Der skal være fest på skolen. Rigtig fest med spil og lege for børn, forældre og lærere og med et stort fyrværkeri til sidst.

Ikke mindst fyrværkeriet optager de ni børn i Hjortdal Skoles børnehaveklasse. Selvom de til daglig går i skole få kilometer fra Jammerbugt og Skagerrak med det flotte lys, er fyrværkeri alligevel værd at kigge på, og for flere af dem er det første gang, de har mulighed for at se, hvordan sådan et bliver til i virkeligheden.

I flere dage har de derfor stillet spørgsmål og er kommet med bemærkninger om festen til børnehaveklasseleder Bente Jensen, og hendes svar har ikke gjort forventningerne mindre.

En formiddag midt i ugen samler hun børnene. De får udleveret papir og farvekridt.

- Vi skal snakke om festen, som finder sted på fredag. Det kan I godt huske, ikke?

- Jo!

- Hvad, synes I, er det mest spændende ved den? Svarene falder oven i hinanden, men de fleste lyder: Fyrværkeri.

- Fyrværkeri. Hvilket bogstav begynder det ord med?

- F, siger Niclas.

- Kender I andre ord, der begynder med F?

- Far, fortsætter han.

- Kniv, forsøger Lasse sig med, men man bliver enige om, at det nok ikke er rigtigt.

- Fisk, siger Mette.

- Skal vi prøve at tegne noget, der har med festen at gøre?

Børnene tegner, og bagefter går de hen til Bente og får skrevet ordet for det, de har tegnet.

- Så prøver vi at hænge lapperne hen til de andre på væggen og se på dem.

- Mette har tegnet en raket, og det står der her, siger Bente Jensen. Efter at have været igennem samtlige ni tegninger vender hun tilbage til tegningen med raketten. Denne gang holder hun hånden over tegningen.

- Kan I huske, hvad der står her?

- Der står fyrværkeri, siger Kristina. Nej! Der står raket, siger Mette. Det er min tegning.

Mette på seks år har ikke lært at stave til raket, men hun kan genkende ordet og har nu gjort en positiv erfaring med skriftsproget og lært noget om sammenhængen mellem det talte og det skrevne sprog.

Udgangspunktet for ordlegen i Hjortdal Skoles børnehaveklasse skal findes på en konference, som Foreningen for Tale- og Hørepædagoger i Folkeskolen arrangerede i forbindelse med sit 25-års jubilæum for et par år siden.

Tale-hørelærer Birgitte Glossing, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Brovst, var blandt deltagerne, og her hørte hun professor Ragnhild Söderbergh, Lunds Universitet, fortælle om sine erfaringer med at lære sit barnebarn at læse ved hjælp af læselapper. I første omgang blev Birgitte Glossing ikke overbevist om, at metoden var værd at spilde tid på, men da hun senere stødte på en artikel om læselapper, lod hun det komme an på en prøve. Og det har hun ikke fortrudt.

- For et år siden var der to sprogsvage elever i børnehaveklassen på Hjortdal Skole. Dem skulle jeg tage mig af, men i stedet for at tage dem ud af klassen, besluttede vi at lade alle ni elever arbejde med læselapper. Det har givet så gode resultater, at jeg er begyndt at bruge metoden andre steder. Blandt andet i forhold til et svært dyslektisk barn i en specialklasse og i forhold til tre sprogsvage børn i en børnehave. Hver gang har det været en succes. De dygtige elever har lært at stave nogle nye ord, og de mindre dygtige har generelt fået et bedre greb om sproget. Jeg er derfor parat til at droppe min skepsis over for læselapper, siger Birgitte Glossing.

Ragnhild Söderbergh er ikke den første, der har fundet på at bruge læselapper eller ordkort i læseindføring. For 200 år siden udgav en svensk reformpædagog et skrift med tilhørende trykte ordkort, som man kunne bruge, når småbørn skulle lære at læse, og i 1960érne blev metoden genopdaget af den amerikanske hjerneforsker Glenn Doman. Söderbergh er dog den forsker, der har haft størst betydning for, at metoden i dag praktiseres flere steder i Norden.

I Danmark har ph.d.-stipendiat Kjeld Kjertmann, Institut for Humanistiske Fag ved Danmarks Lærerhøjskole, som den første forsket i læselapper eller integreret sprogadgang, som han foretrækker at kalde det, når skrift og skriftsprog integreres fra småbørnsalderen.

