Der er helt stille i 7.b's klasselokale. Det eneste, man kan høre, er den svage summen fra akvariets luftpumpe.

Tre piger sidder på en række ved siden af hinanden og skriver i deres skrivehæfter. Klokken er halv ni om morgenen på New Brighton School i byen Christchurch i New Zealand. Undervisningen begynder først klokken 9.00, men eleverne må gerne komme en halv time før for at lave lektier.

De 27 elever i klassen har fået til opgave at skrive en historie om den netop afsluttede ferie. Opgaven er beskrevet på tavlen; historien skal besvare spørgsmålene hvem, hvad, hvornår, hvor og hvorfor, og hvert spørgsmål skal besvares med mindst fem helsætninger.

Kirsten er en af de tre piger, der er mødt tidligt, men det er ikke, fordi hun synes, at opgaven er spændende.

'Det er kedeligt at skulle skrive så meget. Nogle dage skriver vi kun en lille smule, men det er kun, når vi er meget heldige', siger hun.

Lidt efter lidt dukker flere elever op. Børnene kan gå direkte ind i klasselokalet fra skolegården. De fleste bliver siddende udenfor, indtil deres klasselærer Sharon Robertson eller Mrs. Robertson, som børnene kalder hende, ankommer.

Lærer selv at tage ansvar

Da alle er kommet ind og har fået sat sig på deres pladser, beder Sharon alle dem, der har lavet deres hjemmearbejde, om at række hånden op. Det er cirka halvdelen. Bagefter skal alle de, der ikke har skrevet historien færdig, række hånden op. Sharon ser ikke overrasket ud, og hun kommenterer heller ikke antallet af de oprakte hænder.

'I skal give jer selv to karakterer for opgaven, en karakter for indholdet og en for præsentationen', fortsætter hun.

Den karakterskala, som børnene skal bruge, står også beskrevet på tavlen. Skalaen går fra et til fire. Et ettal betyder, at opgaven skal skrives om, to betyder okay, tre får man for et godt stykke arbejde, som dog kan blive bedre, mens firetallet opnås for et kvalitetsarbejde, eleven kan være stolt af.

De næste 15 minutter skal bruges til at tegne en forside til opgaven.

Børnene får besked på, at det er et stillearbejde. Der må ikke snakkes overhovedet.

Meningen med, at børnene skal give sig selv karakterer, er at motivere dem til selv at tage ansvaret for deres arbejde, forklarer Sharon til journalisten, mens børnene tegner.

Allerede fra det første skoleår, hvor de newzealandske børn er fem år, begynder de at give sig selv karakterer for deres opgaver. I begyndelsen bruger de ikke tal, men tegner ansigter, som enten er glade eller kede af det, for på den måde at illustrere, om børnene er tilfredse med det, de har lavet.

Sharon fortæller også, at det er helt normalt, at kun cirka halvdelen af klassen har lavet deres lektier. Men det skyldes for en stor del familieforholdene. New Brighton er en af Christchurchs mest socialt belastede kvarterer med en høj arbejdsløshed.

Klokken 9.30 står der fysisk træning på skemaet. Klassen stiller op på en række i skolegården og begynder efter instruktioner at lave strækøvelser. Bagefter går klassen 'powerwalk' over til forhindringsbanen, som minder om en træningsbane ved militæret. Sharon står i midten og kommanderer sine tropper rundt.

Efter to runder på forhindringsbanen er det direkte tilbage i klassen, hvor der står matematik på skemaet. Klasserne bliver nu splittet op, så elever på samme niveau bliver sat sammen. Det er ikke kun de enkelte klassetrin, der bliver mikset, men flere klassetrin. Hele skolen har matematik på samme tidspunkt, for at de meget dygtige elever kan blive flyttet op på et højere klassetrin. Aldersforskellen på eleverne i en klasse kan på den måde være helt op til tre år i de naturvidenskabelige fag.

Orddiktat som for 25 år siden

Jeg vælger at besøge klassen for elever med 'special needs', hvor jeg bemærker en pige, som sidder med ryggen til både tavlen og resten af klassen, selvom læreren er i gang med at undervise.

Bagefter får jeg forklaret, at Narkita kun er et af mange børn på New Brighton School, som har fået diagnosen hyperaktiv. I denne klasse er der hele fire, som alle sammen får medicinen Ritalin mod hyperaktivitet.

Narkita har en lang historie med adfærdsproblemer, fortæller læreren og viser mig hendes journal. Af den fremgår det, at pigen ikke følger instruktioner, er ikke-føjelig, afbryder, har en lille arbejdsevne, mangler tillid, er rimelig intelligent, men svarer alligevel nogle gange højt, uden at læreren har spurgt hende, og så bander hun meget på legepladsen. I journalen står der, at Narkita skal gennemgå et psykologisk program, der hedder Anger Management.

I den næste lektion, klokken 11.00, er eleverne igen tilbage i deres normale klasser. 7.b arbejder med grammatiske øvelser i øvehæftet 'Writers Workshop'. Klokken 11.30 er der orddiktat. Det foregår nøjagtigt, som da jeg selv gik i folkeskolen for 25 år siden. De, der har mere end ti rigtige, får lov til at lave øvelser med maori-sprog, som er det sprog, den oprindelige befolkning i New Zealand taler. Resten får en ny orddiktat med lettere ord.

