Karin klædt på
Nyuddannede Karin Jørgensen løb med hovedpræmien i Folkeskolen.dks sommerquiz
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu bliver det svært for eleverne i 1.-klasserne på Kastrupgårdsskolen på Amager at stille spørgsmål, som deres lærer Karin Jørgensen ikke kan besvare. Hvis hun ellers kan holde dem hen til næste dag, kan hun nemlig slå svaret op på stort set hvad som helst i Den Store Danske Encyklopædi. Karin Jørgensen blev vinder af hovedpræmien i den store sommerkonkurrence på www.folkeskolen.dk
Et gammelt leksikon blev kasseret hjemme hos Karin, inden hun tog ind til forlaget Gyldendal Uddannelse for at få overrakt den store præmie, 20 bind til en værdi af 20.000 kroner, tre dage før sin allerførste skoledag på Kastrupgårdsskolen. Og hun var ikke engang nervøs:
'Jeg glæder mig - jeg har holdt møde med mit nye team i går, og jeg kender skolen fra min praktiktid, og de kender mig'.
Computeren har også trukket vinderne af to andenpræmier blandt de 1.273 deltagere i sommerquizzen.
'Det er da simpelthen herligt med en ny cykel, når man er på Statens Uddannelsesstøtte', lød det fra Signe Ingeborg Brandt, lærerstuderende fra Vesterbro, som nu kan vælge sig lige den cykel, hun kan tænke sig, fra den danske cykelproducent Winthers katalog.
I den anden ende af landet, i Bedsted i Thy, var der lige så stor jubel, selvom lærer og it-vejleder Mari-Ann Mikkelsen har en ret ny cykel. Hun vælger nemlig i stedet en lækker herrecykel, og så er fødselsdagsgaven til hendes mand reddet.
Konkurrencen er slut, men klik alligevel ind på www.folkeskolen.dk og prøv at oprette dig som bruger. Så kan du få mails med nyheder om pædagogik, skolepolitik, lærernes arbejdsmiljø, løn og arbejdstid, eller hvad der lige præcis interesserer dig, og deltage i debatten med andre lærere. Her kan du også finde de rigtige svar fra konkurrencen.