Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med smil om Munden - død, frossen ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytårsmorgen gik op over det lille Lig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt'.

De fleste kender ovenstående tekst. Den er et uddrag af slutningen på H.C. Andersens eventyr 'Den lille Pige med Svovlstikkerne'. Men den er samtidig for hård kost for nogle; i den mest udbredte amerikanske udgave ender eventyret således med, at pigen inviteres indenfor i varmen og overlever.

Og dette eksempel på fusk med oversættelser er på ingen måde enestående. Berømt eller nærmere berygtet er den franske oversættelse af Astrid Lindgrens 'Pippi Langstrømpe'. Heri er fjernet de kapitler, hvor Pippi gør grin med politiet og andre autoriteter.

Udeladelser, forkortelser og andre ændringer hører til dagens orden, når især børnebøger oversættes til andre sprog. Ofte sker det med henvisning til særlige kulturelle forhold: amerikanske, franske eller tyske børn 'har ikke godt af' eller 'forstår ikke'. Man bruger altså omsorg for barnet som argument for ophavsretslige krænkelser. Ikke så sjældent kommer bøger fra de nordiske lande i klemme, fordi man her har nedbrudt en række tabuer om, hvad man kan skrive om i børnebøger, og hvordan man kan skrive det.

Alligevel støder vi også på problemet i Danmark, når der oversættes fra andre sprog, herunder også nærtbeslægtede sprog, for eksempel norsk.

En ting er sjusk, hvor oversætterne simpelthen ikke i tilstrækkelig grad kender det sprog, der oversættes fra. Når man 'griner' i en norsk bog, så betyder det, at man græder. Og når noget sker 'på bakken', så sker det faktisk på den flade jord. Det har langtfra alle danske oversættere opdaget med særprægede resultater til følge.

En anden ting er bevidste forsøg på at tilpasse eller måske 'forbedre' originalværket. I enkelte tilfælde sker det i et samarbejde mellem den danske oversætter og forfatteren, og det kan forsvares, hvis læseren bliver oplyst om det, hvilket dog langtfra altid sker.

Klyve-sagen

I 1997 udkom i Norge Odveig Klyves billedbog 'Basunengelen'. Det er en bog, hvori en musikalsk og religiøs dimension i ordets egentlige forstand spiller sammen. Meget norsk vil nogle måske mene. Men den blev dog oversat til dansk med titlen 'Den lille englebasse og den store basun'.

Oversat er imidlertid ikke det rigtige ord. Teksten blev helt og aldeles ændret og bestemt ikke - ud fra en litterær vurdering - til det bedre. Samtidig forsvandt originalværkets pointe og budskab. Sjusk fra ende til anden og et groft brud på almindelig god oversætterskik. Dertil et brud på den kontrakt, som er indgået mellem Dansk Forfatterforening og Den danske Forlæggerforening, hvori der står: 'Oversætteren indestår for, at oversættelsen er en indholdsmæssigt og stilistisk dækkende gengivelse af originalen, og at ingen udeladelser eller ændringer forekommer uden forlagets forudgående godkendelse'. En svaghed i denne formulering er, at der kun tages hensyn til forlaget og ikke udtrykkeligt til originalværkets forfatter.

Den norske forfatter opdagede den åbenlyse krænkelse af hendes ophavsret og klagede via sit norske forlag til det danske, som forsvarede sig med, at man 'ofte fordansker udenlandske billedbøger'. Den danske oversætter føjede derefter spot til skade, da han - efter at Berlingske Tidende havde taget sagen op - i et læserbrev beklagede, at 'en kvindelig norsk tekstforfatter ikke er blevet gjort bekendt med spillereglerne', og at hendes tekst i øvrigt var sentimental og religiøs, hvilket han så i sin visdom havde rådet bod på.

Sagen endte med, at salget blev stoppet, og at forfatteren fik udbetalt en erstatning. Men bogen findes stadig i den på dansk mishandlede udgave på bibliotekerne.

Lix-spøgelset

Der er ikke tale om et enkeltstående tilfælde, og danske forlæggere er hverken værre eller bedre end deres norske kolleger.

