Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ord på pension
Dagbladet Politiken har i sommertillægget løbende fortalt om ord, der er blevet sjældne, og som måske er på vej ud af sproget, for eksempel kålhøgen, hartad, storartet, knibsk, brødflov, kæfert, ørkesløs, ugleset, ufortrøden, brødnid, kry.
Læserne bliver ved med at indsende nye eksempler, så serien fortsætter.
Er man på pension, har man i allerhøjeste grad en eksistens, selv om man ikke har sit daglige arbejde. Sådan er det også med nogle ord. De fleste af dem er udkonkurreret af synonymer, altså af ord med næsten samme betydning. Men også kun næsten. Kvide og kummer betyder ikke det samme som sorg, upasselig ikke helt det samme som utilpas, bjærgsom ikke helt det samme som pengegrisk, trættekær ikke det samme som stridslysten. Og uafladelig smager ikke som hele tiden og fiffig ikke som smart.
En betydningsnuance eller en stilmarkør forsvinder med så at sige hvert ord. Ord betyder nemlig næsten aldrig helt det samme, selv om man kalder dem synonymer.
Skolen har også sine pensionerede eller pensionsmodne gloser. I min fars ellers pæne karakterbog fra Kolding Højere Almenskole, hvor et mg skulle svare til et ug i min (30 år senere), stod der ud for skriftlig tysk kommentaren 'skolestilene var tarvelige'. Det lo jeg meget af i sin tid. Tarvelig betød 'ringe, uacceptabel'. I mit sprog betød ordet 'nedrig, lumpen', hvis nogen yngre ellers kender de gloser.
I min karakterbog brugtes ordet flink i en anden betydning end ellers. Normalt betegner ordet noget sympatisk: 'han er en flink fyr', men i en karakterbog angav det, at man til fulde levede op til forventningerne, både hvad angik faglig kunnen og opførsel - et andet truet ord. Flittig og flink var et almindeligt ordpar; knap så morsomt var det for nogle at læse flittig, og kan måske blive flink.
Vidnesbyrdterminologien er nok et nærmere studium værd. Det udfasede ord mådelig levede længe som betegnelse for et meget lavt standpunkt, selv om dets betydning tidligere var 'passende, almindelig'. Så forstår man bedre, at det på Ørsted-skalaen var trinnet under godt (som jo gik hen og blev mindre godt) og temmelig godt (tg), som jo ikke engang i moderne sprogbrug er rimelig godt.
Professor Higgins
