Hjemmesiden er den nye livsnerve

Vedsted Centralskole vil gøre sin nye internetportal til den centrale og vigtigste kommunikationskilde

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er lettere at skrive en mail til læreren om, at der er nogle problemer med mobning i klassen. Så kan man forblive anonym over for klassen og samtidig blande sig i andres konflikter, mener Morten Wendelbo, der går i 7. klasse på Vedsted Centralskole. 'Hvis der er noget, man ikke kan få sig selv til at sige til læreren, kan man sende hende en mail, og så bliver det ikke opdaget. Ellers bliver det altid opsnuset, hvis en elev snakker med læreren, og læreren så taler med klassen bagefter', siger han.

Vedsted Centralskole har lige haft premiere på sin nye internetportal. Og i modsætning til almindelige skolehjemmesider er det meningen, at portalen i løbet af det næste halve år skal blive livsnerven i al kommunikation mellem forældre, lærere, elever, skolebestyrelse, ledelse og lokalsamfund i landsbyen Birkelse i Aabybro Kommune.

Og det forventer Morten Wendelbo sig meget af. Når alle bliver vant til at bruge portalen, opstår der en ny og mere intim kommunikation per mail mellem elever og lærere, tror han. Ikke at portalen erstatter samtalen, men den kommer oveni - som en ekstra kommunikationsform. 'Det bliver rigtig meget nemmere med portalen. Jeg har svært ved at finde ud af sedler. De kryber tit ned under bøgerne i tasken og bliver væk. På den her måde kan jeg altid slå alting op', siger Morten Wendelbo. Han kan se, hvilke lektier klassen har for. Han kan tjekke kammeraternes skoleskema, så han ved, om de kan følges. Han kan undersøge, hvornår der er fodboldkamp i den lokale idrætsforening, og hvem der spiller på holdet. Endelig kan han skrive til elevrådet, hvis han kommer i tanke om et forslag tirsdag aften klokken 22.

Luft med det samme

Eleverne får hver deres logbog på nettet, som de selv bestemmer, hvem der kan kigge i. Der er en lektiebog, hvor læreren kan lægge opgaver ud til den enkelte, til en gruppe eller til hele klassen. Portalen skal også fungere som kontaktbog til forældrene. Endnu er portalen lidt en tom skal, der skal fyldes ud de næste par måneder. Skoleleder Freddy Thostrup har meldt ud, at han fremover vil bruge portalen til al intern kommunikation. Det betyder også, at han forventer og forlanger, at lærerne mindst en gang om dagen tjekker portalen for nyheder og indlæg. 'Med portalen får vi en lettere og større åbenhed udadtil. Lige fra skolebestyrelsen til den enkelte klasses arbejde. Skolerne bliver tit beskyldt for ikke at høre på gode råd fra forældrene - portalen giver folk mulighed for at få indsigt i, hvad vi laver, og en mulighed for umiddelbart at skrive deres mening. Det er nemmere, og det giver luft at gøre det med det samme i stedet for at vente på, at man møder læreren i Brugsen eller til næste forældremøde', siger Freddy Thostrup.

På hans skrivebord står en 17-tommers skærm, et ergonomisk tastatur, højttalere og en scanner.

Han er godt klar over, at ikke alle forældre har lige så gode muligheder for at gå på nettet hele tiden, men han regner alligevel med, at over 80 procent af forældrene jævnligt er på internettet. 'Hvis vi kan få forældrene til at have portalen som startside, så bliver det naturligt lige at gå ind og forholde sig til barnets skoledag. Så kunne vi slippe for de sedler, der ofte forsvinder fra børnenes tasker. Men det kræver, at forældrene tjekker portalen regelmæssigt. Jeg tror og håber på, at portalen skaber mere kommunikation mellem forældrene og skolen - og dermed også mere demokrati. Men selvfølgelig er der en masse hurdler, vi skal over i starten, al begyndelse er svær, det kræver, at vi får indarbejdet portalen som en del af hverdagens rytme', konstaterer han. De sidste 20 procent af forældrene, dem, der ikke har mulighed for at gå på internettet eller nægter at kommunikere på den måde, vil skolen stadig sende breve og sedler hjem til.

Skepsis forstummet

På lærerværelset blev det nye internetprojekt først mødt med en del skepsis. Lærerne tvivlede på, at udbyttet af portalen kom til at svare til den indsats, de skal lægge i at få den op at køre. Nogle er også bange for, at portalen i virkeligheden kommer til at give dem dobbeltarbejde. Men efter at den er kommet i gang, er den meste skepsis forstummet, vurderer Palle Frøstrup, der er lærer og ansvarlig for portalen på skolen. 'Det giver også lærerne indbyrdes nogle muligheder for, at flere holdninger kan komme til udtryk - andre end de to, der snakker hen over bordet til teammødet'.

Palle Frøstrup er klasselærer i 7. klasse, og sidste år var hans elever med til at bestemme farver og en del af indholdet på portalen. 'Eleverne, de går bare løs. Det er mere os andre - lærerne og forældrene - der skal vænne os til det'.

Palle Frøstrup har lige været på et længere kursus, de fleste andre lærere har kun haft et totimers minikursus i brug af portalen.

'Vi er ikke helt færdige med at finde ud af, hvordan den virker, og hvad vi præcist skal bruge den til', konstaterer han.

Da han skal logge sig på intranettet, må han først rode skoletasken igennem for at finde kodeordet. 'Det er lidt nyt endnu, så jeg kan ikke lige huske det. Men sådan holder det snart op med at være', siger Palle Frøstrup.

Vibe Halbirk er freelancejournalist

www.vcsk.dk

Portalen er udviklet i samarbejde mellem Aabybro og Hjørring Kommuner og Dafolo A/S under overskriften: Aktiviteter Børn Dialog og Demokrati. Portalen er støttet af det regionale it-fyrtårnsprojekt 'Det Digitale Nordjylland'.