Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De nykriminelle
En af de sidste dage i skolernes sommerferie føjede nationen endnu en kategori af forbrydere til den lange liste, som rummer alt fra rovmordere og alfonser til selskabstømmere og fartsyndere. Det skete, da 'Lov om dansk retskrivning' trådte i kraft.
Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt domstolene. Disse instanser har fra nu af pligt til at følge dansk retskrivning, som den er defineret af Dansk Sprognævn i seneste udgave af Retskrivningsordbogen.
Som bekendt skal skolen forberede sine elever til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et folkestyret samfund. For fremtiden må retskrivning derfor skulle indgå som en del af det kriminalpræventive arbejde i klasserne og i SSP-samarbejdet, så kommende generationer af politikere og embedsmænd kan udøve deres gerning på lovens grund.
Sprogkriminelle, som sætter pausekommaer eller skriver sætninger som 'AIDS erhvervet i et u-land gjorde, at han måtte opgive sit studie på et seminarie', behøver dog ikke at gå rundt i angst og bæven. Loven rummer ingen straffemuligheder, ikke engang over for sprogkriminalitetens ryggesløse bagmænd, medlemmerne af Dansk Journalistforbund.
Alligevel sætter skolens minister sin lid til, at loven får alle til at sætte en ære i at skrive så korrekt som muligt. Måtte evangelisten Lukas have ret i, at troen er det eneste fornødne.
Charivari