Det er lige det, jeg vil! Sådan tænkte Eigil Jensen, da han for tre år siden blev ansat som psykolog på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Herning.

Han havde siden starten på Silkeborg Seminarium i begyndelsen af 1980'erne ønsket at komme til at beskæftige sig med psykologi og børn. Gennem årene som lærer havde han været i kontakt med de psykologer, der kom på skolen. Han kendte derfor arbejdsforholdene.

Troede han.

'Mine forventninger var totalt unuancerede, og virkeligheden viste sig at være meget anderledes', siger Eigil Jensen. 'Jeg var ikke klar over, at arbejdet er så meget baseret på at træffe aftaler, og at der ikke er et fast arbejdsmønster. Min kalender er principielt åben og bliver så fyldt ud af aftaler. Det er der en masse gode ting ved og en masse farer. Alle folk appellerer til ens indsats, og man bliver presset til at arbejde mere, så det tit bliver for meget', siger han.

Det kom også som en overraskelse, at kontaktfladen er så stor.

'En lærer har måske 50 kolleger, og det er mange, men som PPR-psykolog kommer jeg rundt på mange skoler og mange institutioner. Der er en hel del arbejde med at finde ud af, hvordan skolerne fungerer, og hvordan arbejdsgangen er det ene og det andet sted. Det fyldte en del i den første tid'.

Flere er rejst

I Herning som mange andre steder påtager cand.psych.er og cand.pæd.psych.er sig de samme opgaver. Arbejdet er meget varieret lige fra koordinerende møder på de enkelte skoler og gruppesupervision på PPR til undersøgelsesforløb med børn, der har svært ved noget kognitivt, eller børn, der af en eller anden grund er kede af det eller har relationelle problemer.

'Vi har en grundig virksomhedsplan, hvor det er pindet ud, hvad der er kan- og skal-opgaver. Det er accepteret, at vi bruger vores tid på kan-opgaver som for eksempel et terapeutisk forløb, men skal-opgaverne er juridisk fastlagt, og de kommer derfor først. Vi kan være i situationer, hvor vi må sige, at vi ikke har tid eller overskud til en kan-opgave, fordi der er meget andet, som skal klares, der endnu ikke er nået'.

Eigil Jensen har personligt ikke haft svært ved at prioritere opgaverne, hvilket hænger sammen med den hjælp, han har fået gennem supervision og følordning. Det hænger også sammen med hans baggrund. Man er nogle skridt foran, når man har været lærer, fordi man kender arbejdsgangen, og fordi man er ældre end mange af dem, der kommer lige fra universitetet. Han har aldrig overvejet at skifte til et andet psykologjob, men flere kolleger er rejst i løbet af de tre år, han har arbejdet på PPR.

'De har gjort det af faglig nysgerrighed og for at fordybe sig i et snævrere fagligt område, men det spiller også en rolle, at nogle i PPR lader sig presse til at booke kalenderen mere, end godt er', siger han.

Hvad med Lønnen? 'Jeg ved, at der er ret store kommunale forskelle. For eksempel ligger Herning noget under Århus-niveauet, men jeg synes, at cand.pæd.psych.erne får en startløn, der er til at leve med. Det gør cand. psych.erne ikke. De ligger fra starten på et niveau, der kan få nogle til at tænke i andre erhvervsmuligheder'.

kaare