Det korte og indlysende svar på overskriftens spørgsmål er: ja.

Men hvorfor spørge? Lærere er jo netop mennesker, hvis profession det er at handle over for andre mennesker. Endda handle så indgribende, at det andet menneskes hele karakter og personlighed udvikles af det. Lærergerningen er måske netop dét, der næst efter forældreskabet kan gøre den største forskel for et barn. I hverdagens gøren og laden, tilvalg og fravalg gør lærerens handlinger forskel. Der er ikke noget »måske« eller »på en god dag« eller »en gang imellem«. Det gør altid en forskel for den enkelte elev, hvad læreren gør.

Så spørgsmålet affødes ikke af en undren over det konkrete arbejde som lærer, men over respekten for det at være lærer. En ting er, at det kan synes at være ret omsonst for en oppositionspolitiker som jeg selv at forsøge at handle i forhold til det regerende flertal. Omsonst eller ligegyldigt fordi der netop regeres i stedet for at findes løsninger, som bygger på reel dialog og gensidig lytten. Noget helt andet er, at der i langt mindre grad end forventeligt lyttes til lærere i den offentlige og politiske debat. Når det ligger i sagens natur, at lærere har meget, meget stor indflydelse på børn, burde det følge som negl på finger, at lærere også nyder stor offentlig respekt og derfor har en selvfølgelig og stor indflydelse på den offentlige debat, ikke mindst om skolen og dens forhold.

Nu vil jeg ikke bruge tid på at repetere de sidste års konstruktive bidrag fra Lærerforeningens side - og mange lærere som enkeltpersoner. Jeg vil heller ikke bruge tid på, hvor uretfærdigt lidt gennemslag det har haft på de gennemgribende forandringer, som det herskende flertal har gennemført. Det er fortid.

Det er tiden til at sætte en ny dagsorden for debatten om skole: En pædagogisk debat. De sidste mange års diskussioner har mestendels handlet om styringen og kontrollen med skolen, det, som foregår der, og resultaterne af det. En stærk og levende pædagogisk debat og deraf følgende inspiration og refleksion er det nødvendige værn mod de negative effekter af de gennemgribende forandringer, som er vedtaget, og som gennemføres i de kommende år. For det politiske flertals politiske handlen gør naturligvis også en forskel - om end det ofte forsøges underbetonet, hvad konsekvenserne er.

Den centrale styring af skolen gennem skriftliggørelsen, de bindende mål, de nationale test og offentliggørelsen af nationale præstationsprofiler, de forskellige kanoner og så videre risikerer ikke kun at gøre skolen mere flad i dens mål og ambitioner, den indebærer også, at en del af ansvaret for elevernes udvikling flyttes væk fra læreren. Der er mindre at tage stilling til, der er centralt fastsatte, bindende mål med en eller få dimensioner, og der er succeskriterier, der er målbare. Det kan føre til fortabelse af den forståelse af skolens opgave som omfattende hele barnet og både faglige, sociale og personlige kompetencer. Jeg håbede, at det var fastslået. Men jeg er slet ikke sikker. For de vedtagne forandringer kan have dybtgående effekter. Derfor behovet for pædagogisk debat. Også her gør handling en forskel. At tage ordet og begynde, deltage i og fortsætte en pædagogisk debat om, hvad vi vil, hvordan vi gør og hvorfor og med hvilke konsekvenser. Det er værdidebat og dannelsesdebat igen - og det i dens konkrete form.

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre