Løn motiverer

Det er meget mere retfærdigt, at lærere får forskellig løn, alt efter hvor godt de gør deres arbejde, mener formanden for Lärarförbundet i Landskrona

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Alle gør det ikke lige godt - derfor er det mere retfærdigt, at alle heller ikke får det samme i løn«, mener Ingrid Persson, der er formand for Lärarförbundet i Landskrona i Sverige, der nu i ni år har haft individuelle lønforhandlinger for lærere.

»Individuel løn motiverer, fordi der er mere at stræbe efter, og man forstår sin egen løn bedre, men det kræver utroligt meget af chefen«, understreger Ingrid Persson.

Som fagforeningsformand er hun med til at fastlægge de kriterier, som lønnen gives efter, og som er kendt af lærerne. Det er skolelederen, der fastlægger den enkelte lærers løn efter en lønsamtale:

»Det vigtigste er, at lærerne er lige så indforståede med kriterierne som chefen, og når man forlader lønsamtalen, så forstår læreren, hvorfor lønnen er, som den er«.

Efter Ingrid Perssons mening skal lærernes løn fastlægges efter to hovedkriterier - hvordan de udfører kerneydelsen, altså deres undervisning, og hvordan de tager del i skolens udvikling.

Landskrona Kommune har besluttet, at man ikke kan forhandle Ny Løn, hvis man skifter mellem kommunens egne skoler - kun hvis man søger uden for kommunen, kan man sælge sig selv og sine kompetencer til højestbydende. Det kan altså også betyde, at hvis der er mangel på fysiklærere, så får de mere i løn.

»Markedet styrer - sådan er samfundet«, konstaterer Ingrid Persson. Hun erkender, at de svenske lærere ikke er blevet så højtlønnede, som hun havde ventet, da lønnen blev individualiseret, men hun er overbevist om, at det er gået bedre, end det ellers havde gjort.

»Højere løn betyder også højere status«.

kra@dlf.org