Den danske folkeskole blev for et par år siden kritiseret for, at den ikke lærte børnene at læse så hurtigt, som man gjorde i New Zealand. Efter et ophold på et halvt år i New Zealand er jeg blevet klar over, at kritikken er meningsløs. Selvfølgelig kan man lære børn at læse meget tidligt, hvis man anser det for et mål i sig selv, men hvad gavner det et barn, at det kan læse, når det er seks år, hvis det har mistet lysten til at lære, når det er syv.

Da jeg den 1. december 1998 ankom til New Zealand sammen med min familie, havde jeg en meget positiv forestilling om landets folkeskole. Jeg havde hørt, at danske pædagoger, politikere og journalister havde besøgt landet for at lære af den newzealandske model og skrive om dens fortræffeligheder. Efter at have rejst rundt i landet i et halvt år og talt med et stort antal forældre og børn og ikke mindst efter et tredagesbesøg på en newzealandsk folkeskole forstår jeg intet af den store begejstring i Danmark.

En folkeskole er altid et produkt af samfundet, og selvom det newzealandske og det danske samfund på mange punkter minder om hinanden, er der væsentlige forskelle. Den ændring, der er foregået i de nordiske lande i synet på børn og på forældrerollen i løbet af de seneste 40 år, den er ikke foregået i New Zealand. Børn bliver ikke i New Zealand betragtet som ligeværdige mennesker. Barndommen er kun en forberedelse til det egentlige liv, voksenlivet, og det er den newzealandske folkeskole i høj grad præget af.

Min egen ældste datter var fem år, mens vi rejste rundt, og derfor kom vi af og til i kontakt med andre familier med børn på samme alder. Min skepsis voksede i takt med de historier, som forældrene fortalte mig. Alle børn starter i første klasse på deres femårsfødselsdag. Fra første skoledag går de i skole fra 9.00 til 15.00, fem dage om ugen. Det, forældrene fortalte om børnenes møde med skolen, fandt jeg hårrejsende.

De små femårige børn er totalt udmattede, når de kommer hjem efter seks timer i skolen, og det er generelt et stort problem at finde energi for slet ikke at tale om lyst til at klare lektierne. Forældrene kan godt se, at børnene har det hårdt, men de brokker sig ikke, for sådan er det bare. Newzealænderne er ikke et folk, der protesterer. Man er opdraget til at tilpasse sig, og sådan bliver børn stadigvæk opdraget - også i skolen.

I byen Christchurch gik jeg hen på New Brighton School og spurgte, om jeg måtte følge en 7.-klasse et par dage. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan elevernes indstilling til skolen og til det at lære var efter seks-syv års skolegang. Jeg vidste intet om New Brighton School på forhånd.

Jeg fik en venlig modtagelse og blev oplyst om, at skolen er en af de førende i New Zealand på det pædagogiske plan og med hensyn til at efterleve de nye retningslinier, som fremgår af den nye skolelov.

Da jeg spurgte om, hvad der var den vigtigste forandring i forbindelse med den nye logvivning, var svaret, at der egentlig ikke var noget nyt i skolens formål, men at man nu havde skrevet en hel masse ned, som man før bare havde gjort. Nu havde regeringen defineret kravene til elevernes færdigheder meget detaljeret, samtidig med at man havde udarbejdet meget detaljerede undervisningsplaner for lærerne. Lærerne skal ikke længere selv udarbejde undervisningsplaner, både indhold og metode er nøje fastlagt af regeringen. Til gengæld skal lærerne dokumentere elevernes præstationer meget udførligt, og samtidig er man begyndt på at dele eleverne op efter fagligt niveau i en række fag. Det sker først og fremmest, for at de dygtigste elever skal have en chance for at gå hurtigere frem, men det kan også være til gavn for de svagere, mener man.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at danske børn let kan tåle en sammenligning med newzealandske børn, når de forlader folkeskolen. Hvis man kunne måle børnenes kreativitet og lyst til at lære videre og tage fat på at løse de problemer, som vores samfund står over for, så er jeg sikker på, at danske børn er lysår foran de newzealandske. For slet ikke at tale om selvfølelse, selvtillid og evnen til at tænke kritisk og selvstændigt.

Der er meget langt fra Danmark til New Zealand.-Carl Emil Falbe-Hansen er freelancejournalist