Klokken 11.50 samles udvalgte elever fra alle de ældste klasser til Mediator-træning. Det er et kursus i at løse konflikter i skolegården for at undgå slåskampe. Mediatorerne får et mærke på deres tøj, så de andre børn kan bede om deres hjælp, hvis der er optræk til ballade.

Den lange frokostpause på en time starter klokken 12.30. Eleverne i 7.b går ud i skolegården for at spise deres madpakker undtagen ni af dem. De skal blive i klasselokalet for at skrive deres feriehistorie færdig.

Trætheden melder sig

Efter frokost står der en halv times frilæsning på programmet, hvor eleverne læser bøger. Jeg lægger mærke til to drenge, Neville og Phillip, der sidder med nogle ungdomsblade med masser af billeder og tegneserier. Da jeg spørger, hvad det er, de læser, får jeg svaret, at de ikke læser, men kun ser billeder. 'Jeg læser aldrig. Det er kedeligt', siger Phillip. Jeg spørger, om de kan læse, og får et stort smil og et kort svar: No.

Dagen slutter af med en halv time, hvor børnene sidder og tegner. Det er ikke det store, der bliver produceret. Jeg har indtryk af, at hele klassen er udgået for energi, men det er også meget varmt.

Om det er varmen eller skolen, eleverne er mest trætte af, er svært at sige, så næste morgen spørger jeg dem, hvad de synes om at gå i skole. Flere svarer, med en vis undren i stemmen: 'Fordi vi skal'. Karlena uddyber sit svar en smule: 'Hvad skulle vi ellers lave, der er jo ikke noget i fjernsynet om formiddagen'.

Sharon er i dårligt humør. Hun fortæller mig, at der er nogen, der har leget med computeren. En masse af hendes noter er forsvundet.

'Nu skal jeg lave to timers arbejde om', siger hun og ser ud, som om hun er lige ved at græde. Hun fortæller mig, at det for alle lærere er et problem at nå at skrive alt det ind på computerne, som de skal ifølge den nye newzealandske skolelov.

'Før arbejdede jeg fra klokken 8.00 til 16.30, og så havde jeg fri. I dag arbejder jeg mindst ni en halv time hver dag, som regel fra 7.00 til 17.00. Dertil kommer tre til fire timer i weekenderne. Jeg føler næsten ikke, jeg har tid til et privatliv længere. Skolen er hele tiden i mit hoved. Jeg vågner tit midt om natten og tænker på børnene', fortæller hun.

På spørgsmålet om, hvad der efter hendes mening er den største forandring i den newzealandske skole, siden den nye skolelov kom for snart ti år siden, svarer hun: 'Lærernes arbejdspres. Selvfølgelig er vi også blevet mere bevidste om, hvad vi skal undervise i og hvorfor, men det har skabt en masse nyt arbejde. Bare det at lære alle de nye dokumenter. Det tager lang tid at komme igennem dem og forstå dem', siger hun.

Lærerne skal hver uge udfylde skemaer for hver elev, der for hvert fag beskriver, hvad barnet kan i forhold til de krav, som skoleloven opstiller. Der er ikke kun tale om én karakter for hvert fag, men en detaljeret skriftlig beskrivelse af, på hvilke punkter barnet ikke lever op til kravene, og hvordan barnet udvikler sig fagligt. Læreren skal også kontinuerligt dokumentere barnets opførsel og sociale egenskaber. Alle lærere bliver mindst en gang hvert andet år kontrolleret af statens skolekontrollører, som kommer på uanmeldt besøg og udtager stikprøveelever fra alle klasser. Kontrollørerne tester, om børnene nu også kan det, der står i papirerne. Hvis ikke, så har læreren et problem.

Klokken 11 er der deadline for feriehistorierne. Eleverne får besked på at bytte historierne med deres makker, som de selv har fået lov til at vælge.

Makkeren skal læse historien igennem og krydse af i et skema, om alle spørgsmålene er besvaret. Makkeren skal også sætte røde streger, hvis han eller hun finder fejl med stavning og tegnsætning. Sharon fortæller mig, at makkerarbejdet er en forberedelse til high school.

'På high school er det almindeligt, at det er makkeren, der afgør, om man er bestået eller dumpet', siger hun.

Når eleverne får deres historie tilbage, skal de tilføje de informationer, som mangler. Til sidst skal de læse den igennem igen for at tjekke, om de er tilfredse. Selvom der ikke er nogen, der ser ud til at være specielt glade, er det kun et par stykker, der vælger at skrive hele opgaven om. En af dem er André. 'Min historie er ikke god, så jeg vil skrive en ny', fortæller han mig. Jeg spørger ham, hvad der er i vejen med historien. 'Det ved jeg ikke', lyder svaret.

'Det er hele formålet med øvelsen, at eleverne lærer at tage ansvar for deres arbejde', siger Sharon, som har overværet min samtale med André. Hun fortæller mig, at der er nogle elever i klassen, som aldrig er glade for deres arbejde. Nivelle er en af dem. Han pjækker meget og vil helst slet ikke i skole, fortæller hun.

Det kan jeg egentlig godt forstå, men det siger jeg ikke.