En dum gås er måske ikke så dum endda. I hvert tilfælde ikke når den optræder i flok. Skolen kan lære en del om gæs på træk.

'Gæs flyver i v-formation for at gøre luftmodstanden så lille som muligt. Det får den forreste gås ikke noget ud af. Den må betale fuld pris. Derfor bytter gæssene plads med jævne mellemrum. Det giver lederen tid til at slappe af og til at reflektere over sit lederskab', siger Siv Their, der er doktor i voksenpædagogik og docent i ledelse og organisationsudvikling på Helsingfors Universitet.

Hun mener, at skolelederne mindst hvert femte år bør fritages for deres job i et halvt år, så de kan få tid til at læse faglitteratur og til at studere, hvordan arbejdslivet udvikler sig i det samfund, der omgiver skolerne. Det vil gøre det lettere for dem at finde ud af, hvad det er for en fremtid, de skal forberede lærere og elever på.

'Vi kan reagere på to måder, når forandringerne går så stærkt, at vi ikke længere kan fastholde rutiner og standardløsninger. Vi kan vente med at ændre os, til vi er pressede til det. Eller vi kan være på forkant og justere undervisningen, inden behovet opstår', siger Siv Their.

Hun er ikke i tvivl om, hvilken vej folkeskolen bør vælge.

'Skolen bør være fremsynet. Det er den ikke i dag, og det er ikke skoleledernes, men politikernes skyld. Politikere tænker kun frem til næste valg og ikke på den fremtid, eleverne skal fungere i om 10, 20 og 30 år. Derfor afsætter de ikke tid til, at skolelederne kan følge med i den måde, samfundet udvikler sig på', siger Siv Their, der har gæstet Danmark i forbindelse med en konference.

Lederen taler i billeder

Vi har endnu ikke set, hvad fremtidens job kommer til at gå ud på. Det gør det svært at udvikle de rigtige kompetencer. Derfor skal skolen forberede eleverne på, at de skal være parate til at forandre sig.

Men det handler ikke kun om eleverne. Også lærerne skal tilpasse sig de nye tider, og det er lederens ansvar at lede deres forandringsvilje. Det kræver, at han har indsigt i voksenpædagogik, mener den finske lederekspert.

'Når nutidens skoleleder skal styre udviklingen af lærernes kompetencer, får han en pædagogisk rolle, som er helt anderledes, end når han står over for børn. I modsætning til børnene stiller voksne først spørgsmål ved, hvorfor de skal lære noget bestemt. Dernæst vil de sige: 'Det har vi allerede prøvet - det går ikke. . .'', siger Siv Their.

For at komme over den hurdle skal skolelederen rejse billeder for de ansatte, så de kan se for sig, hvor han vil bringe dem hen.

'Ofte ved folk ikke selv, hvad de har brug for. For eksempel vidste ingen, at de havde brug for en telefax, før den var opfundet. Så når lederen går til sine medarbejdere, skal han være velforsynet med argumenter. Og dem får han fra den verden, der omgiver ham. Derfor skal han have tid til at studere, hvad omverdenen forventer af skolen, så han kan justere skolens tilbud. Han skal hele tiden holde sig for øje, hvordan skolen skal se ud om to, fem og syv år'.

Siv Their understreger, at det virker stimulerende, hvis lederen kan skabe en vision, der får de ansatte til at sige: 'Hvor kunne det være godt, hvis vi lærer det her'. Med andre ord skal lederen kunne forklare lærerne, hvorfor det er nødvendigt for dem selv og for skolen, at de lærer at arbejde på en ny måde.

'Voksne har brug for at kunne se et behov, et mål og en mening med det, de skal lære. Det behov har børn ikke. De lærer pensum, fordi læreren siger, de skal'.

En anden forskel er, at voksne har sværere ved at huske.

'Vi voksne har brug for at diskutere det, vi lærer, for at det kan bundfælde sig. Men hvor mange ledere kalder en lærer ind på kontoret 14 dage efter et kursus og spørger, hvad hun har lært, og om der er noget, han som leder bør forandre?'