Ud over ovenstående grove tilfælde vil man kunne møde forskellige tilsyneladende mindre indgribende tilpasninger, når forlæggerne mener, at der er hensyn at tage, hvis man vil præsentere bogen som letlæst. Se blot på nedenstående to oversættelser af præcis samme norske bog:

'Mor har altid vundet et eller andet. Bådture til Danmark, et billede af en skovsø, et stel med roer på, en samedragt, en mande-folkedragt fra Sunnhordland (som far tog med sig), en udstoppet albatros, en boremaskine og en julegris i bingospil'.

'Mor vinder altid. Båd-ture til Danmark, et billede af en skov-sø, et stel med roer på, en udstoppet Albatros, en boremaskine og en jule-gris har hun vundet i bingo'.

Den øverste er en tekstnær oversættelse, som - når der ses bort fra en enkelt delestreg - ligger meget tæt op ad den norske originaltekst. Den nederste er søgt tilpasset svage danske læsere. Der er forkortet, ændret og sat en række delestreger ind. Skulle nogen mene, at den ændrede udgave er bedre, er det i virkeligheden irrelevant. Man overmaler vel heller ikke udenlandske malerier, når de indkøbes af danske museer - i den hensigt at gøre dem bedre eller mere danske.

Hele den nederste oversættelse af ovenstående norske bog indeholder markante ændringer. En af hovedpersonernes navne er således ændret fra Fredrik til Martin. Hvorfor kan man spørge? Ordbilledet lærer man jo hurtigt, fordi det forekommer igen og igen bogen igennem. Men der er en særlig pointe. Ordet Martin er nemlig på seks bogstaver, Fredrik på syv. Det betyder, at Martin er et kort ord, hvis man lix-måler teksten, mens Fredrik er et langt ord. Forlaget opnår på denne måde, at teksten kan præsenteres med en betydeligt lavere lix, fordi ordet forekommer så mange gange, selvom den i virkeligheden ikke er blevet lettere at læse. I øvrigt tværtimod. En anden hovedperson i bogen hedder uændret Maria. Det gode ved navnene Fredrik og Maria er, at de adskiller sig markant fra hinanden. Det dårlige med Martin og Maria er, at de tre første bogstaver er ens, hvorved ordene kommer til at ligne hinanden endog ganske meget.

I ovennævnte tilfælde blev den norske forfatter ved et tilfælde opmærksom på, at man ville lave indgribende ændringer, og han stoppede det, således at vi fik en tekstnær dansk oversættelse.

En anden ting er, at man de fleste steder har opgivet at bruge lix-målemetoden, fordi den tegner et helt fordrejet billede af forholdet mellem teksters sproglige sværhedsgrad. Onde tunger påstår, at den alene overlever blandt danske læsepædagoger, skolebibliotekarer og forlæggere.

Et emne i skolen

Der er altså al mulig grund til at være opmærksom på oversættelser. For står man med et værk, som er en teksttro oversættelse? Eller har alle mulige andre interesser været på spil? Problemet er selvfølgelig, at læseren kun sjældent har mulighed for at kontrollere det og opdage eventuelle overgreb på originalværket. Han eller hun er henvist til at tro på forlagets oplysninger - eller mangel på samme.

En helt anden ting er så, at tekster, hvori der er foretaget ændringer i og med en oversættelse, egner sig fortrinligt til et danskfagligt emne i skolen og måske endnu bedre til et tværfagligt samarbejde mellem faget dansk på den ene side og engelsk, tysk og fransk på den anden:

Hvad sker der, når vi oversætter fra et sprog til et andet? Prøv for eksempel at oversætte en norsk og engelsk Reuter-oversættelse tilbage til dansk og se, om man når frem til den originale tekst. Skal man i oversættelsen tage hensyn til nye læseres særlige kulturelle baggrund? Hvorfor gribes der mon ind i tekster, især for børn? Hvad er de konkrete ændringer udtryk for?

Læs mere om oversættelser af børnebøger i den netop udkomne 'Gyldendals årbog om børnelitteratur - 1999'.-Torben Weinreich er professor og leder af Center for Børnelitteratur; han skriver jævnligt om børnelitteratur i Folkeskolen

Når man 'griner' i en norsk bog, så betyder det, at man græder