har vor dybeste medfølelse.

Personalet ved Tønder Kommuneskole