Söderberghs forskning har vist, at mennesket har en mulighed for at tilegne sig det skrevne ord på et tidspunkt i tilværelsen, hvor hjernen tilsyneladende er mest sproglig aktiv, nemlig i to- til fireårsalderen, siger Kjeld Kjertmann.

Det indebærer nogle fordele for den samlede sprogudvikling, som man hidtil ikke har været opmærksom på. Børn med talevanskeligheder får et stabilt holdepunkt i de ordkort, den voksne skriver og taler med barnet om, fordi barnets svage auditive kanal får støtte fra den stærke visuelle kanal, når barnet kan se de nye ords grafiske struktur. Men også børn uden særlige vanskeligheder får udbygget og konsolideret deres samlede sprogudvikling.

- Når et barn står med et ordkort i hånden, hvor et for barnet kendt og positivt begreb er skrevet, bliver sproget fastholdt og synliggjort, så barnet tidligt oplever det som en genstand, man kan tale om. Det bliver en dagligt tilbagevendende handling at se på sproget udefra, og man behøver ikke senere træne barnet i sproglig opmærksomhed, for at det kan lære at skifte synsvinkel fra indhold til form, siger han.

- Synliggørelse af skriften kan blive en naturlig og afslappet del af samværet og dialogen med barnet, ligesom det er at svare på barnets spørgsmål eller fortælle noget. Man skriver ikke et ord på et kort, fordi man har planlagt, at nu skal det ordbillede læres, men fordi situationen og barnet lægger op til at beskæftige sig med lige netop det begreb og det ord her og nu. Man tilbyder altså blot barnet som noget helt naturligt ordet i dets synlige form. Der overhøres ikke.

I Hjortdal Skoles børnehaveklasse er gættelegen med festordene kun en lille del af arbejdet med læselapmetoden. Når lejlighed byder sig, leger man med ord og sætter ord på ting og begreber. Det vigtigste er måske, at hvert barn har en æske med sine egne ord, som man tager frem og snakker om. Ordene bliver blandet, og sammen med enten Bente Jensen eller Birgitte Glossing finder barnet ud af, hvad der står på den enkelte ordlap. Lapperne kommer også med hjem til barnets forældre, hvor der bliver snakket flittigt om dem. Forældrene er nemlig generelt meget interesserede i metoden.

- Vi har valgt at gøre tingene på en måde, der passer til det enkelte barn og klassens behov, så vores metode er ikke rendyrket. Den fungerer godt og kræver ikke meget tid, men forudsætningen er, at der ikke er for mange børn i klassen. Jeg vil tro, at grænsen går ved 12-15 børn. Er der flere, bliver det utilfredsstillende, siger Bente Jensen.

- Det betyder meget, at forældrene deltager hjemme, og at der er tid nok til at arbejde med læselapperne i klassen. Børnehaveklasselederen har meget om ørerne og kan derfor undertiden glemme at bruge lapperne, siger Birgitte Glossing. Hun mener, at børnehaveklassen er et godt sted at bruge metoden.

- Børn er mest sprogfølsomme i halvandet- til toårsalderen, men de har også en særlig sprogfølsom alder, når de er mellem seks og syv år. Derfor er det et godt tidspunkt at sætte ind, siger hun.

Kjeld Kjertmann mener, det ikke er nok i blind begejstring at indføre ordlapmetoden i sin klasse eller institution. Det er hele ånden bag arbejdet med børnene, der afgør langtidseffekten af en integreret sprogpædagogik.

- Den ramme, aktiviteterne indgår i, er afgørende for effekten. På skolen betyder det, at den placering, skriftsprogstilegnelsen og brugen af skrift har i hele skolens virke, er afgørende for læse- og skriveindlæringen. Har skolen ikke en samlet, reflekteret pædagogik på skriftsprogsområdet, hvad den burde have, så bliver det lærerteamet omkring den enkelte klasse, der er ansvarlig for at gøre skriften synlig i det daglige arbejde og bruge den i alle relevante sammenhænge. Det kan demonstrere, at alle har brug for og kan have glæde af at læse og skrive. Ikke træne for at lære, men bruge, så man lærer, det bør være målet, forklarer han.

Jan Kaare er freelancejournalist.

- Der står fyrværkeri, siger Kristina.

- Nej! Der står raket, siger Mette. Det er min tegning