Tre typer af lærere

Skolelederen skal sørge for at variere sine argumenter, når han skal overbevise lærerne om, at de er nødt til at udvikle deres kompetencer. Det skyldes, at mennesket reagerer forskelligt på udsigten til forandringer.

'Nogle søger trygheden og har ikke lyst til at forandre sig. Heller ikke selv om de bliver belønnet med 1.000 kroner mere om måneden eller får lederbeføjelser, for de bryder sig ikke om forandringer. Derfor er de imod EU ud fra devisen: 'vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får'. Så når forandringerne truer, vil de spørge: 'Hvordan skal det gå for lille mig?''.

'Lederen må overbevise dem om, at de opnår tryghed på længere sigt, hvis de forandrer sig nu', siger Siv Their og understreger, at det ikke kun er ældre mennesker, der har det sådan. Gruppen omfatter alle aldersgrupper.

En anden type har det lige omvendt. De bider på argumentet om økonomisk gevinst, og deres standardspørgsmål lyder: 'Hvad får jeg for det?'

'De er meget ambitiøse og lærevillige, og de går op i status og titler og er klar til at tage på ethvert kursus - især hvis materialet er på engelsk'.

Disse mennesker kan også være imod EU, men det skyldes ikke, at de er imod forandringer. De har andre argumenter for deres skepsis.

Den sidste type er også parat til forandringer, men ud fra mere idealistiske grunde. Han søger efter udfordringer i jagten på meningen med livet. En type, Siv Their betegner som den livskvalitative.

'Der er tale om meget aktive mennesker, der ser udvikling som en velsignelse, hvis man ellers husker at tænke på konsekvenserne for miljøet. Og de kræver atmosfære og samspil på arbejdspladsen. Ellers skrider de'.

Samarbejde skal genopfindes

Ud over at skolelederen skal bruge forskellige argumenter over for de tre typer lærere, skal han have dem til at arbejde sammen. For det er her, de gode ideer opstår, mener Siv Their.

Men det er lettere sagt end gjort, for industrisamfundet har taget livet af det samarbejde, folk havde opbygget gennem flere tusinde år i landbruget.

'Ingen kendte til arbejdet på en fabrik, da samfundet stod på tærsklen til industrisamfundet. Derfor delte man produktionen op i små enheder og lærte folk, præcis hvad de skulle lave hvert sted. Det har vi så overført til resten af samfundet, som vi deler op i små kundskabsenheder. Så hvis man er uddannet i økonomi, ved man ikke noget om de andre grene af samfundet. Det gør det svært for os at forstå hinandens fagsprog', siger Siv Their og tilføjer, at det er nødvendigt at genopfinde samarbejdet.

Teamsamarbejde og projektarbejde er eksempler på, at der allerede er en udvikling i gang.

'Der er ingen tvivl om, at vi fremover selv skal kunne planlægge vores arbejde, vi skal kunne forklare andre, hvad vi mener, og vi skal kunne samarbejde. Det kræver, at vi med åbent sind lytter til, hvad andre har at sige, og at vi respekterer andre for deres viden og kundskaber. Alt det må lærerne sørge for, at eleverne øver sig på i skolen'.

Lærere kan også lære af gåsen

Det kræver, at lærerne selv tror på, at det nytter at forandre sig, og er parate til at hjælpe hinanden. Derfor indebærer samarbejdet også, at de skal bakke deres skoleleder op. Lærerne kan passende tage ved lære af den larm, gæs laver, når de flyver hen over himlen, mener Siv Their.

'For at sikre at den forreste gås ikke bliver ensom, råber alle de andre hele tiden: 'Vi har brug for dig, vi har brug for dig'. Ellers risikerer de, at den begynder at tænke: 'Hvad laver jeg egentlig heroppe foran? Har jeg en flok med mig eller hvad?' På samme måde bør vi mennesker bakke vores ledere op, så de tør tage store beslutninger', siger Siv Their.-Henrik Stanek er freelancejournalist