Det er en udbredt opfattelse, at man ikke kan lære andre noget. Man kan kun lære sig selv noget. Dette forhold er banalt, men det kan virke problematisk set i relation til, at vi som lærere skal undervise vores elever i et bestemt fag på baggrund af nogle centralt opstillede mål. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan vi bedst kan undervise på en sådan måde, at den enkelte elev får mulighed for at lære sig selv noget, men vel at mærke i den retning, vi ønsker.

Jeg mener, at folkeskolens matematikundervisning skal bygge på dialogen som det bærende princip. I den dialogbaserede undervisning delagtiggøres lærer og elev i hinandens viden, erfaringer, holdninger og hensigter. Der åbnes mulighed for, at udenadslæren afløses af forståelse og indsigt, og eleverne motiveres og får større selvtillid, idet læreren tillægger elevernes bidrag værdi. Eleven gives endvidere et medansvar for læringen og bliver efterhånden mere socialiseret og selvstændigt tænkende og handlende. Lader man også dialogen foregå indbyrdes mellem eleverne, vil det faglige og personlige udbytte blive endnu større. Alle disse aspekter skaber en selvforstærkende positiv spiraleffekt i elevernes alsidige udvikling. I den dialogbaserede undervisning fokuseres på elevernes refleksioner, og læreren tager udgangspunkt i elevernes egne algoritmer. Dette indebærer, at læreren skal anvende en konstruktiv spørgeteknik:

Hvordan har du fundet frem til, at resultatet er . . .?

Hvad nu hvis du gjorde . . . i stedet for?

Hvordan hænger dit resultat sammen med . . .?

Hvilke andre metoder kender du til at løse . . .?

Idet læreren spørger nysgerrigt, kritisk og konstruktivt, bliver det elevernes potentialer og ikke fejl, der er i centrum. For at kunne tilrettelægge en fremadrettet undervisning er det naturligvis vigtigt også at analysere elevernes fejlslutninger - og disse kommer oftest først for dagen, når vi taler med eleverne.

Der kan være vanskeligheder forbundet med at føre dialogpædagogikken ud i praksis. Børn trives - ligesom alle os andre - bedst med forudsigelige rammer, da disse giver tryghed. Når lærer og elever i fællesskab bevæger sig mod en mere undersøgende undervisning, vil begge parter opleve uforudsigelighed og dermed risiko og midlertidig utryghed. Det er derfor afgørende, at vi giver både os selv og eleverne den nødvendige omstillingstid - og det kan være op til flere måneder eller måske flere år.

Undervisningsmaterialerne spiller en stor rolle for, om dialogen lykkes. De skal vægte den eksperimenterende undervisning højt og overvejende anvende åbent formulerede og problemorienterede opgaver. Er man nødt til at anvende et mere lukket bogsystem, bliver udfordringen at muliggøre dialogen på trods af arbejdet med lukkede opgaver for eksempel ved at stille spørgsmål til elevernes refleksioner og lade eleverne stille undrende spørgsmål til hinanden.

Den løbende evaluering er vigtig og bør overvejende foregå gennem dialog, hvor læreren får et indblik i elevens tankegang og matematiske begrebsdannelse og derved et bedre udgangspunkt for at tage afsæt i den enkelte elevs behov og forudsætninger. Det kan umiddelbart virke uoverskueligt at organisere en mundtlig evaluering, men i overgangsfasen kan de nyere skriftlige testformer anvendes, idet disse fordrer, at eleverne redegør for deres tankegang skriftligt eller billedligt.

Jeg håber, at flere lærere, efter at have læst denne artikel, tør vove sig ud i ukendt land og undervejs forholde sig eksperimenterende og reflekterende i forhold til deres egen undervisning. Jeg opfordrer samtidig til, at flere lærere vil videregive deres erfaringer i såvel mindre som større fora, så både vores nyuddannede og erfarne kolleger kan få ny inspiration. Derved bliver det muligt at højne kvaliteten af undervisningen, hvilket vel må siges at være det egentlige mål, som vi alle sammen bør stræbe efter.

Kommentarer kan rettes til: mette.saaby.nielsen@skolekom.dk

Lærer