Det må være hårdt for de unge, der har små børn. Da jeg begyndte som lærer i 1962, var der aldrig nogen møder, og jeg rettede aldrig opgaver på skolen, fortæller Birgitta Svedin, 58 år. Hun har været lærer på Tallkrogens Skola i den sydlige del af Stockholm i 35 år og fulgt en udvikling, hvor stadig mere af arbejdstiden er flyttet fra stileretning hjemme på sofaen til møder og skrivebordsarbejde på skolen. For halvandet år siden accepterede hun den lidet attraktive post som tillidsrepræsentant, netop fordi de unge ikke orkede:

- Jeg kan jo bare gå hjem og lægge mig, når jeg får fri!

Alligevel kom det bag på hende, hvor hårdt det var - men samtidig sjovt. I Stockholm Södre, bydelen, som Tallkrogens Skola administrativt hører under, er skolerne ikke nået langt i deres forhandlinger om ny arbejdstid kombineret med skoleudvikling - til bydelsdirektørens store bekymring. Kriterierne for tildeling af individuelle lønstigninger er dog delvist på plads. Der er blandt andet penge til de såkaldte studieledere, som skal gå foran i udviklingen af skolen, til de edb-ansvarlige og til mentorer, det vil sige de lærere, der er kontaktpersoner for nyuddannede. Der er også en pulje til tillidsfolk - men den fik Birgitta Svedin ikke del i, tilsyneladende fordi hun som lærer på højeste løntrin fik rigeligt i forvejen efter den daværende skoleleders mening.

Inden den 31. marts år 2000 skal der findes en løn- og arbejdstidsaftale lokalt på skolen:

- Ellers er det rektor, der lægger ud, og vi får ingen lønforhøjelse - så det er både med pisk og gulerod, konstaterer Birgitta Svedin.

Hun tror, at de nye individualiserede lønsystemer på et tidspunkt vil give mere i tegnebogen til lærere i de naturvidenskabelige fag og matematik:

- De er svære at få fat i, for dem kan man bruge i industrien, siger Birgitta Svedin og kalder lønnen til nyuddannede lærere en vittighed:

- Skulle to unge nyuddannede mødes, begge med studiegæld, så er det virkelig svært at klare sig.

Tallkrogens Skole med 350 elever fra 0. til 6. klasse har fået ny leder, rektor kaldes det i Sverige. Han hedder Lars Ott og er kun 33 år - og ung må man være for at holde til det, synes Birgitta Svedin. Det er hans fortjeneste, mener hun, at hele skolens personale her i eftersommeren rejser to dage til en kursusejendom uden for byen for i fællesskab at finde en platform for, hvad de vil med Tallkrogens Skola. Først når skoleudviklingsarbejdet er på plads, skal skolen finde sin arbejdstidsmodel - som skal leve op til overenskomstens krav om, at der fra år 2000 ikke længere findes noget maskimumtal for den ugentlige undervisning.

Lige nu underviser Birgitta Svedin 26 timer om ugen - en time mindre end maksimum, fordi hun er tillidsrepræsentant. Men hun skal være til stede på skolen 35 timer om ugen. To eftermiddage om ugen er 'hellig tid', afsat til møder i lærernes konferencelokale.

- Da jeg begyndte som lærer, havde jeg 30 undervisningstimer - men det var jo helt anderledes dengang, der var flere deletimer. De er for dyre i dag, konstaterer Birgitta Svedin.

- Da jeg var nyuddannet, nejede mødrene for mig. Det var nærmest helligt at lære børnene at læse og regne - og så pludselig kom en tid, hvor man ikke skulle plage børnene med multiplikationstabellen, i hvert fald ikke højere end til fem gange fem. Men jeg blev ved, for når de suger til sig, så må man jo tage vare på dem - og nu er jeg jo egentlig blevet moderne igen!

Nedskæringerne, som altså blandt andet er gået ud over deletimerne, har efter Birgitta Svedins mening også medført noget positivt. Via massemedierne har forældrene fået større forståelse for lærernes vilkår, og det har betydet, at de bakker op og for eksempel stiller op, hvis de kan, når klassen skal på udflugt.

Birgitta Svedin lægger ikke skjul på, at hun er glad for, at hun lige nåede at blive født før 1939. Dermed undslipper hun den nye pensionsalder på 65 år og kan trække sig tilbage, når hun bliver 63. Hendes ryg er ødelagt af skader, hun pådrog sig i sine første lærerår, hvor hun krøb på knæ rundt på gulvet for at snakke med sine små elever, som sad på lave, dårlige skolebænke. Men selv om hun selv forlader skolen om fire år, er det alligevel med en entusiasme, at hun ser frem til opholdet på kursusejendommen:

- Vi skal finde på noget, som kan passe alle, og så må vi prøve det i et år. Det er vigtigt, at der bliver tid til, at det nye kan forankres, understreger Birgitta Svedin, som trods de forestående svære forhandlinger alligevel synes, at stemningen på lærerværelset er god, og samarbejdet mellem lærerne fungerer:

- Vi håber, at det bliver godt.